Påskeæg af Cernit/Fimo

Jeg har lavet disse sjove, mønstrede påskeæg! De måler omkring 5 cm, og store æg er det jo, normalt ikke, ret hensigtsmæssigt at lave af Cernit eller Fimo-ler. Sipelthen fordi der jo ville gå for meget materiale til. Men disse påskeæg er lavet udenpå æg af trylledej, og det giver nogle interessante muligheder… 😉

Påskeæg af cernit/fimo ler på en base af trylledej.

Først skal æggene af trylledej, laves…

Her findes min opskrift på trylledej. Start med at lave så mange æggeformede kugler af trylledej, som du skal bruge, og bage dem.
Det er uhyre vigtigt, at trylledejen er helt tør, inden man begynder at bygge udenpå med fimo/cernit. Beregn evt. lidt ekstra bagetid, eller lad dem ligge et par dage, på et tørt, lunt sted, inden der bygges videre. Hvis der er fugt i æggene når man bygger fimo/cernit udenpå, og bager igen, vil der dannes damp inde i æggene, og det vil gerne ud! Det giver nogle grimme, deforme og i værste fald sprukne bobler. Det ved jeg af bitter erfaring. Og det er rigtig ærgerligt!

Pynt trylledejsæg med Fimo/cernit

Man kan pynte æggene lige som man vil! Ensfarvede eller i abstrakte mønstre. Eller måske prikker eller striber? Mønstrene på mine påskeæg, er lavet af meget simple “canes” af Cernit/Fimo-ler.

Her ses hvordan de er lavet:
Blanding af farver til en simpel cernit cane, som jeg brugte til, at pynte påskeæg.Jeg startede med at blande en klump grøn ler, som jeg rullede til en pølse og skar i fire lige store bidder.
Så rullede jeg en tilsvarende hvid pølse, som jeg skar i tre bider; en lille, en mellem og en stor.
De tre hvide bidder blandede jeg med hver sin grønne, så jeg fik fire klumper i forskellige størrelser og nuancer.

Tilblivelsen af en cane, som jeg brugte til pynt på påskeæg

Den mindste klump grøn rullede jeg til en pølse. Så tog jeg en klump hvid ler, og trykkede til en flad firkant, og så rullede jeg det hvide omkring den grønne pølse. Så tog jeg den næste klump grøn, trykkede til en flad firkant og rullede omkring det hvide. Sådan blev jeg ved, skiftevis grøn og hvid, til jeg havde brugt alt det grønne, og sluttede af med hvid.
Til sidst rullede jeg min pølse til en “cane”, altså en stok, i en tykkelse jeg syntes var passende, og så lagde jeg den på køl, så den blev mere fast. Først er det måske lidt svært at se, at der skulle komme noget fint ud af det, men det gør der altså. 😉

Simpel og fin cernit/fimo cane, som jeg brugte til, at pynte påskeæg.

Når stokken er kølet af, kan man begynde at skære skiver af den. Det første stykke, der ikke er så pænt, fjerner man bare. Herefter skulle skiverne gerne blive pæne. Det er en god idé at rulle pølsen en kvart omgang, for hver skive man skærer, for at undgå at trykke skiverne alt for flade!
Undervejs kan man godt rulle stokken tyndere, hvis man f.eks har lavet et æg, og ikke synes, det næste skal være helt magen til.

Montering af canes på påskeæg

Dekorering af påskeæg med skiver af en simpel cernit/fimo cane

Skiverne fra stokken trykkede jeg forsigtigt fast på et trylledejs-æg, tæt ved siden af hinanden, så der ikke var nogen huller. Og derefter trykkede jeg alle samlingerne usynlige.
Sådan fortsatte jeg, med alle mine æg, indtil jeg var klar til at bage dem.

De skal selvfølgelig bages efter instrukserne på Fimo- eller Cernit pakken. 🙂

Sådan.. Fine færdige påskeæg…

Påskeæg af cernit/fimo med en base af trylledej
cernit-C3-A6g7
– Lærke

Trylledej – Opskrift

Her er en opskrift på trylledej! Anvendelsesmulighederne er mange! Man kan modellere pynt til alle årstider, højtider osv. Og det er faktisk rigtig nemt at lave!
Det eneste man skal bruge, er helt almindelige ingredienser, som de fleste har i deres køkken! 🙂

Ingredienser til trylledej

Opskriften på trylledej:

færdig blandet trylledej


Man skal bruge:

2 dl hvedemel
1 dl fint salt
1 spsk olie
Og en 1 dl vand

 

Alle ingredienserne blandes, men hold lidt vand tilbage så dejen ikke bliver for klistret. Er den alligevel blevet klistret, tilsætter man bare lidt mere mel. Så æltes dejen til en ensartet klump. Den må ikke klistre til bordet, men den må heller ikke blive for tør.

Når man har lavet sin trylledej, er man klar til at bygge og lege! Og her er det kun fantasien, der sætter grænser! Lav f.eks figurer ved hjælp af kagerulle og udstikker forme, Form pølser til kringler eller lav figurer  🙂

Når man er færdig med at modellerer, er det bagetid, eller tørretid rettere sagt. For trylledejen skal bage i alt 4 timer, i en 100 grader varm ovn. Eller, hvis man vil være sikker på at undgå revner, 1 time ved 50 grader, 1 time ved 75 grader, 1 time ved 100 grader og til slut 1 time ved 125 grader. Og det kan være en god idé at beregne lidt mere tid, hvis man har lavet nogle store ting.

Æg af trylledej

Dekoration af trylledej

De færdige trylledejs figurer kan dekoreres f.eks med maling eller decoupage og derefter lakeres. Man skal bare passe på, ikke at tilføre den færdige trylledejen for meget fugt! Og lade det tørre grundigt imellem forskellige lag og evt. lak.
Jeg brugte denne portion trylledej til at lave påskeæg! Som jeg valgte at pynte med Cernit/fimo-ler. Når trylledejen er bagt, og HELT TØR er den jo ret varmefast og egner sig derfor godt, som fyld i det finere ler.
Det er bare rigtig vigtigt, at man sørger for, at trylledejen er 100% tør. Ellers vil det danne nogle ret uhensigtsmæssige og irriterende luftbobler. 😉

Æg af trylledej, pyntet med cernit/fimo
– Lærke

Humus

Humus eller hummus… Jeg ved ærligtalt ikke hvor mange m’er der er i, men det kan jo også være lige godt det samme. 😉 Det kan buges til rigtig mange ting!
Herhjemme bruger vi det mest i sandwich og burger eller som dip til brød eller grønsager, og det smager mega godt!
Jeg har set mange ret uoverskuelige opskrifter, med lange lister over mærkelige ingredienser, men der findes også gode eksempler på, at det sagtens kan gøres simpelt!
Det er sådan en opskrift, jeg vil dele med jer her! En nem og simpel, men stadig meget velsmagende humus eller hummus… 🙂

Til denne nemme humus skal man bruge: ramsløg og persille til min humus

300g tørrede kikærter, der sættes i blød i rigeligt vand i 24 timer. Dernæst skiftes vandet og de koges i en times tid.
Så hældes vandet fra og kikærterne får lov at køle en smule af.

Derudover har man brug for:
humus ingredienser– En lille håndfuld frisk persille
– 5-7 ramsløgs blade.
Har man ingen ramsløg, så brug bare hvidløg i stedet. 🙂
– Saften af 1-2 citroner
Smag selv efter hvor meget der er brug for!
– 5 spsk sesamfrø
– salt, peber og tørret chili, efter smag
– 1-2 dl god olie
– Og lidt vand
Til at give den rette konsistens, start med lidt vand af gangen.Lækker cremet humus

Man kan sagtens tilføje andre krydderier og friske krydderurter, hvis man har og kan lide det. Basilikum, koriander, osv.

Det kan være en fordel at blende de friske krydderurter først, men ellers skal det hele bare blendes, til man synes, det har en tilpas fin eller grov konsistens. Det er jo smag og behag. Jeg kan godt lide min humus relativt tyk, men stadig rimelig smørbar, og ikke alt for grov.

Når det er blendet, er det faktisk allerede klar til at blive serveret. 🙂

Humus kan jo, i alt sin enkelthed, bruges som dip til grønsags stave, f.eks gulerødder, agurk eller bladselleri. Men her altså i en burger med kylling… ;P

Burger med humus og kylling
– Lærke

Brownie med peanutbutter topping.

Dette er en meget Amerikansk opskrift.
– På en ret tung, men dog lækker brownie, med et lag af peanutbutter-fyld og toppet med et lag af peanutbutter og chokolade.
Den smager… vildt godt! 😉

To stykker, vildt god brownie med peanutbutter topping, efter følgende opskrift.

Jeg har “oversat” den  fra denne opskrift – Buckeye brownies – Som jeg fandt og tænkte “Orv, det ser mega lækkert ud, det må jeg prøve!” …
Bjarkens mor lavede konfekt med peanutbutter sidste jul, og siden da har jeg været ret fanget af idéen om peanutbutter i kage. Jeg kan normalt ikke særligt godt lide konsistensen af peanutbutter, men smagen er jeg vild med! Så jeg synes det bliver helt genialt når man blander det i kage! 😀

Et par gange undervejs, i denne konverteringsproces, var jeg ret meget i tvivl, om jeg havde regnet forkert, eller der var sket en eller anden fejl, i forhold til ingredienserne. Hold da op, der skal meget sukker i, men den er altså god nok… Jeg kunne måske godt komme i tanke om at nedjustere sukkermængden en smule, hvis jeg en dag laver den igen. Og det er rimelig sandsynligt. 😉

Til selve brownien skal bruges :

4 spsk kakaopulver
50g mørk chokolade
1½ dl kogende vand
50g smør
1½ dl olie
2æg
2 æggeblommer
500g sukker
3 tsk vanillesukker
½ tsk salt
250g mel

Man starter med at piske det kogende vand, sammen med kakaopulver og finthakket, eller revet, mørk chokolade, så chokoladen smelter og der ikke er nogen kakaoklumper. Så pisker man smør og olie i, og derefter æg, æggeblommer, sukker, vanillesukker og salt, indtil man har en fin, homogen masse. Til slut vender man melet i dejen med en dejskraber.
Så beklæder man en bradepande, på ca. 25×30 cm, med bagepapir, og fylder dejen heri.
Kagen bages ved 175 grader i 25-30 min. Den er færdig, når der ikke er rå dej på en tandstik, strikkepind, grillspyd eller lignende, når man stikker midt i kagen. Den må dog ikke blive for tør. (Jeg fik bagt min brownie en smule for meget)
Når kagen er bagt, lader man den køle helt af, det tager en times tid eller to, før man begynder at lave fyldet.

Til peanutbutter fyldet skal bruges :

300g peanutbutter
100g blødt smør
Et nip salt
1 tsk vanillesukker
250g flormelis
3 spsk mælk

Peanutbutter og smør piskes godt sammen. Så tilsættes salt, vanillesukker, og flormelis og mælk piskes i lidt af gangen. Man kan godt tilsætte lidt mere mælk, hvis det er for tykt, massen skal bare have en konsistens, så man kan fordele den ud over kagen i et jævnt lag. Dette gøres nemmest med en spartel eller dejskraber.

Til peanutbutter/chokolade topping :

100g peanutbutter
200g mælkechokolade.

Chokoladen brækkes i mindre stykker og puttes i en skål, sammen med peanutbutter. Dette smeltes i mikroovn. Giv det 30 sekunder af gangen og rør ind i mellem. Når chokoladen er smeltet og man har rørt det sammen, til en fin, jævn masse, fordeles dette oven på fyldet. Herefter stiller man kagen i køleskabet, så det hele får lov at størkne, og derefter kan kagen skæres i passende stykker. 😉

Brownine med peanutbutter topping, skåret i passende stykker
Her ses lagene i denne brownie virkelig godt, det bløde og cremede peanutbutter fyld og den lækre brownie

Jeg brugte creamy peanutbutter i denne opskrift, hvis man er mere til crunchy, er det bare det, man vælger.
Hvis man har lyst, kan man også tilføje kaffesmag til sin brownie, det er jo smag og behag. 🙂

Jeg håber, i vil nyde denne opskrift, ligeså meget som jeg og de andre, der nåede at få glæde af min portion. Den forsvandt temmelig hurtigt, må jeg tilføje. 😉

 – Lærke

Foderbræt med kobbertag

Jeg lige vise det her!
Det er et foderbræt til fuglene, som min far har lavet til min mor. Jeg har altså ikke rigtigt noget med det, at gøre, desværre. Jeg synes bare sådan, at det fortjente, sit eget blogindlæg!

Men jeg kan vidst med rette, være stolt af, hvor mine gener stammer fra. 😉

flot, stort foderbræt med kobber tag.

Det foderbræt, mine forældre havde i haven før, var mildest talt… Nej, det var faktisk faldet fra hinanden.
Så min mor har, meget længe, ønsket sig et nyt.
Hun havde kun selv kunne finde sådan nogle bittesmå, virkelig fine foderhuse, som ikke rigtigt passede ind i deres, ret store vildnis, af en have.
En dag fandt min far så en plade kobber, og så skete det her… Det er vel omtrent en halv meter i diameter. Og det er vildt flot, synes jeg! 😀

Det er ikke til salg, og han har desværre ikke umiddelbart planer om, at bygge flere af dem. Selvom jeg faktisk tror, der kunne være et potentiale i det. 😉
Jeg håber dog, at han engang vil bygge et til min have også.. 🙂

– Lærke / Æ

Rugbrød

Hjemmebagt Rugbrød, med opskrift

Da jeg skrev min guide og opskrift til surdej, lovede jeg vidst, at jeg også ville dele den opskrift, jeg bruger til rugbrød. Vi var også ved at mangle efterhånden. Så her er den altså! Uden så meget forklaring. Surdejen kan man læse mere om i det tidligere indlæg! 🙂

Til 3 rugbrød bruger jeg:

En portion surdej (Et par dl)
2 liter lunkent vand
2 spsk honning
3-4 spsk salt
1 kg Rugmel
200g Fuldkorns hvede mel, af en eller anden art
300g Rug-gryn
100-150g af hver hasselnødder, solsikkekerner, græskar kerner, sesamfrø og hørfrø.

2-3 forme afhængigt af størrelse. Opskriften kan sikkert også halveres, men rugbrødet kan sagtens fryses, så man skal ikke være så bekymret over mængden. Man kan eventuelt skære det i skiver, inden man fryser det og tø det op, på sin brødrister. Ristet rugbrød er rigtig lækkert!

Egentlig er det oprindeligt knækkede rugkerner, der skal i, men det havde jeg ikke, tilgengæld havde jeg rug-gryn, så dem brugte jeg i stedet, og det bliver rigtig fint. Så er man også fri for iblødsætning. 😉
Nødder og kerner kan man regulere efter smag.

Dag 1

Jeg starter med at tage min surdej og røre ud i de 2 liter lunkent vand. Jeg bruger en stor røremaskine. Det kan sagtens laves i hånden, man skal bare være opmærksom på, at der skal en ret stor skål/gryde/balje til og der altså skal røres en hel del.
Så tilsætter jeg honning, salt, rugmel og fuldkorns hvedemel. Hvedemelet tilsætter jeg fordi, der ikke er ret meget gluten i rug. Det kan godt udlades, men en smule hvedemel giver et lidt luftigere rugbrød, fordi gluten er det, der får brødet til at hæve. Det er i øvrigt også grunden til at der skal æltes rigtig grundigt. Vi skal lige gennemarbejde den smule gluten der er i. Dejen må gerne få en sjov elastisk konsistens. 🙂
Ælter man, som mig, på maskine, kan man jo i mellemtiden, meget passende, vaske sin beholder til surdej, så den er klar, gøre forme klar, putte bagepapir i, hvis der skal det, hakke hasselnødderne groft, hvis man vil det, (det gør jeg) og ellers gøre resten af ingredienserne parat. 🙂
Når dejen er æltet godt, tager jeg et par dl dej fra, så jeg har surdej til næste gang.
Så tilsætter jeg de resterende ingredienser, rug-gryn, nødder og kerner, og får rørt dem godt med i dejen.
Herefter hælder jeg dejen i mine tre forme, som jeg dækker med et fugtigt viskestykke og så får de ellers lov, at stå i et døgns tid og hæve.

Dag 2

Dagen efter putter skal brødene i ovnen. Ovnen tændes på 100grader også sættes brødene ind og får lov at passe sig selv derinde, i en times tid. Derefter skrues ovnen op til 200 grader, og så får de lige lov, at hygge sig i ca, 1 time og  45 minutter mere. Det afhænger en smule af om man laver 2 eller tre brød, størrelsen på ens forme osv.
Når man tager dem ud af ovnen, kan man lade dem køle af i formene. Så skulle man undgå at få for hårde skorper.

hjemmebagt rugbrød med tandsmør.

Normalt siger man, at man ikke må skære i rugbrødet, før en dag eller to efter det er bagt. På den måde skulle man undgå, at det er klægt i midten, men jeg kan altså ikke lade være… Varmt nybagt rugbrød smager simpelthen herligt! Så jeg kommer for det meste til at spise en endeskive med rigelig smør på. 😉

– Lærke

Pustede Påskeæg – DIY

smukt dekorerede, lilla, pustede påskeæg

Lige om snart er det påske, og så skal der da pustes æg! Hvad ellers?
Og det er i øvrigt, ikke nødvendigvis, kun børn, der kan lave pustede påskeæg. Man kan jo opgradere sin dekoration ligeså meget som ens fantasi overhovedet tillader det. Jeg synes selv, mine er blevet ret fine. 🙂

Lad os bare gå i gang med de pustede påskeæg!

Salmonella behøver man jo ikke være bange for mere, men er man alligevel lidt bekymret, kan man godt lige hurtigt sænke sine æg ned i kogende vand, og derefter skylle dem i koldt vand, inden man puster dem. Eventuelle bakterier sidder uden på æggene, og dette skulle gerne slå dem ihjel!

Til æggepustning skal man selvfølgelig bruge nogen æg. Derudover skal man bruge en nål, en skål, tændstikker eller tandstikker, snor til ophæng, og maling eller lignende til dekoration. Og så skal jeg nok vise hvordan man gør… 🙂

Hvordan man laver hul i sine pustede påskeæg

Man starter med at tage nålen og prikke et lille hul i bunden af et æg. Det kan måske være nemmere at have med at gøre, hvis man har ægget stående i et æggebæger. Så prikker man også et hul i toppen, men det skal prikkes så stort, at der kan komme en tændstik eller tandstik ned i. Pas på at skallen ikke knækker!

De pustede påskeæg, pustes

Når hulerne er lavet, puster man i bunden af ægget, i det lille hul, så det store hul er der, æggemassen kan komme ud. Det er en god idé at gøre det hen over en skål. Man bliver bare ved med at puste, indtil så meget som muligt af indholdet er ude. Det kan godt lade sig gøre at hælde lidt vand ind i ægget, af det store hul, for at få det mere rent. Så ryster man det lige en gang, og så puster man bare vandet ud i vasken.

Hvordan man sætter snor i pustede påskeæg

Når man har pustet sine æg, skal der snor i. Det foregår ved, at man tager et lille stykke af en tændstik eller tandstik og binder et stykke snor eller tråd fast på midten. Det kan være en fordel at  give det en lille klat lim, så snoren ikke glider af. Så putter man tændstikken helt ind i ægget, så den kommer til at sidde på tværs af hullet, og så er man faktisk klar til at dekorere sine pustede påskeæg!

Dekoration af pustede påskeæg

Jeg valgte at male disse påskeæg hvide, dekorere dem med en guldtusch og lakere dem.
Når man maler de pustede påskeæg, bliver eventuelle, lyserøde stempler, der måtte være på æggene, dækket.
Maler og lakerer man dem på denne måde, kan det være en god ide at male/lakere en halvdel af gangen og lade dem tørre ind imellem. Eller holde ægget med en tændstik, eller et træ grillspyd inde i hullet i toppen. Ellers er det stort set umuligt at undgå at få temmelig meget maling/lak på fingrene, og i øvrigt ødelægge det pæne lag, man har malet på ægget!

Ønsker man at lave lige streger på ægget, kan en normal køkkenelastik hjælpe godt på vej. 🙂

Man kan også dekorere pustede påskeæg med decoupage. Æggene på billederne herunder har jeg valgt først at give et par lag hvid silkepapir. – Igen for at dække de lyserøde stempler, men også for at give lidt struktur og øget holdbarhed.
Pustede påskeæg bliver ellers ret sprøde og skrøbelige. Så man skal passe rigtig godt på ikke at tabe eller mase dem. 🙂

Når de pustede påskeæg er færdige, står vi så og har noget æggemasse til overs. Jeg nænner ikke at smide det ud, og lade det gå til spilde, men det behøver man heller ikke!
Det ville jo være nærliggende at lave røræg, men man kan jo også lige opgradere det en smule?
Jeg har f.eks en ret lækker opskrift på de nemmeste “æggeskåle” her.
Og man skal ikke være bekymret over en lille smule spyt i æggemassen, fra dem der har pustet æggene. Det bliver varmet op, og alle bakterier skal nok dø. 🙂

– Lærke

Chokoladekage i mikroovn

Måske har i før hørt løfter om chokoladekage i mikroovn, der kan laves på blot 5 minutter?
Det er jo smart, hvis man pludselig bliver ramt af en meget akut lækkersult.
Dette er sådan en opskrift, men lidt anderledes. Der skete nemlig det herhjemme, at vi var 4, der blev ramt af akut lækkersult, samtidigt. Og så var der jo ikke andet at gøre, end at opfinde en version af chokoladekage i mikroovn, der var større… 😉

Større portion chokoladekage i mikroovn

Jeg fandt en opskrift hos kvalimad, som jeg besluttede at tage udgangspunkt i. Og så lavede jeg en delvis dobbelt portion, med nogle ændringer. Og jeg bagte den i en glasskål, i stedet for i en kop, for der findes ikke en kop i mit hjem, der er stor nok til denne portion. Man kunne godt have delt den op, så hver person stadig fik sin egen kop, men det her syntes jeg, var lidt lettere.
Sådan som jeg lavede den, kan det nok ikke lade sig gøre at få den færdig på 5 minutter, men det gik alligevel hurtigere og lettere, end hvis jeg skulle have bagt en rigtig kage. Og der var rigeligt til i hvert fald 4-5 personer.

Ingredienslisten til min mærkelige dobbeltportions chokoladekage i mikroovn, så sådan her ud :

1 æg (2 æg)
4-5 spsk smør
6 spsk piskefløde
6 spsk sukker
6 spsk mel
2-3 spsk kakaopulver
1/2 tsk bagepulver

Jeg havde noget chokolade tilovers, der havde været smeltet, og det fik lov at erstatte en smule af den kakao, der skulle i kagen. Det startede jeg med at smelte i mikroovnen, men det springer man selvfølgelig bare over. Inden det var helt smeltet, puttede jeg smørret i, og smeltede det med. Deri piskede jeg, med en gaffel, fløde og sukker.
Havde det været en rigtig dobbelt portion, skulle der have været to æg i, men jeg havde kun et, og det var der jo ikke så meget at gøre ved. Så det ene æg blev også pisket i. Har du to æg, så bare brug to. 😉
Således havde jeg alle de våde ingredienser og sukkeret, i en lille skål for sig.
Så tog jeg den skål, jeg havde tænkt mig at bage kagen i. Deri blandede jeg de resterende, tørre, ingredienser, og sørgede for, at bagepulveret var godt blandet i og der ikke var klumper af hverken det, eller kakao. Så hældte jeg den våde blanding over i den tørre og rørte det grundigt sammen med min gaffel.

Dej til chokoladekage i mikroovn

Her var der et øjeblik, hvor jeg overvejede, bare at spise dejen rå, for den smagte ret godt i sig selv, men det var nok meget godt, at jeg ikke gjorde det. Jeg endte selvfølgelig med at bage kagen, og den fik samlet 4 minutter i mikroovnen ved fuld styrke.
Husk at holde øje med, om den hæver ud over kanten af skålen! Det bliver nemlig nemt noget griseri. Skulle det ske, stopper man bare mikroovnen, og lader kagen falde lidt, inden man fortsætter bagningen. Så kan man samtidigt, holde øje med, hvornår den er færdigt…

færdigbagt chokoladekage i mikroovn

Her ser chokoladekagen stadig lidt fugtigt ud i kanterne, men det gør ikke noget. Det var faktisk, det af den, der smagte bedst. Og det er også vigtigt, at den ikke bliver tør og kommer til at smage brændt.
Den fik en lidt smuldrende konsistens. Det tror jeg, at det ekstra æg, der skulle have været i, kunne have afhjulpet lidt, men bortset fra det, smagte den faktisk ret godt. Den ville ikke kunne konkurrere med en rigtig, god chokolade kage, eller ligefrem chokoladefondant, men taget i betragtning hvor nem og hurtig, den er at lave, synes jeg det er helt okay!

Færdig chokoladekage i mikroovn

Min mor sagde, at den skulle have været serveret med flødeskum eller vanilleis. Det er nok smag og behag, om man har lyst til det, men det er nok slet ikke nogen helt tosset ide.
Alt i alt er det altså, måske, en lidt farlig vane at få, det her med at bage chokoladekage i mikroovn, men der findes heldigvis også en sundere version. 😉

 – Lærke

Lidt om mig – Billeder fra en kajaktur.

Når jeg får tid til andet end mad og krea, holder jeg enormt meget af naturen! Det er der jeg slapper af og samler energi. Jeg elsker bl.a at køre på rulleskøjter, men bevæger mig også gerne til vands.
Mine forældre bor på en lille gård ned til en dejlig sø, og der har de en kajak liggende, som jeg forsøger, at gribe alle muligheder for, at ro mig en tur i, når jeg er der.
“Smølfen” – Et godt navn til en rød kajak…
Her er lidt billeder af det smukke forår 2014. Til minde om en af mange, rigtig dejlige ture…
Og måske kan du se hvad jeg mener. 😉

Blomstrende spirende forårs piletræ

 

Spidsen af kajak, peger mod mark med får og lam. forår
Forår, får med to sorte lam
Spidsen af kajak, skud på træ, forår. knopper
Spids af kajak, blomtrende træ, hvide blomster, forårBlomstrende træ, forår, hvide blomster
Min kajak hedder smølfen
  •  Lærke

Hjemmelavet blonde lampe

mellemlægs servietter til en hjemmelavet blonde lampe

Jeg har så mange fine, arvede mellemlægsservietter og lignende! Både hæklede, kniplede og vidst også en enkel strikket. Jeg har hele tiden haft et ønske om at lave et eller andet ud af dem! For de er for gode og for flotte at smide ud! Da jeg så faldt over idéen her, om en hjemmelavet blonde lampe, var jeg nødt til at forsøge det! Og den blev SÅ flot! 😀

Til en hjemmelavet blonde lampe:

En stor rund ballon
Trælim
En pensel
Et stykke snor at hænge lampen op med imens den tørre.
Nok fine mellemlægsservietter ol. til at dække ballonen fuldstændigt, og også overlappe en smule.
Og et underlag af gammel voksdug eller lignende. Jeg begyndte med avis, men fandt undervejs ud af, at det blev vådt og klistrede fast til mellemlægsservietterne, så det duede ikke!

Derudover skal man jo bruge en elpære, fatning og ledning.

Jeg startede med at lede på nettet efter store runde balloner. Jeg skulle jo sådan set bare bruge én, men ingen af de mange steder, hvor jeg faktisk fandt gode, brugbare balloner, der rent faktisk, var ret billige, kunne jeg slippe for at betale 40-60kr i fragt! Det synes jeg var lidt tosset. Så jeg endte med at køre i Fest og Farver, og der fik jeg 4 perfekte balloner! Ca.48 cm i diameter, til 17.50kr. Så nu kan det ikke udelukkes, at jeg kommer til at lave flere af disse lamper. 😉

Sådan her laver man en hjemmelavet blonde lampe

Men det man gør er altså, selvfølgelig, at puste sin ballon op og binde en god, stram knude på den. Så binder man en snor fast ved knuden, og finder et sted lampen kan hænge, imens man laver den, og den tørrer. Herefter skal man i gang med at male trælim på sine mellemlægsservietter med en pensel. De skal bare have et godt tykt lag over det hele! Når en mellemlægsserviet har fået lim, skal den på ballonen. Så jævnt rettet ud som muligt. Jo større ens mellemlægsservietter er, jo sværere er de at jævne ud, men så længe limen er våd, kan man godt rette til. Alle mellemlægsservietterne skal således på ballonen, og det er vigtigt, at deres kanter overlapper en smule, og man pensler godt med lim her omkring, så det hele sidder godt sammen og bliver stivet godt af!

Ved knuden i toppen af ballonen skal der naturligvis være hul, så der kan komme en pære ned i. Det er ikke så vigtigt endnu, for man kan bare klippe hul senere, men det er en god ting at have i baghovedet.

Da jeg var færdig med at lægge mellemlægsservietter på ballonen, lod jeg den tørre, og derefter gav jeg den et lag lim mere for en sikkerheds skyld.

Maling?

Nogle af mine mellemlægsservietter havde efterhånden en ikke så pæn farve, men de var ikke rigtigt til at få rene, så jeg besluttede at forsøge at male min lampe hvid. Hvis man har fine hvide mellemlægsservietter, er dette trin ikke nødvendigt!

Da jeg var i gang med at male min lampe, sprang ballonen! Da var lampen heldigvis størknet nok til, at der ikke skete andet end, at jeg fik noget af et chok! xD
Hvis ikke ballonen springer af sig selv, er man jo på et tidspunkt nødt til selv at punktere den, men vent til den er helt tør! 😉

Når man har fået ballonen ud af lampen, skal der en pære i. Det er en god idé at skaffe en eller anden form for energi spare pære, som ikke bliver varm, og derved ikke påvirker limen i lampen!
Jeg fastgjorde min pære, ledning og fatning ved hjælp af et stykke af metalstativet fra en rispapirs lampe. Det ser ikke så pænt ud i toppen, men det kan man heldigvis ikke se nede fra! Man kan godt lime en mellemlægsserviet over hulet, for at skjule det helt, man skal bare huske, at en pære ikke lever for evigt og det nok bliver nødvendigt at skifte den en dag. 😉

Voila! Den færdige blonde lampe! Og den giver sådan et flot, og hyggeligt fordelt, lys. 🙂

– Lærke

Æggeskåle

Æggeskåle med indbygget røræg og bacon, tomat, purløg og smeltet ost

Dette er en rigtig lækker og nem opskrift på “æggeskåle”. De er blevet helt uundværlige til brunch herhjemme. De er nemlig et super alternativ til at stå og lave røræg, og stege bacon og pølser. De er også mindst ligeså populære, og så ser de jo ret flotte ud. Også selvom man ikke har ligeså farverige silikone forme, som mig 😉

æggeskåle opskrift


Til 10-12 æggeskåle skal man bruge:

5-6 Æg
En dusk Purløg
En pakke Bacon
Tomater
– Antallet kommer an på størrelsen
Revet ost
Salt og peber.

Og silikone muffin forme.

Alle typer bacon kan, mere eller mindre, bruges. Tern, skiver, et stort stykke, som man selv skærer, eller kalkun bacon. I stedet for purløg kan man også bruge forårsløg, og i stedet for revet ost kan man sagtens bruge mozzarella, brie eller måske endda gedeost. Der er masser af variationsmuligheder. 🙂

Baconen steges, æggene piskes sammen, med salt, peber og purløg, og tomaterne skæres i skiver. Derefter fordeles fyldet i formene. Bruger man store tomater, kan man nøjes med en skive i hver. Jeg brugte små tomater og lagde derved 2-3 skiver i hver form.
Når tomat og bacon er fordelt, fordeles æggemassen over, og så drysser man ost på toppen.

Æggeskålene bages ved 180 grader, varmluft, i 10-12 min.
Også er der serveret 🙂

Dejlige nybagte æggeskåle med bacon, tomat og smeltet ost.
 – Lærke

Brød med mozzarella og tomat

Lækre brød med mozzarella og tomat. - nem Bruchetta opskrifrt

Jeg var til fødselsdags-brunch, for noget tid siden. En ret stor fest med en virkeligt overdådig og lækker buffet. Jeg hjalp lidt til med at forbedrede noget af maden, og blandt meget andet, overværede jeg tilblivelsen af disse små brød med mozzarella og tomat. Jeg ved ikke, om opskriften kommer fra noget bestemt, det er vel en form for bruschetta, men den er ganske simpel, smager mega godt! Det passer vældigt godt til brunch, synes jeg, men kan garanteret også bruges som forret. Uanset hvad har jeg hvert fald haft lyst til at afprøve denne opskrift igen!

Opskrift på en slags bruschetta med mozzarella og tomat:

Ingredienser til brød med mozzarella og tomat

Ingredienser:

Flute eller brød
– gerne halvgammelt
Mozzarella
Tomater
Basilikum/oregano.

 

Fremgangsmåde:
Start med at skære dit brød i skiver, og fordele skiverne på en rist, eller en bageplade med bagepapir. Vælger du en rist, kan det være en godt idé at have en bageplade nedenunder, til at opsamle eventuel vildfaren ost!
Man kan vælge at give brødet 5 minutter i ovnen, inden man lægger fyld på. Det er ikke strengt nødvendigt, men det bliver lidt mere sprødt af det. 🙂

Brød med mozzarella og tomat, inden de er bagt

Derefter skærer man også mozzarella og tomater i tynde skiver, og lægger en skive af hver på hvert stykke brød. Så pynter man med lidt basilikum eller oregano, -her brugte jeg frisk basilikum, man kan også bare buge tørret.
Når det hele er på plads, bager man brødene ved 200grader i 10 minutters tid, til osten er smeltet og lidt gylden.

Og se så! Lækker madlavning kan faktisk sagtens være super nemt! 😉

Lune og lækre brød med mozzarella og tomat!

Jeg er normalt ikke den største fan af tomater, men når de er bagt, som på disse lækre mozzarella brød,  er det altså en helt anden sag! De smager drøn-godt! 😀

– Lærke

Dadelkugler (Glutenfri)

Jeg byggede mig på et tidspunkt et kagefad, og fyld skulle der jo på!
Jeg lagde fire opskrifter op i den forbindelse, og af dem er denne klart det sunde alternativ, nemlig dadelkugler, men lad dig nu ikke snyde af, at jeg siger de er sunde. De smager nemlig ikke sådan! De smager uimodståeligt godt! 😀

dadelkugler på et kagefad sammen med marengs og kokostoppe

Opskrifterne på de 3 andre, føromtalte ting på kagefadet findes her:
Marengs kysKransekage konfektKokostoppe

Men her er min opskrift på dadelkugler.

Kakaomasse til dadelkuglerDet man skal bruge er :

400g dadler
150g mandler.
50g kokosmel,
5-7 spsk god mørk kakao
1 vanillestang
Evt. lidt vand
Og pynt efter eget ønske

Der er meget forskel på dadler! Jeg plejer at købe dem, der ligger i en pose, i en firkantet æske. Så vidt jeg husker, er der omrking 400g i sådan en pakke og de er normalt enormt lækre og bløde! Denne gang kom jeg til at købe to poser fra Änglamark, der var udstenede, og de var temmeligt tørrede, så jeg var nødt til at have en del vand i, for at få en god konsistens.
Det plejer ellers ikke at være nødvendigt. Så det skal man lige være opmærksom på!

Det er rimelig vigtigt at have en kraftig blender eller foodprocessor til det her, ellers kan man godt gå hen og tage livet af sit køkkengrej (!) Så vær endelig lidt forsigtig. 🙂

Man starter med at blende mandlerne meget fint. Man kan, i øvrigt, også godt bruge andre nødder, hvis man hellere vil det. Både nødder og kokosmel kan man regulere lidt efter smag og konsistens.
Så tilsætter man kokosmelet og blender det med. Derefter kornene fra vanillestangen og så de udstenede dadler, lidt af gangen. Til sidst blender man kakao i, (det er en god idé, lige at smage til, hvor “stærke” de skal være) og evt. vand, hvis det er for tørt. Det skal have en rimelig blød konsistens, selvom blenderen måske har lidt svært ved det.
Vil blenderen slet ikke, kan man godt blende ingredienserne lidt af gangen, eller hver for sig, og røre dem sammen i hånden efterfølgende.
Man kan også tilføje lidt romessens. Så har man de bedste, sunde og glutenfri romkugler! 😉

dadelkugler, inden de er trillet i kakao

Når massen er færdig stilles den på køl et stykke tid, så den bliver lidt mere fast at arbejde med. Så skal der ellers bare rulles kugler i ønsket størrelse, og trilles i lige det man godt kan lide! Jeg triller for det meste i kakao, det synes jeg smager bedst, men man kan også bruge alt fra farvet kokosmel til sesamfrø, frysetørret bær-krymmel og lakridspulver. Så der er plads nok til fantasien! 😉

Og værsågod…

Færdige gode og lækre paleo dadelkugler,

De her dadelkugler smager godt!

– Lærke

Kransekage konfekt

Min ynglingskage til alt er og bliver kransekage konfekt! Det er uundværligt til nytår, og uimodståeligt resten af året! Og det er i øvrigt en rigtig god glutenfri kage-mulighed!
Kransekage konfekt er faktisk overraskende nemt at lave, og jeg har fundet en smart måde at lave mine to favorit varianter, (Den med nougat og den med nødder) af én portion.
Så den opskrift får i her! 😀
Laver man blot den faste del af opskriften, kan det også bruges til en kransekage top eller et lille overflødighedshorn i anledning af nytår. 🙂

kransekagekonfekt

Dette blogindlæg er egenlig skrevet i forbindelse med, at jeg byggede mig et tre-delt kagefad.
Der skulle naturligvis noget fyld på.
De andre lækre sager på kagefadet findes her – Marengs kysDadelkugler Kokostoppe

Ingredienser til to slags kransekage konfekt

kransekage konfekt med hasselnødder400g marcipan
100g mandler
150g sukker
3 æggehvider

Hasselnødder til pynt
Chokolade til dyp
En pakke nougat
Æggehvide og flormelis til glasur.

Jeg kan godt lide, at min kransekage har en lidt grovere struktur end marcipanen i sig selv, så jeg blender først 100g mandler rimelig fint. (Det kan undlades, hvis man også putter lidt mindre æggehvide i.)
2 af æggehviderne pisker jeg rigtig grundigt sammen med sukkeret. Så rører jeg de blendede mandler i, og derefter marcipanen lidt af gangen. Når det er rørt godt sammen, tager jeg halvdelen af massen fra og stiller til side i en skål. Det der er tilbage, rører jeg en æggehvide mere i. Og man kan godt holde lidt af den 3. æggehvide tilbage, til at lave glasur af. Så er man fri for at skulle have et helt æg mere frem.
Således får jeg altså en rimelig fast halvdel af massen, og en mere flydende.

Den flydende del putter jeg i en sprøjtepose med stjernetyl, og jeg har jo kun mine egne hænder, så jeg bruger tricket med at sætte sprøjteposen i et litermål, så jeg har begge hænder fri.
Så sprøjter jeg kransekager ud på en bageplade med bagepapir. Ca. halvdelen af dem, får en hasselnød trykket ned i midten. Til det udvælger jeg de mindst pæne kransekage stykker.

Den faste masse skal laves til kugler med nougat indeni. Så nougaten skal skæres i små stykker. Jeg skærer ca. 1cm tykke skiver, som hver skæres i 4 stykker. Hvert stykke får en klump kransekage masse omkring, og bliver formet til en kugle.
Det kan være en fordel, når man skal forme disse kugler, at have en smule fugtige hænder. Så klistrer massen ikke nær så meget. Jeg har altid en skål med vand, stående ved siden af, og en klud til at duppe af på, hvis jeg har fået lidt for våde hænder.

fremgangsmåde til kransekagekonfekt med nougat

Kuglerne lægges på bagepladen med bagepapir fra før, hvis der er plads, ellers må man havde fat i en bageplade mere.
Begge kransekage varianter bages ved 180grader, varmluft, i ca. 10 minutter, men hold øje med om bagepladerne evt. skal dejes en halv omgang i ovnen undervejs, så kransekagerne bliver bagt jævnt.

Dekoration af kransekage

Når de er taget ud af ovnen, skal de køle af. Dem der er lavet med sprøjtepose, skal så have dyppet bunden i chokolade og dem med nougat i, skal pyntes med en smule glasur.
Glasuren laves af flormelis og æggehvide, og skal have en konsistens, der minder om tandpasta. Den må ikke løbe ud. Man kunne have benyttet et kræmmerhus af bagepapir, til at fordele glasuren, men jeg brugte bare en lille frysepose, som jeg bandt en knude på og klippede et lille hul i.
kransekagekonfekt med nougat og hvide glasur striber

kransekagekonfekt med hasselnødder

Så er kransekage konfekten færdig. Det var egentlig ret nemt ikke? 🙂
Det egner sig, i øvrigt, rigtigt godt til at fryse, hvis man, imod alle forventninger, skulle have lavet mere, end man kan nå at spise… 😉

– Lærke

Kokostoppe

Jeg har bygget mig et tre-delt kagefad, og der skulle da noget fyld på!
Så i den forbindelse tænkte jeg, at det ville være nærliggende at få nogle ret grundlæggende af mine favorit opskrifter, til den slags, lagt op her. Disse kokostoppe er nok de nemmeste af dem. Det er sådan en god og lækker, lille fornøjelse! 😀

kokostoppe

Opskrifterne på de andre ting på kagefadet findes her :
Marengs kysKransekage konfektDadelkugler

Her: min opskrift på kokostoppe

kokostoppe opskrift

Her bliver ca.10-12 kokostoppe:

40g marcipan
80g sukker
100g kokosmel
1 stort æg

Og chokolade til at dyppe i.

 

Fremgangsmåde:

Alle ingredienserne, på nær chokoladen, røres simpelthen bare godt sammen i en skål. Det kan være en fordel at rive marcipanen, så det er nemmere at fordele. Grunden til, at man putter marcipan i er, at det giver noget smag, selvfølgelig, men også en mere lækker konsistens, end hvis man undlod det. 😉

Når massen er blandet, kan det være en fordel at lade den hvile i køleskabet, en halv til en hel times tid. Så er det lidt nemmere at forme toppene.
Det er, i øvrigt, lidt ligesom med kransekage, nemmere at håndtere massen, hvis man har lidt fugtige hænder, når man former sine toppe. Så klistrer det ikke nær så meget. Derfor har jeg en skål med vand stående ved siden af, til at dyppe fingrene i, og en ren klud til at tørre overskydende vand af igen. Men man former altså bare massen til ca.10-12 toppe, alt efter hvilken størrelse man ønsker.
Så sætter man dem på en bageplade med bagepapir, og bager dem ved 180grader, varmluft, i ca. 10 minutter.
Husk at holde øje med, om ovnen bager jævnt. Hvis kagerne i den ene side bliver mørkere, skal bagepladen drejes undervejs.
Når toppene er taget ud af ovnen og kølet af, skal de dyppes i chokolade. Ligeså snart det er størknet, er de klar til at blive spist. 😉

Nemme nybagte kokostoppe med marcipan og chokolade
– Lærke

Marengs kys

Jeg byggede mig på et tidspunkt et tre-delt kagefad.
Sådan et skal der jo fyld på, og i den forbindelse tænkte jeg, at det ville være nærliggende at få nogle af mine favorit opskrifter lagt op, her på madbloggen. Min absolutte hverdags favorit er marengs kys, så de måtte også med. Der skal ikke ret mange ingredienser til, og tit står man i måske, med æggehvider i overskud. Marengs er altså den perfekte løsning, på det “problem”. 🙂

marengskys på et kagefad

Der er, som man måske kan se, også andre lækkerier på kagefadet, opskrifterne på dem kan ses her – Kransekage konfektDadelkugler Kokostoppe

Men lige her er altså min opskrift på marengs kys.

Af denne portion bliver ca. 25 rimelig store kys.
Man skal bruge:Fremgangsmåde til denne opskrift på marengs kys

To æggehvider
150-200g sukker
Et par dråber eddike
Og farve og smag efter ønske.
Jeg brugte vanillesukker og blå konditorfarve.

Man starter med at piske æggehviderne, hvide og let luftige, med en håndmikser eller, som jeg gjorde, på en røremaskine. Imens man stadig pisker, tilsætter man et par dråber eddike. Jeg har en rigtig lækker hindbær eddike. Normal eddike kan også bruges, og man kan også godt undlade det.
Så tilsættes sukkeret lidt af gangen, og imens man gør det, burde massen gerne begynde at blive rigtig luftig og stiv.
Til sidst tilsættes den ønskede smag og farve. Det kan også helt undlades, men mine blev altså blå med vanilje smag.
Når man tilsætter farve og smag, skal det gøres forsigtigt, da æggehviderne godt kan finde på at falde sammen og blive flydende. Gør de det, kan massen blot kasseres.

Så skal massen i en sprøjtepose, med stjernetyl. Og hvis man kun har sine egne to hænder, er det et godt trick at sætte sprøjteposen i et litermål eller noget lignende, så har man begge hænder fri.
Så sprøjter man ellers bare sine kys ud på en bageplade, med bagepapir, og så skal de bages.
Jeg bager dem ved 90grader, varmluft, i 1 time til halvanden.

hjemmebagte marengskys

De færdige marengs kys opbevares tørt og køligt. Hvis man da ikke når at spise dem alle sammen. 😉

 – Lærke

3-delt kagefad – DIY

hjemmelavet 3-delt kagefad


Jeg har bygget mig selv et 3-delt kagefad, og jeg synes, det er blevet ret godt!

Det er egentlig en ganske simpel og ret sjov idé. Men den er rigtig velegnet, hvis man gerne vil lave noget personligt.
Tallerknerne, jeg har brugt, var nogle vi havde i forvejen. Vi har nemlig ret mange blandede tallerkner. Alternativt vil jeg næsten garantere, at man ikke skal lede længe, i en god genbrugsbutik, for at finde noget, at forelske sig i. 😉

 

Sidst jeg var i genbrug, var jeg ved at forlade butikken, med tallerkner til 4 forskellige, af denne slags kagefade. Jeg har desværre kun brug for et, så jeg endte jo med, at måtte begrænse mig. Omend det sikkert ikke var blevet meget mere end 100kr, om jeg så havde købt de 12 tallerkner. Det er fantastisk, hvad man kan få for ikke ret mange penge, samtidigt med, at man støtter et godt formål. 🙂

Men tilbage til emnet, som jo er hvordan man laver sådan et 3-delt kagefad

Det eneste man har brug for, er sådan set 3 passende tallerkener og et håndtag.
Jeg har købt mit kagefads håndtag hos “Sløjd-Detaljer”. Derudover skal man have et bor, der kan bore i porcelæn, (Det kan fås samme sted) og selvfølgelig en boremaskine, og så er man godt kørende.
Inden man begynder at bore, er det en god idé, lige at markerer midten af hver tallerken, med mindre man gerne vil have et asymmetrisk 3-delt kagefad. Det kan man også, går jeg ud fra, og det kunne da sikkert se meget sjovt ud. I så fald markere man et andet sted, men pointen er, at der skal bores, og det er en god idé at have gjort sig klart, hvor man vil bore, inden man går i gang, så det bliver nogenlunde lige.
Når man borer, skal man være lidt forsigtig, for tallerknerne kan godt finde på at knække.

Herunder ses mine tallerkner, med huller boret i midten. Når hullerne er boret, er det en god idé lige at vaske støvet af sine tallerkner, og så skal de ellers bare samles…

Alt man skal bruge til et 3-delt kagefad - tallerkner og håndtag

Alt hvad man skal bruge nu, ud over tallerkner, hører med i pakken med håndtaget. Først er der en lille skrue, på den sætter man en metal skive, og derefter en plastik skive. Så skal den største tallerken på, og på den, en plastik skive. Så skruer man en af midterpindene på, sætter en metal skive, en plastik skive, den midterste tallerken osv. indtil man er færdig, og så skal det hele bare skrues fast sammen.

Da jeg var færdig med mit hjemmelavede kagefad, måtte der jo fyld på…

Og fyldet har jeg også opskrifter på:
Marengs kys, Kransekage konfekt, Kokostoppe og Dadelkugler.

– Lærke

17 Life Hacks – Testet

Jeg har testet nogle simple “Life hacks”. Det er jo blevet et ret populært fænomen “Life hacks, der vil gøre dit liv nemmere” siger de… Egentlig er mange af disse, nok nærmere husholdningstricks, kan man sige: Mere eller mindre brugbare. Idéerne er gode nok, og da også meget sjove, men er de bedre end det?

Life hack, maling, pensel, lim

Elastik omkring malerbøtten, så man ikke behøver, tørre sin pensel af på kanten : Det virker. Men størrelsen på hullet, i bøtten bliver jo halveret, så man skal ramme mere præcist, når man skal have maling op. Bortset fra det, er det en god idé.

fedtfarve, life hack, ild, stearinlys

“Et oliekridt kan brænde op til en halv time” – Oliekridt kan brænde. Mit holdt dog kun i knap et kvarter, men det var heller ikke så stort.
Jeg synes, det her er ret cool.
Det skal lige siges, at der skal være papir på oliekridtet, ellers virker det ikke.
Og jeg ved ikke, om det er en god idé, at brænde dem af indenfor…

Life hacks, smartphone, kasettebånd, cover,

“Cover” til et kassettebånd som smartphone holder :
Virker glimrende. Og hvis man synes, det er kedeligt, kan man jo altid dekorere det.

Spækbræt, bordplads, lifehack,

Læg et spækbræt ned i, eller over, en køkkenskuffe, hvis du mangler bordplads : Det her er i alt sin enkelhed, en rigtig god idé.

Life hack, mønter,

Brug to mønter, til at åbne genstridig emballage med : Det virker godt.
Hvis man ikke har en saks indenfor rækkevidde.

lifehack, stropper, strøget
At bruge et glattejern som strygejern til kraven på en skjorte? Jeg har ikke prøvet med en krave, men det virker glimrende til silkebånd og andre små stof sager, så det er en ting jeg faktisk bruger ind imellem. Det er altså bare hurtigere, end at slæbe strygebrættet frem, hvis man bare skal stryge en lille ting. Har man ikke et glattejern kan det jo, til gengæld, være godt det samme.

life hack, vandekande, vandfordeler,

Lav en blød plastikflaske om til en vandkande med  brusehoved, ved at prikke små huller i låget med en nål :
Det kan godt lade sig gøre, men jeg ved ikke om det er en brugbar idé..

Påskeæg, life hack, frugtfarve, striber, rødt, lyserøde,

Farv påskeæg ved at stille æg i glas med frugtfarve i bunden, tilsæt lidt efter lidt en smule mere vand, hele tiden med en pause imellem, så farven får lov at trække godt ind. : Det virker, og man kan få nogle rigtig flotte stribede æg ud af det, jeg var bare lidt for utålmodigt i dette tilfælde.
Og nej, æggene bliver ikke farvet indvendigt. 🙂

Holder til gavepapir, life hack

Hold rullerne med gavepapir på plads, ved hjælp af tomme toiletruller :
En elastik havde virket bedre, mine gavepapirs-ruller var for tynde og toiletrullerne var for løse.

farvede citroner, blå frugtfarve, forsøg,

Få flotte farvede citroner, ved at sprøjte frugtfarve ind i dem med en kanyle : Måske skal der mere farve til. Jeg prøver igen..

Opdatering: Andet forsøg, med meget, rød farve, fik jeg heller ikke til at virke rigtigt.
Måske virker det, hvis man gør det, mens citronen sidder på træet og gror?

Kage i en kop, mikroovn

“Chokolade kage i en kop på 5 minutter” 5 minutter er måske lige knebent, men hurtig kage, det er det altså. Jeg har faktisk lavet min lidt egen version af sådan en chokoladekage i mikroovn.

Bærbar afkøling

Køl din bærbare computer af ved hjælp af en æggebakke : Selve udførelsen af denne idé, er i sig selv, slet ikke indviklet. Om det har en gavnlig effekt, er derimod sværere at vurdere. Min computer er varm uanset hvad. Men jeg kan godt se idéen i, at der burde være god plads til udluftning, i sådan en æggebakke.

Selleri, plantetips, gro grønsager i dit køkken.

Gro ny blegselleri af bunden af den gamle? … Jeg har ikke gjort præcis som de foreslår i linket, men min selleri står med bunden i vand og indtil videre, er den stadig levende og gror.. Jeg tror altså det virker.
Og jeg er i øvrigt i gang med forsøg med forårsløg også. 🙂

plastik flaske, æg, æggeblomme, æggehvide

At dele æggeblommen fra æggehviden med en plastikflaske : Det virker! Og jeg er overrasket over hvor nemt det er. Det her er en fantastisk sjov idé! Hvis man ikke kan finde ud af, at dele æg normalt, kan det godt være, at det faktisk ville være til hjælp.

plastik flaske, life hacksToppen af en plastikflaske som poselukker? Det kan godt lade sig gøre. Første pose jeg prøvede med, var godt nok for kraftig. Jeg lavede en vandtest på forsøg nummer to og som man kan se på billedet, slipper der altså lidt luft ud, så den er ikke 100% tæt. I øvrigt er det besværligt nok, til at jeg tror, det godt kan betale sig, at købe nogle rigtige poselukkere.

spaghetti-taendstikKan man tænde stearinlys med rå spaghetti? Det kan man godt, ja. Det er ikke fordi spaghetti brænder meget godvilligt, lige med det første, når flammen tilgengæld får fat, kan det godt pludselig gå rimelig stærkt. En fordel er, at det brændte ikke så let knækker af, tilgengæld lugter det ikke særlig godt. Så det er nok ikke noget, jeg vil benytte mig af, i stor udstækning.Men konklusionen er altså, at det godt kan lade sig gøre.

fjern flyverust fra bestik med sølvpapir i opvaskemaskine, life hacks, husholdningstipFlyverust på bestik og i opvaskeren? Fjernet ved hjælp af af en bold af sølvpapir i bestikbakken : Der er måske lidt forskel at se, men jeg synes ikke virkede så godt, som jeg var blevet “lovet”. Så måske har jeg gjort noget forkert, eller også er det ikke flyverust, der er på vores knive

Er mit liv så blevet nemmere nu? Mjah.. Ikke mærkbart. Tilgengæld har det da været sjovt, så længe det varede. Denne liste vil nok blive opdateret, hvis jeg finder flere ting at forsøge. I så fald vil man kunne se det på tallet i overskriften. 🙂

– Lærke / Æ

Øllebrød

 Rugbrød, revet i stykker til øllebrød

Øllebrød er faktisk en rimelige fast del af vores menukort herhjemme. Dog mest i vinterhalvåret, da det jo er sådan en rigtig varm og hyggelig ret.
Jeg ved godt, at der er mange, der er nærmest er bange for øllebrød. Det er da også lidt en gammeldags spise, men det ER altså andet end babymad… Jeg elsker simpelthen øllebrød. 😀

Måske ligger det problem, mange mennesker har med øllebrød, lige præcis i, at man har fået det som barn, eller i hvert fald en eller andet version af det…
Mødre vil jo deres børn det bedste, og i den forbindelse er sundheden nok højere rangerende end smagen, så “sukkeret jo væk, og øl!? Det man da ikke give til sine børn?!”
Og hvad er der så tilbage, om jeg må spørge? – Gusten, tyktflydende rugbrød. Det lyder faktisk ulækkert ikke?
Men det er også noget sludder. Øllebrød skal ikke være sundt. Sukker skal der altså til, og hvad øllen angår, så er det jo hvidtøl, man bruger. Hvidtøl indeholder sølle 1,8% alkohol, som nok skal være fordampet, når øllebrøden er færdig. – Om man så havde brugt guldøl, skulle alkoholen nok nå at fordampe. (Jeg vil dog ikke anbefale guldøl! 😉 )

Jeg synes, man bør give det en chance, for det er faktisk nemt at lave. Det koster virkelig ikke alverden, og det er rigtig oplagt, hvis man har gammelt rugbrød, der er skal bruges.

Ingredienser til øllebrød

Rugbrød
Vand
Hvidtøl
Sukker

Og selvfølgelig piskefløde, til flødeskum.

Hvilket rugbrød man bruger er sådan set ligegyldigt. Der skal helst ikke være for mange store kerner i, men det får alligevel en tur med stavblenderen, så dem der skulle være, gør ikke spor. Det er, som sagt nærliggende at bruge gammelt tørt rugbrød, hvis man er kommet til at købe for meget, ellers kan man tit få noget billigt rugbrød på tilbud rundt omkring.

Ingredienser til opskriften på øllebrød

Fremgangsmåden er, at man tager sit rugbrød, brækker det i mindre stykker, putter det i en gryde, og hælder vand over til rugbrødet sådan lige er dækket. Så smækker man et låg på, og så lader man det stå i blød i et stykke tid. En god idé kan være at sætte det i blød om morgenen, hvis man skal spise øllebrøden om aftenen.
Når brødet er godt udblødt, bringer man det i kog, så putter man sukkeret i. Til et helt rugbrød bruger jeg ca. 1 dl sukker, men laver man kun af et mindre rugbrød må man selvfølgelig justerer ned. Så lader man det koge lidt, hvorefter man fatter sin stavblender, blender det godt og grundigt, og så skal det tilbage og koge videre. Her tilsætter man hvidtøl, og det kan godt være, man ikke vil have hele flasken i. Det må man lige smage sig til. Øllebrøden får nu lov at koge videre, ved svag varme, så det ikke brænder på. Imens kan man piske flødeskum, og måske dække bord osv. Til slut justerer man lige konsistensen med vand om nødvendigt, og så skulle der gerne være serveret…

Øllebrød kan alternativt serveres med cremefraiche, eller bare mælk, hvis man bedre kan lide det end flødeskum. 🙂

Øllebrød med fløseskum

Der bliver en relativt stor portion øllebrød, hvis man laver af et helt rugbrød. Og så skal man enten være temmelig mange til mad, ellers skal man gøre, som vi gør, og spise det flere dage i træk. Så får vi det gerne til dessert og spiser måske også noget af det til frokost… Det siger måske lidt om, hvor populært det er herhjemme. Alternativt kan man sagtens fryse det. Eller selvfølgelig bare lavet en mindre portion. 😉

Man kan godt pifte sin øllebrød lidt op, hvis man har et stort behøv for at modernisere den. Det er jo det gode ved, at denne version bliver blendet. Vi havde, f.eks. så mange kirsebær, på et tidspunkt sidste år, at jeg så på den store skål, og på gryden med øllebrød, også gik jeg i gang med, at udstene kirsebær. De gav øllebrøden en anden sødme og lidt syre, som jeg faktisk synes klædte den meget godt. Så vidt jeg husker, var der ikke engang klager fra min far, for hvem ting ellers helst skal være, som de plejer. 😉

 – Lærke

Tarteletter med høns i asparges

Tarteletter er sådan en god og simpel klassiker. Man kan godt give sig i kast med at bage tartelet skaller selv, hvilket jo gør det noget mere omstændigt, men det er ikke det, jeg vil skubbe jer ud i nu. Dette indlæg omhandler blot “høns i asparges”, som er virkelig nemt at lave og smager vildt godt. 🙂

Der er ikke så meget andet at sige indledende, så lad os bare se på det… 😉

tarteletter med høns i asparges

Ingredienser til tarteletter med høns i asparges

En pose eller pakke kyllingebryst eller filet af en eller anden art
1-2 dåser hvide asparges
Smør
Hvedemel
Mælk
Salt og peber

Til servering skal selvfølgelig bruges tartelet skaller og evt. pynt i form af purløg, brøndkarse, persille eller lignende.

Jeg starter med at skære kyllingen i små stykker og stege dem i en gryde med fedtstof. Imens krydrer jeg med salt og peber. Når det er ca. gennemstegt, (Uden at være tørt) lægger jeg kyllingekødet til side på en tallerken. Så laver jeg en opbagt sovs af en god klat smør, som jeg smelter i samme gryde som jeg stegte kyllingen, og rører ca. to spiseskefulde mel ud i. Så tilsætter jeg vandet fra asparges-dåserne, lidt af gangen, imens jeg hele tiden sørger for at få rørt alle klumper ud, efterhånden som det tykner. Derefter tilsætter jeg mælk, til sovsen har den rette konsistens. Kyllingekød og asparges puttes herefter i sovsen, og der smages til med salt og peber. Så lader jeg det lige varme igennem, imens tartelet-skallerne ryger en tur i ovnen. Bare et par minutter ved 200 grader.
Og så er der kun tilbage at anrette tarteletterne med fyld og pynte med lidt purløg, hvis man synes.
Velbekomme. 🙂

– Lærke