Fine cernit/fimo dutter til ørestikker – DIY

Dette er en ganske nem lille måde, hvorpå man kan lave sine egne, fantastisk fine og farverige dutter til ørestikker, blot af en lille smule cernit, fimo eller andet ler, med prægede mønstre lavet af hvad man nu lige har ved hånden! 🙂

Materialer til cernit dutter

Guide – Dutter til ørestikker.

Man har naturligvis brug for noget polymer ler af en art. Cernit, fimo, hvad man nu foretrækker eller har. Derudover har man brug for noget at lave et mønster med. Det kunne f.eks være knapper, perler, skruer eller skruetrækkere, et andet smykke med et mønster man godt kan lide, eller stof.
Alt der har et mønster eller en tekstur, kan i princippet fungere. Nogle ting selvfølgelig bedre end andre, men det er nemt at prøve sig frem, og kan man ikke lide resultatet, ruller man bare leret sammen og prøver igen. 🙂

Men man skal altså bruge to små kugler ler, hvis man skal lave et ens sæt ørestikker. Man vælger ønsket farve, og de skal være nogenlunde ens i størrelsen.
Man tager først den ene kugle og placerer den nogenlunde på midten af det mønster, man vil have på sine ørestikker. Derefter presser man det let fladt mod et bord eller en anden overflade, (Selvfølgelig noget der ikke tager farve) og så piller man forsigtigt leret af og lægger sin ler-dut fladt på et stykke bagepapir.
Det gentager man med den næste kugle, så de to dutter bliver ens.

Når man er færdig, bager man dutterne efter anvisningerne på lerpakken. Og det er måske lidt spild, kun at bage et enkelt par af gangen, så jeg laver altid noget mere, inden jeg tænder ovnen. Man kunne f.eks også forsøge sig med hjerter. 😉 Men husk, at ting af meget forskellig størrelse, måske ikke skal bage lige længe.

Her ses også lige, hvordan det ser ud, når man laver dutter med tekstil mønster!
Det laver man simpelthen ved at trykke de små lerkugler let flade, med et stykke af et eller andet stof. Den grå her er lavet med tyl, den røde med cowboystof og den lyserøde med noget fint vævet hør. Jeg synes de er så fine! 🙂

Hjemmelavede ørestikker af cernit eller fimo ler, med stof mønster

Når de små søde cernit/fimo dutter er bagt og kølet af, er de klar til at blive limet på ørestikker!
Til det har man, udover ørestikker selvfølgelig, brug for en god stærk lim. Jeg plejer at bruge en flex-gel sekundlim. 🙂

DIY farverige cernit dutter til ørestikker
– Lærke

Hjerter af cernit-/fimoler – DIY

Hvordan ser et pænt hjerte til et smykke ud?
Dette er et lille tip, til en nem måde at lave fine, symetriske hjerter af cernit, fimo eller andre former for ler. Der er nok mange måder at gøre det på, men dette er min version. 🙂

Guide til hjemmelavede hjerter

Man starter selvfølgelig med en klump ler, i en farve man synes er passende. Og husk, at noget ler bliver mørkere, når man bager det.
Skal man lave øreringe, har man brug for to klumper ler, der er så tæt på lige store, som man kan lave dem på øjemål. Jeg plejer at forme en pølse og dele den i to, på midten. Og de skal selvfølgelig ikke være alt for store, for så bliver øreringene for tunge!
Til øreringe og andre smykker har man brug for at monterer en lille ring til en smykkedel i hjertet. Så det skal man også have klar. Her bruger jeg bare et stykke ståltråd, der er bukket. Det kunne også have været en perlestav med et øje. Og vil man ikke bruge hjertet til et smykke, undlader man bare denne del. Man kan f.eks også lavet et lille hul til snor, med en nål. 🙂

Hver lerklump formes til en kugle, som trilles til en kort pølse. Her kommer så det meget simple trick, som egentlig bare går ud på, at man bukker pølsen let på midten, (omkring ståltråd eller perlestav, hvis det ønskes) og trykker den spids i bunden.
Så har man faktisk formen på et hjerte, men det ser måske lidt for rustikt ud. Løsningen på det er at forme det til, indtil man er tilfreds. Det kan godt blive lidt værre, før det bliver bedre, men med lidt øvelse, bliver det hurtigt helt fint. 🙂

Husk at vælge en forside og en bagside, og forme begge dele! Hjerterne skal ligge på bagsiden, når de bages. Og så bages de naturligvis efter anvisningerne på ler-pakken.

Jeg synes, disse hjerter er oplagte til øreringe, men de kan også bruges til mange andre smykker og helt andre ting! Til jul er de rigtig søde, men bestemt også resten af året!
Jeg holder mig som regel til røde og lyserøde nuancer, men man kan jo lave dem, i lige de farver man synes! 🙂

Hvis man er mere til videoguides, har jeg sådan en liggende på youtube! 🙂

Hjemmelavede hjerte øreringe af cernit eller fimo ler
– Lærke

At montere ringe til smykkedele i sin fimo/cernit, så de bliver siddende!

Har du været ude for, at den ring, eller anden smykkedel, du har sat i dine smykker af cernit, fimo eller andet ler, er faldet ud? Eller vil du bare gerne undgå, at det sker, så lad mig lige vise, hvordan du i hvert fald ikke skal gøre… 😉

Det kan være fristende, når man har formet et eller andet af sit ler, at sætte en lille ring i, blot ved forsigtigt at presse den lige ende ind i leret. – Det er en nem måde at gøre det på. Man kommer ikke så let til at presse leret ud af form på denne måde. Desværre er det ikke nogen god måde. Der er nemlig ikke noget, til at holde ordenligt fast på den lille smykkedel, og den vil altså være tilbøjelig til, at falde ud, når leret er hærdet. Og det ville jo være ærgerligt! Jeg kan huske hvor frustreret jeg blev, da det skete for mig første gang.
Man kan selvfølgelig lime sin smykkedel fast igen. Det er den eneste løsning når smykkerne først er bagt. Til dine næste smykker, vil jeg dog lære dig en stærkere løsning! 🙂

Så let kan det gøres :

Der skal heldigvis ikke så meget til at få det hele til at sidde bedre sammen! Laver man en lille krølle på den lige ende af smykkedelen, inden man sætter den ind i leret, og former leret rundt omkring, så vil jeg næsten love, at det aldrig falder fra hinanden!
Der bliver et lidt større hul i leret, som man selvfølgelig skal lukke pænt til, og leret skal formes godt ind omkring smykkedelen. Dermed vil holdbarheden dog også være betydeligt bedre! 🙂

That’s it. 😉

Mangler du inspiration til cernit og fimo smykker, kan jeg, i øvrigt, varmt anbefale f.eks hjerter, blomster, græskar eller julegaver! Bare husk dette lille tip. 😉

– Lærke

Ørestikker med lynlåse – DIY

Inden du smider dine gamle bukser, punge, tasker, jakker eller andet ud, der selvfølgelig er for gammelt til, at du vil være bekendt at aflevere det i en genbrugsbutik, så skal du lige se denne lille idé. 😉
Nogle af de sødeste og nemmeste ørestikker du selv kan lave! – Lynlås ørestikker…

lynlås ørestikker1

Hvis lynlåse er velfungerende, plejer jeg egentlig at sprætte dem ud af det de sidder i, og gemme dem til at sy i noget andet. Jeg havde derved efterhånden fået samlet mig en god bunke gamle ting med lynlåse, som jeg tænkte, jeg skulle bruge til et eller andet. Da det er lidt tidskrævende at sidde og sprætte syninger op, og jeg trængte til at få ryddet op i en fart, endte nogle af lynlåsene dog med at gå til disse lynlås ørestikker i stedet. Jeg synes de er så fine! 😀

Sådan laves lynlås ørestikker

Til ørestikker er det som regel en god idé at have to ens lynlåse. Og de skal helst ikke være for store. Så lommer, f.eks på en jakke eller i en taske, plejer at være rimelig velegnede.
Man kan også købe sig til nogle mere farverige lynlåse, i en stof forretning eller lignende, men så bliver idéen jo lidt dyrere, og det er ikke længere genbrug. 😉

Klip

Men du har altså brug for et par lynlåse.
Alt du skal gøre ved dem, er at klippe et lille hul i hver side af selve lynlåsen, og pille den lille dims af som vi skal bruge til ørestikkerne.
Så skal du selvfølgelig bruge et par ørestikker. De skal limes bag på lynlås-dimserne med en meget stærk lim. Jeg bruger som regel en flex-gel sekundlim.
Overfladerne på både ørestik og lynlås, som skal limes, kan med fordel lige kradses lidt med fint sandpapir. Så har limen en mere ru flade at klistre på.

Når limen er hærdet, er lynlås ørestikkerne allerede klar til brug.
Så det var jo et par nemme og hurtige hjemmelavede ørestikker med lynlåse! 🙂
Husk i øvrigt at passe godt på dine nye ørestikker med disse simple tips.

– Lærke

Bagemaskinen – En guide

For et stykke tid siden arvede jeg en bagemaskine.
Jeg syntes faktisk, det var lidt åndssvagt, men min mor havde en eller anden forestilling om, at sådan en da måtte være noget nær guds gave til mennesket…
Jeg selv var temmelig skeptisk, over om det nu også kunne være så nemt og smart og godt, som der blev reklameret med. Der måtte være en eller anden hage ved det, men når nu muligheden bød sig, kunne vi jo ligeså godt prøve den af…

Nu kan jeg sige, at der er ikke nogen hage ved det. Bagemaskinen er ikke guds gave til mennesket. Den er bare stille og roligt smart i al almindelighed. Men det er jo også godt nok.
Brødet får måske en lidt besynderlig form, og rørekrogen har det med at side fast i bunden, men den kan lave brød, og det er jo det den skal.
I nemheds point og for duften af nybagt brød om morgenen, scorer den høje karakterer…

bagemaskine brød

Intro til bagemaskinen

Da jeg fik bagemaskinen, fandtes der ikke længere nogen manual til den. Jeg var dog heldig at finde en manual på nettet. Måske ikke lige præcis til den model, men tæt nok. (Den er på forskellige sprog, men den danske del starter på side 10) Har du en helt anden model, kan du måske selv finde en manual til den, eller noget tættere.
Men i det store hele er en bagemaskine vel en bagemaskine. Det vigtigste man skal være opmærksom på er størrelsen på den. Altså hvorvidt den portion brød man laver, overhovedet kan være i formen. 😉
I den manual jeg fandt, findes der mange opskrifter i forskellige størrelser. Også på kage man kan bage i bagemaskinen. Det burde altså kunne lade sig gøre, at finde noget brugbart.

Sådan her ser min bagemaskine ud indvendigt. Den består af selve maskinen, selvfølgelig med varmelegeme osv. Og så er der formen brødet skal være i. Den sættes i ved at man skruer den med uret, og man piller den ud ved at skrue den mod uret. Nede i formen sidder rørekrogen, som er løs og kan løftes af. I min form kan man se, at nogen vidst på et tidspunkt har haft vendt rørekrogen forkert, hvilket har ridset en cirkel i bunden. Så det skal man lige være opmærksom på.

At bage i bagemaskinen

Det her er den opskrift jeg, eller rettere min bagemaskine, har bagt i dag. Det er en lille portion, jeg selv har modificeret lidt, så den er nemmere at huske, men her burde alle altså kunne være med.

ingredienser i en bagemaskine2 dl vand
1 spsk. olie
1 tsk. salt
1 tsk. sødt
1 dl havregryn
4 dl mel
1,5 tsk. tørgær.

Det vigtigste når man gør maskinen klar og putter ingredienserne i, (ud over, at sætte stikket i 😉 ) er rækkefølgen. De våde ingredienser skal i bunden og de tørre skal ovenpå. Gæren må ikke blive våd, før der æltes. Så derfor skal gæren altså aller øverst, evt. i en lille fordybning i melet. Det er også derfor, man bruger tørgær. Fordi normal gær, og tørgær hvis det bliver vådt, begynder at arbejde for tidligt. Salt og sødt, skal ligeledes holdes i bunden, da også det kan påvirke gæren.
Hvis der ikke står noget i opskriften man bruger, skal ingredienserne som regel i, i den rækkefølge de står i opskriften.
Man kan godt bruge normal gær, men så skal maskinen sættes i gang med det samme, og man kan derved ikke bruge timer funktionen. I så fald skal gæren opløses i væsken, og man skal være opmærksom på, at en lille pose med 11g tørgær svarer til en hel pakke med 50g normal gær. Så det må man lige regne lidt på.

displayet på en bagemaskine

Når ingredienserne er puttet i, skal maskinen indstilles. Der er en række forskellige programmer, som kan alt muligt mærkeligt. Til normalt brød er en basis indstilling glimrende. På min maskine er det 1. eller 2. program. Man trykker på menu knappen, indtil der står det ønskede program på displayet. Tiden vil sandsynligvis også ændre sig, efter programmet.
Størrelsen på brødet skal også indstilles. Det gør man på “loaf size”-knappen. (på min maskine er der en lille pil, der markerer indstillingen på displayet) Derudover skal der indstilles skorpefarve ved hjælp af “color”-knappen. Jeg vælger altid den mørkeste, hvilket ikke er ret mørkt på min maskine, men der kan jo være forskel, så der må man prøve sig lidt frem. Til slut skal tiden indstilles, hvis man vil bruge det.
Hvis man ikke sætter en tid, starter maskinen med det samme, også vil brødet være færdigt efter 3-4 timer. Det skulle gerne være den tid, der står på displayet. Det er nemlig et nedtællingsur. (I hvert fald på min maskine) Trykker man på + knappen, vil tiden således øges. Derved må man, hvis man vil bruge timer funktionen, lige regne/tælle sig frem til hvor længe, der går før brødet skal være klar. Sætter man f.eks brødet over om aftenen kl. 10, og vil have det færdigt næsten morgen, kl. 7, er der 9 timer til, og timeren skal indstilles til 9:00. Så trykker man på start knappen og lader maskinen være i fred, indtil den fortæller, at den er færdig. Sandsynligvis med en eller anden form for “bip”-lyd. 🙂

Brød i en bagemaskine

Når man skal have formen ud, er det en god idé at bruge grydelapper, for den er selvfølgelig varm. Og igen piller man formen ud, ved at dreje den mod uret.
Så vender man formen på hovedet og giver den et par lette dask. Så burde brødet gerne falde ud rimelig nemt. Dejkrogen sidder sandsynligvis fast i bunden af brødet, og den er altså også varm, så lad være med at forsøge at pille den ud med fingrene. I min maskine medfulgte et besynderligt lille værktøj, som er beregnet til at fiske dejkroen ud med. Har man ikke et sådant, må man jo prøve med noget andet, men forsigtigt så man ikke ødelægger bunden af brødet mere end højest nødvendigt. 🙂

Man kan nok se på dette brød hvorfor jeg efterhånden oftest laver de små portioner. Formen i min maskine er kvadratisk og altså ret høj men smal, og laver jeg de store brødportioner, får jeg brød der er tæt på at være højere, end de er brede. Det er både besværligt at skære ud og at spise. Så de små brød passer mig bedre. Jeg synes de er fine og overskuelige, men det er jo smag og behag.
I øvrigt er det jo så nemt, at man bare kan sætte et nyt over hver dag, hvis det endelig er.
Det her har godt nok været et rimelig langt indlæg med en del forklaringer, men når man først ved hvordan det virker, er det jo faktisk bare at putte ingredienserne i, trykke på 3 knapper også er man i gang. 🙂

Flere ting man bør overveje

En af de sidste ting jeg lige vil vende, har med let fordærvelige madvarer at gøre. F.eks mælk, der jo kan blive surt. Jeg ved ikke om sådan noget, rent faktisk, ville nå at blive dårligt i løbet af en nat, men jeg tror, det er en god idé at have i tankerne, at man ikke skal sætte timeren på maks, hvis man har med mejeriprodukter at gøre.

En anden ting man skal være opmærksom på, er at sådan en maskine absolut ikke er lydløs. Det erfarede vi herhjemme første nat vi satte brød over. Ikke fordi vi selv direkte blev vækket af maskinen, men vores hunde skulle måske lige havde haft en chance for at vænne sig til lyden. De havde bestemt deres helt egen mening om den besynderlige skabning, der stod og brummede på køkkenbordet. Den var ikke synderligt positiv… 😛
De har dog vænnet sig til det efterhånden. Så sætter man sin bagemaskine til at bage om natten, skal man lige tænke over at sætte den et sted hvor, om ikke andet, husets tobenede beboere ikke bliver vækket af den.
Man skal også være opmærksom på, at bagemaskinen jo bliver varm og skal kunne få luft. Så den må ikke dækkes til, eller gemmes væk i et skab, imens den bager.

Jeg håber at bare lidt af de informationer, jeg har samlet her, har været brugbare. Og at nogen af jer har fået inspiration og mod på at bruge de bagemaskiner i muligvis har stående, eller måske køber.
Pudsigt nok så jeg en stor Tefal bagemaskine i “min” genbrugsbutik, for et par dage siden. Den så ret ny ud og den kostede kun 75kr, så måske kan man være heldig. 🙂

– Lærke

Hvad sker der i Oktober?

Oktober er for mig blevet ensbetydende med græskar. Helst en del af dem… Og det er egentlig ikke engang fordi vi fejre Halloween specielt meget herhjemme, men jeg er åbenbart lidt skudt i de der græskar, og så har man jo noget at tage sig til, inden juleræset begynder! 😉
Sidste år svømmede jeg rundt i hæklede græskar og andre Halloween relaterede krea-projekter. Det er det ikke blevet til så meget af i år. Tilgengæld er jeg måske nok gået lidt i selvsving, hvad opskrifter angår! 😀

Både kage, brød og mad opskrifter, er prøvet af, med græskar, og det er da ikke alle eksperimenterne, der er gået lige godt, men de opskrifter, jeg har lagt op, er selvfølgelig dem, jeg synes er mere end bare vellykkede. De kan findes rundt omkring på bloggen. 🙂
Min favorit, er dog stadig de “brændte” græskarkerner. Det er en opskrift, jeg lagde op sidste år, og de er altså farligt gode… Man går bestemt glip af noget, hvis man bare smider alt det gode græskarfyld ud. 😉

Græskarkerner

Derudover betyder oktober, at der er gruppeweekend til spejder og der er alien-tema i år. Det bliver sjovt. Og apropos spejder, er jeg endelig færdig med, at tage “Viking”-mærket.
Hvis man ikke ved hvad det er, går “Viking” ud på, at man skal gå i shorts i et år. Hver dag. Uden undtagelser. Og det blev jeg altså færdig med den 12.
Det er lidt åndssvagt, givet, men åndssvagt er godt. 😛
Det er faktisk ikke fordi, jeg har savnet lange bukser. Jeg har savnet mine lange kjoler og nederdele mere. 😛
Andre mennesker har gået og frosset på mine vegne, men jeg synes, man vænner sig til, at have bare ben. Nu er jeg også sluttet af med en dejlig sensommer, men det har faktisk været lidt svært, at vænne sig til at have bukser på igen. Specielt leggings og stramme bukser, føles rigtig mærkeligt 😛 I øvrigt, er det vidst ikke alle mine bukser, der passer lige godt, efter det her år. Og de seneste Halloween eksperimenter, har nok ikke gjort det bedre… Ups. Det skal jeg nok lige have gjort en lille smule ved. 😛

Oh.. En helt anden ting er, at oktober også er tiden for den årlige Artmoney udstilling, på Bredgade i København. Der har jeg 10 Artmoney med i år. Og det er altid spændende.
Fredag d. 23. oktober er der fernisering og åbningstale af Kristian Von Hornsleth, men udstillingen løber helt ind til d. 31. Hvorefter det hele, d. 1. november, bliver flyttet til møntmessen på Frederiksberg.
Dette link fører til facebook eventet, hvis man er interesseret i at vide mere, og besøge udstillingen. Det kan jeg varmt anbefale. 🙂

Vaniljesukker med jordbærsmag

 

Dette indlægs mærkelige afslutning, må blive en bøtte vaniljesukker, min mor købte, fordi den var på tilbud. Hun tænkte ikke lige over, at låget var rødt, og det gjorde jeg da heller ikke lige med det første, men det kom jeg hurtigt til, for der er en grund til det, som står med meget små bogstaver nede på siden af bøtten… Det er vaniljesukker med jordbærsmag. Og det er besynderligt.
Det fik smørcremen i min græskar krydderkage til, at smage af guf…

– Lærke

Chokolade brødbudding

For nyligt eksperimenterede jeg lidt med en idé, jeg havde til en bolle opskrift.
Det blev desværre ikke så vellykket. Og det er jo hvad der sker ind imellem, men jeg syntes det var lidt træls at forsøge at spise mig igennem en hel portion boller, som smuldrede mellem fingrene på mig.. 😛 Så jeg ledte lidt rundt omkring, efter noget man kunne lave af gammelt brød, også halvt fandt/halvt udviklede jeg denne brødbudding-opskrift! Det har ikke så meget med budding at gøre, men det hedder det altså. Det er mere sådan en god svampet chokoladekage. Og det er jo godt nok! 😀

Friskbagt chokolade brødbudding - kage

Her på bloggen vil man nok efterhånden finde ud af, at jeg gerne ville madspild helt til livs, hvis det kunne lade sig gøre! Det er nok lidt svært, men man kan jo starte i det små!
Og lige her kan man altså få brugt sit gamle, hvide brød, boller, franskbrød, toastbrød osv. på en ret lækker måde!
Man kunne jo også have blandet det i frikadellefars eller brugt det som rasp på en lasagne. ELLER man kunne lave “trilleboller” men jeg synes alligevel, den her brødbudding var lidt sjovere. 😉
Det tager lidt tid at lave, da det skal stå “i blød” lidt, men bortset fra det er det rimelig simpelt!

Ingredienser til Chokolade brødbudding

400-500 g gammelt brød (Lidt fuldkorn gør ikke spor 😉 )
100-200 g god mørk chokolade
100 g sukker
100 g smør
2,5 dl piskefløde
1 dl mælk
3-4 spsk. stærk kaffe
Og 2 æg.

Hvis man ikke bryder sig om kaffe, kan det godt undlades. Det kan også skiftes ud med f.eks rom, eller man kan krydre kagen med noget helt andet. Måske kanel, vanilje el.
Mængden af chokolade afhænger lidt af, hvor stærk en chokoladesmag, man ønsker. Jeg er selv VILD med chokolade, og putter gerne meget i!

Først skal brødet deles i mindre stykker. Mit var ret tørt og smuldrede temmelig nemt, så jeg smuldrede det bare groft. Man kan også skære brødet i tern eller lidt større stykker. Det er ikke så vigtigt, men er der en hård skorpe på, kan det være en god idé at fjerne den.

Derefter varmes chokolade, sukker, smør, piskefløde, mælk og kaffe, enten i vandbad eller i mikroovn, indtil chokoladen er smeltet og fordelt. I en anden skål pisker man æggene sammen, og så hælder man langsomt chokolademassen op til æggene, mens man pisker grundigt.

Nu skal man bruge en ovnfast form. Bare hvad man lige har. Det er ikke så vigtigt. Dog vil jeg sige, at hvis man bruger en springform, så skal man helst være temmelig sikker på, at den er HELT tæt. Ellers er der en pæn chance for, at man godt kan få chokoladesovs, i hele sit køleskab, i løbet af natten…
Formen smøres og chokolademassen og brødet fordeles, i et par lag, med chokolade nederst og øverst. Så stamper man det lidt ned med en ske, og dækker det til med et låg eller noget folie.
Derefter skal det stå lige stå ude og køle, indtil det kan komme køleskabet. Der skal det stå minimum til dagen efter, gerne 24 timer eller mere, så alt brødet kan suge en masse chokolade!

Inden vores chokolade brødbudding kan spises, bages den i en 180 grader forvarmet ovn, ved varmluft, i ca. 30 minutter, til den er sprød på toppen. Den skal stadig være blød og lækker indvendigt. Og når den kommer ud, skal den lige køle lidt af, inden man kan servere den! Evt. med cremefraiche eller flødeskum til!
Velbekomme! 🙂

– Lærke

DIY Tampon skjuler!

Hvis der tilfældigvis skulle være nogen af hankøn, der læser med, kan jeg nok ligeså godt foreslå, at de smutter videre til et af mine andre indlæg med det samme. 😉
Ikke fordi i ikke læse med, men det her er lidt et andet emne end mine blogindlæg normalt omhandler. Nemlig tamponer, for nu at sige det lige ud, og hvordan man som kvinde måske ikke altid, har lyst til at have dem liggende løst og rode rundt i lommer og tasker…

tomme læbepomader kan bruges til, at skjule tamponer

Tampon skjuler

Idéen går, egentlig meget simpelt, ud på, at man kan gemme en tampon i en gammel læbestift eller læbepomade. Og alt man har brug for, er altså en eller anden art af sådan noget.
Det ville jo være oplagt, hvis den alligevel er tom, for den skal naturligvis renses.
Overskydende læbepomade eller læbestift skal skrabes ud og hylsteret skal rengøres. Det kan gøres f.eks med en gammel neglefil og en vatpind, evt. med lidt makeup rens.
Når læbepomaden eller læbestiften er ren indvendigt, er den allerede klar til brug! 🙂

Man pakker jo ikke en hel masse tamponer på denne måde, men tit har man måske også bare brug for lige at have en enkel med sig! Måske bare for en sikkerheds skyld. Som man tilmed, diskret, kan fiske op af lommen eller tasken, uden nogen aner uråd.
Og så er det her faktisk et smart lille trick, synes jeg! 🙂

– Lærke

Grydebrød med græskar

Jeg har tidligere skrevet et ret langt indlæg, om det der virkelig gode grydebrød. Her kommer et til. Om græskar grydebrød. Af to årsager: For grydebrødets skyld, – for at vise, hvordan man sagtens kan tilføje andre ting, som bestemt ikke gør det værre, men også fordi jeg efterhånden har stablet et ret grundigt græskartema på benene. Jeg synes altså det er en skam, at alt det græskarfyld fra halloween hoveder, bare bliver smidt ud, og her er så et endnu et eksempel på, hvor det kan bruges!

Nybagt græskar grydebrødJeg går ikke så meget i detaljer, med tekniske forklaringer her. Hvis man gerne vil have lidt mere af det, kan man læse mit tidligere grydebrøds indlæg. 🙂

Opskriften på mit græskar grydebrød

Da det jo er græskar grydebrød, har man selvfølgelig brug for en støbejernsgryde.
Derudover skal man bruge følgende ingredienser:

Ca. 300 g blendet græskar fyld
En lille klump gær, ca. på størrelse med en ært. Eller 1/4 tsk. tørgær
2 tsk salt
3 dl vand
100 g fuldkorns mel
Og 500 – 600g hvedemel

Da græskarret er ret sødt i sig selv, har jeg valgt ikke at søde brødet yderligere.
Det kan faktisk godt bære en del mere græskar. Man skal bare være opmærksom på, at der også skal mere mel i, og at brødet måske skal bage lidt længere.

Har man problemer med at få græskar kødet blendet, f.eks fordi man kun har en stavblender, kan det være en fordel at tilføje lidt af vandet, der skal i dejen, mens man blender. Det letter opgaven betydeligt!

Derudover starter man med at opløse gæret i vandet. Her tilsætter man salt, græskar fyld og fuldkorns mel, og rører det sammen, så der ikke er klumper i. Så tilsætter man hvedemel, og rører dejen sammen til alt melet er rørt med. Så dækker man den til og lader den hæve 10-12 timer.

Når dejen har hævet, hælder man den ud på et meldrysset bord og folder den hurtigt om sig selv, et par gange, så den er dækket godt med mel. Så putter man den tilbage i en stor skål, der er smurt med lidt olie, så dejen ikke klistrer fast. Så lader man den hæve i yderligere to timer.

Når der er ca. en halv time tilbage af hævningen, tænder man ovnen, på 245 grader ved varmluft, og sætter den tomme gryde ind, så den kan nå at blive varmet godt op. Det er vigtigt at gryden er meget varm, når man putter dejen i, ellers kan brødet finde på at brænde fast.

Gryde i ovnen

Når hævetiden så er gået, tager man gryden ud af ovnen, og pas på, den er altså meget varm! Man kan godt drysse bunden af gryden og toppen af brødet med et eller andet. Måske havregryn, mel, kerner eller frø… Men derudover tipper man bare sin dej over i gryden; forsigtigt, så den ikke punkterer, eller klasker ned og falder sammen. Så sætter man låget på igen, og bager brødet i 30 minutter. Efter den halve time, tager man låget af, og bager brødet yderligere 15 minutter.
Skorpen må, efter min mening, gerne blive rimelig mørk, men bliver den for mørkt, må man skynde sig at skrue lidt ned for varmen.

Når græskarbrødet kommer ud af ovnen, skal det lige køle. Jeg lader, for en sikkerheds skyld, næsten altid mit køle lidt af i gryden, inden jeg vender det ud, og lader det køle yderligere på en rist.

Græskar grydebrød

Græskaret giver dette grydebrød en flot gullig glød. Det smager skønt nybagt, – måske med lidt hjemmelavet græskar marmelade, – men det smager også fantastisk ristet. Hvis man har mere tilbage de følgende dage. 🙂

frisk bagt græskar grydebrød

 

– Lærke
Græskar grydebrød med smør

Græskar krydderkage

Græskarkage, krydderkage, ølkage… Dette er faktisk ALT det gode, samlet i en fantastisk blanding. Det er en noget tung, men god, Halloween kage; Det græskar der skal i, er nemlig fyldet fra et græskarhoved… Det kan godt spises, ja. 😀
Bortset fra det, kan krydderkage holde sig ganske længe, og efter sigende, skulle den bare blive bedre, dag for dag. Derudover, er der et utal af variations muligheder, der bare venter på, at blive afprøvet… Smørcreme f.eks. 😉

Græskar krydderkage i rugbrødsform

Som sagt, har man altså brug for noget fyld fra et græskarhoved, men i må nok hellere få en liste 😉

Ingredienser til en græskar krydderkage

Mørk hvidtøl fra vestfyn - til krydderkage med græskar250-300 g græskarfyld
250 g brun farin
100 g blødt eller smeltet smør
1 æg
2 tsk bagepulver
500 g mel
1 flaske mørk hvidtøl eller samme mængde mælk, dvs ca. 3 dl.

Krydderier:
2 tsk kanel
1 tsk ingefær
1 tsk kardemomme
1/2 tsk nelliker

Krydderierne kan man skrue lidt op eller ned for, hvis der er noget, man ikke kan lide, eller ikke har.
Man kan også tilføje tørret frugt eller hakkede nødder, hvis man har lyst.

Ovnen forvarmes til 175 grader ved varmluft.

Allerførst skal græskarfyldet så blendes eller hakkes meget fint.
Hvis man gør det med en stavblender, kan det være en idé at tilføje noget af den væske, der skal i dejen. Det letter opgaven lidt.
Dernæst pisker man det med smør, æg, og brun farin.
Egentlig, bør man måske sigte krydderier og bagepulver sammen med melet. Det kan man gøre. Jeg gider ikke, men jeg blander det lige lidt, inden jeg rører det hele i dejen, imens jeg tilføjer øl/mælk, lidt af gangen. Det vigtigste er, at der ikke er klumper i bagepulveret.

Når dejen er blandet, hælder man den op i en form, der er smurt, eller beklædt med bagepapir. Det kunne være en rugbrødsform, spring form, rand form, eller andet, der passer i størrelsen. Og så bager man kagen i 1 time til 1 time og et kvarter. Den er færdig, når man kan stikke en strikkepind, kødnål, grillspyd eller lignende, ned midt i kagen, uden at der klistrer dej fast på den. Når det sker, skal kagen køle af. Og den har faktisk godt af, at stå til dagen efter.

Nybagt græskar krydderkage i rugbrødsformGræskar krydderkage i springform

Serveringsmuligheder

Kan man ikke vente, må man måske leve med, at kagen er lidt klæg og svær at skære, men den smager jo lige godt for det.
Man kan spise græskar krydderkage som den er, eller man kan skære den i gavmilde skiver og spise med smør på. Man kan også skære den i lag og samle den med smørcreme, ostecreme, abrikos marmelade eller hvad man nu har lyst til, og måske overtrække den med mørk chokolade, eller pynte den med Halloween pynt. 😉

Apropos Halloween pynt, har jeg lavet en smørcreme som også udnytter græskarkernerne fra ens græskarhoved. Lidt inspireret af en paliné smørcreme. Det kan jeg varmt anbefale at man prøver! 😀

Græskar krydderkage med smørcreme og chokolade

Den runde her nåede desværre at falde lidt sammen i bunden, men den smagte godt alligevel. 😉

– Lærke

Trilleboller og Bollemælk

Endnu engang tilbage til de gode gamle dage… Jeg ved godt, jeg ikke engang var født, da ting som bollemælk og trilleboller havde deres storhedstid, men derfor kan man jo godt udforske, hvad der fandtes. 🙂
Og det her er endda endnu en opskrift imod madspild! Man skal nemlig bruge noget gammelt tørt brød.
Om det er en sund opskrift… Nok ikke. Det er nok nogenlunde på højde med risengrød, alt efter hvor meget fuldkorn, der er i ens gamle brød. Det smager faktisk også lidt af risengrød, men det er også lidt samme miks af mælk og kanelsukker! 🙂


Min far har fået meget bollemælk som barn, siger han. Når det er sådan med noget, er det tit ham, der foreslår, at vi skal prøve at lave det, og han er også gerne behjælpelig med hvordan, men det var altså ikke tilfældet her. Jeg fandt faktisk opskriften lidt tilfældigt, i min søgen efter noget man kunne lave af gammelt brød, og her er vi altså…

Som overskriften nok hentyder, er opskriften delt op i to. Selve bollemælken og så de trilleboller eller brødboller, som skal i.

Først trilleboller. Til dem skal man bruge:

200 g gammelt brød
1 spsk hvedemel
2 tsk salt
1 tsk sukker
40 g blødt smør
1/2 tsk kanel
Og måske et par skefulde mælk eller fløde

Hvis skorpen på brødet er kraftig, er det en godt ide at fjerne den. På bløde boller og lignende er det ikke nødvendigt. Så skal brødet bare smuldres, og resten af ingredienserne skal blandes i. Er det for tørt, må man tilsætte lidt mælk eller fløde.
Når brød-“farsen” er god, skal den trilles til boller, altså ligesom man ville trille havregryns kugler, og så får “trillebollerne” lige lov at vente lidt…

Trilleboller i bollemælkTil bollemælk skal man bruge følgende:

1 liter sødmælk
Lidt citronsaft

2 æggeblommer
Og lidt piskefløde eller mælk.

Man starter med at bringe mælk og citronsaft i kog. Pas på det ikke brænder på!
Når det koger, tilsætter man trillebollerne og lader dem koge med i 4-5 minutter. Når de er færdige vil de flyde ovenpå!
Imens putter man æggeblommerne i den skål, man vil serverer bollemælken i, (eller måske en suppeterrin) og pisker dem sammen med lidt mælk eller fløde, og når trillebollerne er kogt færdige, hælder man det hele over i æggeblommerne, imens man rører grundigt rundt, uden at ødelægge trillebollerne. Til sidst smager man til med lidt salt. Så er bollemælken færdig og serveres, som sagt, med kanelsukker. 🙂

Bollemælk med trilleboller

Det er ikke noget jeg ville spise til hovedret. Måske til forret, men nok nærmere dessert.
Derved bliver der, af denne portion, ca. til 4-6 personer, men man kan godt halvere den om nødvendigt. 🙂

– Lærke

Det der, virkelig gode, grydebrød.

Nu behøver man ikke længere være ekspert udi bagekunsten og i diverse ælte metoder, for at bage sig selv et rigtig godt brød! Måske ligger hemmeligheden i damp? Og den mest avancerede og besynderlige del i denne opskrift på grydebrød er, at man altså skal bruge en støbejernsgryde med låg…

Nybagt brød i gryde

Første gang jeg så det her grydebrød, var på Kvalimad.dk – I øvrigt en helt fantastisk side med enormt mange gode opskrifter!
Jeg har set mange versioner af brødet efterfølgende. Og alle prøver at påstå, at deres er bedre end de andre. Jeg tror sandheden er, at de alle sammen er gode! Magien ligger nemlig ikke så meget i, præcis hvad man putter i sin brøddej. Det ligger mere i gryden og i teknikken.
Det er så genial og effektiv en teknik, det her med at bage i en gryde, at jeg synes den skal deles så meget som muligt! Og så håber jeg, at jeg kan tilføje lidt af mine egne erfaringer til mængden! 🙂

F.eks kan jeg sige, at det ikke er den slags brød, man lige bager til morgenmaden! Med mindre man er villig til at stå op ved 4-5 tiden for at slå dejen ned, efter første hævning… Det her er nemlig det man kalder “koldhævet”. Hvilket vil sige, at det skal hæve temmelig længe, fordi der er meget lidt gær i.

Normalt er det jo æltningen, der får gluten til at udvikle sig i dejen. Laver man brød, der ikke er koldhævet, skal man ælte en hel, hel masse. Men gør man det på denne måde, med mindre gær og lang hævetid, får dejen lov til selv at stå og arbejde, og man slipper altså for meget af æltningen.
Rigtig mange andre opskrifter med andre hævetider osv. kan helt sikkert også bages som grydebrød. Jeg har faktisk prøvet at bage korttids-hævet brød, med mere gær, som grydebrød, med ganske fint resultat, men jeg har en del bedre erfaring med disse langtidshævede grydebrød, hvilket nok har noget med fugtigheden i dejen at gøre..

Det at bage i en gryde, skaber nemlig nogle helt unikke fordele. Det er ikke bare et spørgsmål om formen. Den lukkede gryde holder også dampen inde og holder dermed dejen fugtig længere, så brødet har rig mulighed for at hæve, inden skorpen bliver hård. Desuden giver den brandvarme gryde brødet en rigtig god, sprød skorpe!

Støbejernsgryde

Det leder os videre til det, det hele handler om, nemlig gryden.
Som sagt skal man jo bruge en støbejernsgryde. Støbejern er bedst, fordi det holder rigtig godt på varmen! I øvrigt skal man være opmærksom på, hvilke håndtag og knopper ens gryde har. De skal være af metal, da plastik ol. jo vil smelte ved de høje varmegrader i ovnen!
Derudover afgør formen på gryden, selvfølgelig, formen på brødet. Så om man vil have det f.eks rundt eller aflangt, er lidt op til en selv og hvad man har.
Le Creuset laver nogle virkelig gode og lækre gryder. Meget flotte og farverige! De er afgjort i den dyre ende, men der findes også billigere alternativer. Jeg har en rigtig gammel én, der fungerer helt perfekt. Og sådan en gryde holder for evigt, hvis man passer godt på den. 🙂
Jeg har også læst rundt omkring, at man kan bruge en stegeso af ler, men jeg har endnu ikke turde ofre min mors Römertopf på et forsøg. Der er nemlig en chance for, at de pludselige skift i temperaturen, kan få leret til at knække, men efter sigende skulle det altså være muligt.

Grydebrød, ingredienser

Når man har gryden på plads, er det tid til at komme i gang med brødet. Det er grundlæggende en meget enkel opskrift!
Det er tit sådan, med ingredienser, at deres kvalitet har stor indflydelse på resultatet af ens kreationer. Og så kan man jo, til en vis grænse, selv afgøre, hvor meget man vil spendere. Men det er min erfaring med opskriften her, at man får et virkelig godt brød, selv med det billigste mel!
I den helt enkle version er alt du har brug for vand, mel, gær, salt og lidt sødt. Man kan søde med lige det man vil: sukker, brun farin, honning, sirup… Det er helt op til en selv. Jeg har på et tidspunkt sødet et brød med en rest hindbær marmelade. Det kan også sagtens lade sig gøre. 😉

Personligt kan jeg godt lide, at der er lidt fuldkorn i mit brød, og jeg synes surdej giver en rigtig god smag! Det kan undlades, men her er altså…

Min version af opskriften på grydebrød:

5 dl vand
Gær på størrelse med en ært, eller 1/4 tsk tørgær.
Ca. 1 dl surdej
100g fuldkorns mel eller havregryn
2 tsk salt
2 tsk sødt
500-600 g hvedemel

Bruger man surdej, må man huske at holde noget igen, til næste gang man skal bage.
Og undlader man surdej, skal der muligvis lidt mindre mel i dejen.

Man starter med at opløse gæret i vandet. Derefter tilsætter man surdej, salt, sødt og fuldkornsmel, og rører det rundt, så det er fordelt. Herefter tilsætter man melet, og man behøver ikke at røre en hel masse, dejen skal bare lige være blandet sammen, så alt melet er vådt. Jeg har en kraftig dejskraber, der fungerer rigtig godt, men man kan også bare bruge en grydeske eller en træspartel.
…Det var jo super nemt, og nu skal dejen bare hæve. Den skal hæve af to omgange. Først i 10-12 timer, og det kan jo passende være natten over, eller mens man er på arbejde.

Når de mange timer er gået, er dejen forhåbentlig hævet en helt masse, og er blevet rigtig fin og boblet.
Så skraber man den ud på et grundigt meldrysset bord, uden at punktere den for meget, og folder den sammen om sig selv et par gange. Ikke noget med at ælte, bare folde, så dejen bliver godt dækket med mel…

Derefter hælder man lidt olie i en stor skål eller noget lignende, og løfter dejen forsigtigt op i. Nu skal den nemlig hæve 2 timer mere.
Grunden til, at man lægger den i en skål med olie er, at det gør det meget nemmere at få den ud igen, når man skal have dejen hen i gryden. Efter sidste hævning er det nemlig vigtigt, at man ikke punkterer den for meget, da den ellers vil falde sammen og ikke hæve ordenligt op igen.
Man kan godt undgå olien, ved at lade dejen hæve på det meldækkede bord. Jeg synes det er nemmere med lidt olie i en skål. 🙂

Gryde med brød i ovnen

Når der er en halv til en hel time tilbage af sidste hævning, tændes ovnen på 245 grader og gryden sættes ind. Det er vigtigt at gryden bliver varmet rigtig godt op, ellers risikerer brødet at brænde fast! Desuden skal man være forsigtig, når man håndterer den varme gryde, for den er altså modbydeligt varm!

Når dejen er hævet færdig, tager man, lidt hurtigt, gryden ud af ovnen, tager låget af og stiller begge dele på en bordskåner eller et spækbræt. Man lukker selvfølgelig ovnen, så den holder sig varm i mellemtiden. Så hælder man, meget forsigtigt, dejen hen i gryden, uden at den bliver punkteret, eller klasker ned så den falder sammen. Nu kan man så vælge at drysse brødet og/eller bunden af gryden med lidt mel, kerner, gryn eller andet!

Derefter sætter man låget på igen og sætter gryden i ovnen, hvor den bager først i 30 minutter. Efter den halve time, tager man låget af og bager brødet i yderligere 15 minutter, så skorpen får noget mere farve. Jeg kan godt lide en ret mørk skorpe, men synes man, det bliver for mørkt, må man skrue lidt ned for varmen!

Når brødet er færdigbagt, plejer jeg først at lade det køle lidt af i gryden, derefter vender jeg det ud på en rist og lader det køle yderligere. Ca. En halv time i alt.

Så plejer jeg at spise den helt sprøde og lune endeskorpe, med et godt lag smør. Det er simpelthen det bedste! 😉
Prøv lige at se et luftigt brød!

Verdens bedste grydebrød

Variationer af grydebrøds opskriften!

Grydebrød kan varieres på alle mulige måder! Når man har leget lidt med det, kan man begynde at tilføje andre ingredienser. Det fungerer godt, hvis man har mejeriprodukter, der er ved at blive for gamle. Vi har f.eks haft en hel spand cremefraiche i fryseren, som var delt op i passende portioner, lige til at putte i bagværk. Men man kan også tilføje nødder og tørret frugt, eller grønsager, som f.eks revet gulerod eller squash. Til Halloween bagte jeg et grydebrød med græskar i.
Ændrer man mængden af væske skal man blot huske at mængden af mel skal føle med. Og ændrer man størrelsen på portionen, må man regne med, at brødet skal bage lidt længere tid. I så fald kan det måske endda være en fordel at bruge et stegetermometer. Brødet skal vidst nok være ca 95 grader i midten. 🙂

Alt i alt altså “Verdens bedste brød”. Er det overdrevet? – Det synes jeg faktisk ikke!
Taget i betragtning hvor nemt det er, og at jeg i hvert fald ikke vil påstå, at jeg er brød-ekspert, synes jeg den her teknik og opskrift gør et hæderligt forsøg!

– Lærke

At lave et græskarhoved OG hvad man kan bruge fyldet til.

Det er ikke fordi, det er raketkirugi, på nogen måde, at lave et græskarhoved, eller en “Jack O’lantern” hvis man meget gerne vil kalde det noget mere eksotisk. 😉
Det er rimelig nemt, men jeg har altså lavet en reel guide alligevel, for jeg har da lidt tips og tricks. Og vigtigst af alt måske, har jeg en masse idéer til, hvordan man kan udnytte fyldet fra sådan et græskar i madlavning. Det er nemlig spiseligt, og det smager tilmed godt… Så hvis du er en af dem der tænker “hvad kan man bruge græskar til?“, så håber jeg, indlæget her kan give lidt inspiration! 🙂

græskarhoved og min kat

Først får i guiden, så vil jeg bagefter gå lidt mere i dybden med det der madlavning…

Det eneste man har brug for, for at lave et græskarhoved, er en spids, skarp kniv, en ske, skåle til fyldet, og selvfølgelig et godt græskar.
Jo større græskaret er, jo mere fyld er der i. Det giver jo sig selv. Så det kan man jo tænke over, men størrelsen gør ingen forskel for fremgangsmåden.
Børn kan sagtens være med, men da værktøjet jo er en skarp kniv, skal det måske være under nøje vejledning fra en voksen, afhængigt af alderen. Man kan evt. også få børnene til at tegne op, og så lade de voksne føre kniven, men det vil jeg lade jer selv om at vurdere. ;D

Værktøj til et græskarhoved

Først skal man have skåret toppen af. Og den skal jo kunne sættes på det færdige græskarhoved igen.
Det fungerer rigtig godt, og ser også fint ud, at skære spidse takker, op og ned, hele vejen rundt. Det kan være en god idé at tegne op, hvordan takkerne skal se ud, inden man begynder at skære. (Alt efter hvad man tegner med, kan det fjernes igen med enten vand, sprit, acetone, neglelakfjerner el.) Desuden skal man passe på, ikke, at skære for tæt på toppen, for så kan “låget” risikere at falde ned i hullet, når man er færdig, og det ville jo være ærgerligt!
Jeg synes det ser pænt ud, hvis man skærer takkerne, så spidserne sidder nogenlunde midt i de riller, der naturligt er i græskaret. Det giver forhåbentlig mening, når man ser det på billedet. Men man kan jo prøve sig frem, når man tegner det op.
Når man har besluttet hvor takkerne skal være, går man i gang med at skære, og her skal man være rigtig forsigtig, så kniven ikke smutter nogen uhensigtsmæssige steder hen. Der skal naturligvis skæres hele vejen rundt, og man må være grundig ved hver tak, at man er nået helt ud i spidsen.
Når man har været hele vejen rundt, kan låget lirkes af. Det vil stadig blive holdt lidt fast af græskarkødet i midten, men det burde være rimelig nemt at trække over.

Dernæst skal alt kødet og kernerne ud af græskaret. Hvis man vil bruge det i madlavning, kan det være nemmest først at fiske græskarkernerne op med hænderne og putte kerner og kød i hver sin skål. Man kan selvfølgelig også sortere det senere. Det kan i øvrigt ikke lade sig gøre ikke at få hænderne klistret til, så man kan ligeså godt bare tage ordenligt fat med det samme. 😉
Kødet skraber man ud ved hjælp af skeen, og jo mere kød man kan få ud, jo bedre. Både fordi man så har mere fyld til madlavning, men også fordi græskarhovedet ikke rådner lige så hurtigt, hvis det er godt “rengjort” indvendig. Det kan være en fordel at bruge kniven til at skære lidt af kødet i kanterne og på låget. Låget skal naturligvis også skrabes rent.

Når man er færdig med at udhule, skal man til at lave selve ansigtet på græskaret.
Igen er det en god idé at tegne op, inden man går i gang med at skære. Ved man ikke lige hvordan man kunne tænke sig, at græskarhovedet skal se ud, er der meget inspiration at hente på google. Når man har besluttet sig, er det bare med at skære ud. Forsigtigt hvis man har mindre detaljer, som let kan brække af.

Til sidst kan man lige rette det hele lidt til, og så skal låget på plads igen. Det burde gerne passe, men det kan godt være, man skal dreje det et par omgange, inden man finder det rigtige hak. 😉
Så er der faktisk bare tilbage at finde en plads hvor græskarhovedet skal stå, og sætte et lys i hvis man synes.

Et andet lille trick jeg har afprøvet, er at stikke huller ud af græskaret med kageudstikkere. Det giver nogle sjove muligheder, og er også en ret nem måde at lave noget fint på. Det kan dog godt være hårdt at slå udstikkeren igennem græskaret. Så man har altså brug for en hammer og en klods. 😉

Græskarhovedet holder sig bedst, hvis det står køligt. Dog kan det ikke så godt tåle frost. Så lover vejrudsigten nattefrost, kan det være en idé at tage det ind om aftenen og sætte det et sted, hvor der er lidt lunere.
Man kan også pensle græskarhovedet indvendigt med atamon. Det skulle gøre, at det ikke mugner lige så hurtigt.

Færdigt græskarhoved

Hvad kan man bruge græskar til

NU til det der madlavning jeg lovede! Jeg fik vidst sagt, at græskar smager godt. Hvis man smager et stykke råt, bliver man nok en smule skuffet, for sådan set smager det ikke af så meget. Det smager lidt sødt, og så smager det af græskar! Jeg har ikke rigtigt nogen anden måde at forklare det på. Men det fungerer godt i bagværk! Der smager det altså dejligt. F.eks i en græskar crumble eller i græskar muffins
Det kan også bruges ligesom squash i en Squash kage eller gulerødder i gulerods boller; det tilfører en rigtig lækker fugtighed, der gør, at lækkerierne holder sig saftige længere.
Og der er jo også alle de andre ting, man kan putte det i, som f.eks suppe eller frikadeller

For slet ikke at tale om kernerne! Dem sorterede vi jo fra tidligere, og det var der sådan set en grund til. En god en synes jeg! Inden man kan lave noget af dem, skal de dog lige renses for græskarkød, og skylles for det værste slim. Derefter kan man vælge f.eks at tørre og salte dem, men man kan også lave “brændte” græskarkerner. – DE smager vanvittigt godt! 😀

I de fleste opskrifter skal man ikke bruge helt så meget græskarfyld, som der er i et helt græskar! Så der er altså potentiale til, at man kan nå at afprøve flere forskellige ting! Men græskarfyldet, kan også godt holde sig et par dage på køl.

Græskar til en lanterne

 

Jeg tror, jeg gav 22 kr for mit, temmelig store, græskar…
Det er altså billigt, når man ser hvor meget, man faktisk kan få ud af det! 🙂

– Lærke

Tørrede, salte græskarkerner

Disse tørrede og saltede græskarkerner, eller græskarfrø om man vil, er de der er til overs, når man laver et græskarhoved til Halloween. Og det er jo sjovt at kunne bruge dem til noget ikke? 😀
De smager mega godt og skulle faktisk også være temmelig sunde! (Bortset fra salt, men det er en mindre detalje 😉 )

Tørrede og saltede græskarkerner

Fremgangsmåde til tørrede/salte græskarkerner :

Græskarfrøene skal selvfølgelig allerførst renses, så al græskarkød er sorteret fra, og det værste slim er skyllet af!
Der er nogen, der koger græskarkernerne inden de tørre dem. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg gør det ikke.

Ønsker man græskarkernerne helt neutrale, tørrer man dem simpelthen bare som de er. På den måde kan de bruges f.eks hakket i bagning.
Vil man derimod have dem saltede, tilføjer man blot 1 spsk smags neutral olie og 1 tsk fint salt pr. 100-200 g kerner, (alt efter hvor salte man vil have dem) mens de stadig er fugtige.
Man kan også tilføje andre krydderier, hvis man har lyst, f.eks chili, paprika eller hvidløgs pulver. Det er bare med at prøve sig frem! 🙂

I ovnen

Ved ovn metoden breder man græskarkernerne ud på en bageplade, beklædt med bagepapir, som man sætter i en varmlufts ovn, ved meget høj varme. Min går op til 275 grader, så det er der jeg har haft sat min. Undervejs skal man lige holde øje og blande lidt rundt i dem et par gange, men ellers skal de bare stå i ovnen, indtil de er tørre og gyldne. Det tager ca 15-25 min.

Hjemmelavede salte græskarkerner i ovnen

På panden

Tørrer man græskarkerne på panden, foregår det ved middel varme, hvor man også rører lidt rundt i dem en gang i mellem.
De er færdige når de begynder at “klikke” og føles tørre og sprøde, når man knækker dem.

Man kan godt riste og salte sine græskarkerner uden olie, det har jeg også prøvet. Saltet brænder dog let fast på panden, som man kan se på billedet herunder. Det er heldigvis ganske let, at koge af igen, men jeg foretrækker nu stadig at bruge lidt olie. 🙂

Tørrede og saltede græskarkerner, uden olie

Jeg har forresten også en opskrift på “brændte” græskarkerner. Du ved, ligesom brændte mandler. Karamelliseret i sukker. De er næsten endnu bedre, hvis du spørg mig! 😉

– Lærke

Græskar frikadeller

Ja, du læste helt rigtigt… Ikke “græske” men “græskar frikadeller”. Og ikke hokkaido. Det kan man helt sikkert også godt bruge, men idéen er at vise, at man faktisk sagtens kan bruge fyldet fra de der græskarhoveder, som man laver til Halloween!
Jeg driver min egen lille kamp imod madspil nemlig, og til det er frikadeller faktisk helt geniale! Man kan putte hvad som helst i! Grønsager, smuldret brød, forskellige mælke produkter, ost, pålægsrester, æggesalat, dressing, sovs. Hvad som helst! Og så kan man krydre dem lige som man vil!
Frikadeller bliver aldrig kedelige! 😉

Græskar frikadeller

Her er de altså “bare” med græskar, og det er egentlig ganske simpelt. Hvis man undlader græskarret og måske tilføjer en sjat mælk i stedet, har man en helt basis frikadelle opskrift. Men brug endelig det der græskar og/eller andre rester, hvis i har det! 🙂
Og lav endelig portionen mindre, hvis i ikke har brug for helt så mange frikadeller…

Opskriften på græskar frikadeller

Af dette fik jeg ca. 20, rimelig store, græskar frikadeller :

1 kg hakket svinekød (Kan sagtens skiftes ud med f.eks kyllingefars)
2 æg
1 løg (Vi havde kun et rødløg, men farven er sådan set underordnet)
250-300 g græskar fyld
150-200 g havregryn
Salt og peber

Løget blendes, eller hakkes fint, sammen med græskar fyldet, og alle ingredienserne røres grundigt sammen i en skål. Derefter varmer man en pande op, ved middel varme, og kommer godt med olie eller smør på. Så former man frikadellerne med en ske, (der er lidt forskellige metoder, jeg gør det i hånden) og så lader man dem stege, og vender dem et par gange undervejs, indtil de er gennemstegt. (Uden at de selvfølgelig bliver brændte eller tørre)

Frikadeller er selvfølgelig oplagt at spise til aftensmad, men de smager også godt til frokost. Både varme og kolde. Det gør dem vildt velegnet til madpakker og picnic! Og det gælder altså også disse græskar frikadeller. Selvom oktober måske ikke lige er picnic sæson. 😉

Lækker græskar frikadelle, hapsGræskar frikadeller med coleslaw

Det er nærmest blevet en tradition herhjemme, at man spiser coleslaw til frikadeller.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes nu, det passer meget godt til. Og det er faktisk også en ret god “oprydnings salat” 😉

– Lærke

Nem og hurtig tunmousse

Mangler du noget hurtigt og lækkert til frokost eller til madpakken, så er en nem tunmousse måske lige noget for dig. Det kan laves af ganske få ingredienser, som måske er noget, du allerede har i dit skab og køleskab, og det tager ikke mange minutter at røre sammen…

Mad med tunmousseFars tunmousse mad

Tunmousse!


Det du skal bruge er:
1 dåse tun i vand
1 spsk. mayonnaise
1 spsk. cremefraiche
Salt og peber
Og måske lidt citronsaft

Derudover kan man tilsætte, eller pynte sin tunmousse/tunsalat med f.eks noget grønt:
Purløg, karse, andre spirer eller måske hakkede tomater, eller noget helt andet, man godt kan lide.

Først åbnes dåsen med tun, og vandet presses fra ved hjælp af låget. Så puttes tunen i en skål, hvor det blandes med mayonnaise, cremefraiche og evt. grønt, og smages til med salt, peber og citron.

– Det var det. Så er tunmoussen klar til f.eks en sandwich i madpakken eller til frokost, på rugbrød, franskbrød, flute el. efter eget ønske!
Og det smager bestemt dejligt. 🙂

Hurtig tunmousse
 – Lærke

Hjemmedyrkede Spirer

Alle kender karse, og de fleste kender nok også til bønnespirer, men det er mit indtryk, at den generelle kundskab indenfor dette emne, ikke er meget mere udbredt end det. Og det er en skam. Ikke fordi, der som sådan er noget galt med de der kedelige plastik bakker med karse, man kan købe færdiggroet, men dyrkning af spirer, er mere end det!
Spirer er mega sunde. Og jeg kan rigtig godt lide hele processen med at se de små spirer gro. Det jo sjovt at dyrke sine egne ting til middagsbordet. Det er så nemt, at selv børn kan være med, og det kræver virkelig ikke mere plads end hjørnet af et køkkenbord eller en vindueskarm… 😀

Spirer

Der findes et sandt virvar af forskellige frø, man kan dyrke sine egne spirer af. Alt fra broccoli og forskellig kål, til bønner, ærter, og interessante velsmagende ting, som fenikkel og sennep. Ikke bare karse og ikke bare bønnespirer. Jeg ved ikke, om grunden til, at de er mest udbredt er, at det er de nemmeste at have med at gøre, men mange andre frø, er faktisk slet ikke så svære, heller, og man har egentlig ikke brug for ret meget udstyr.

Spirebakker

Jeg har ganske vidst nogle spirebakker og de fungerer også udmærket. Det er den firkantede grønne plasticmodel, som, for nogen, måske vil virke velkendt. Jeg har arvet både min mors og min mormors, men den model er altså stadig helt “up to date”. 😉

spirerbakker

Måden man dyrker spirer på i sådanne spirebakker er, at man først lægger sine frø i blød i vand. Der må ikke være for mange, for de vokser en del og det er vigtigt, at der er god plads i spirebakken. Frøene skal stå i blød i nogle timer. Måske natten over, alt efter hvilke frø, der er tale om. Herefter skulle man gerne kunne se, at de har suget en masse væske til sig og er blevet større.
Derefter hælder man vandet fra, skyller frøene en gang og hælder dem over i en af bakkerne, hvor der er huller i bunden. Den sætter man oven på den nederste, lukkede del af “tårnet”, så vandet kan dryppe ud deri, og så sætter man det lille låg ovenpå og stiller det til side, så det kan passe sig selv.
Frøene har herefter brug for at blive skyllet, et par gange om dagen. De skal hele tiden holdes rene og fugtige. Når frøene begynder at gro, skal man være forsigtig når man vander, så man ikke kommer til at knække de skrøbelige spirer. Knækkede spirer rådner nemt, og kan ødelægge hele portionen. Derfor er det også en god idé, ind imellem at lugte til spirene og sikre, at de stadig dufter friskt og dejligt.
Når spirene efterhånden opnår den ønskede størrelse, er de klar til at blive spist. Og det tager ikke ret meget mere end en uge. 🙂

Spirer, en ugeSpirer i vat

En anden måde man kan gøre det på, er karsemetoden. Nogen frø egner sig bedst til det ene, nogen til det andet. Men denne måde, synes jeg absolut, er nemmest. Der er den ene ulempe, at man ikke rigtigt får glæde, af hele spiren, som man gør, når man dyrker i bakker, for, som du måske har gættet, går “karsemetoden” ud på, at man sår frøene i vat, og derved vil roden jo ikke være til at få med. Men det er så hyggeligt og nemt, at det er den metode jeg oftest selv bruger.

Alt man har brug for, er noget fladt med kanter på. Det kunne være en tallerken, et lille fad eller måske et låg fra et eller andet. Derudover skal man bruge noget vat og selvfølgelig frø. Om vattet kan man sige, at det er bedst, hvis det ikke indeholder blegemidler og lignende. Så det bør man måske først se efter, på emballagen. Af frø, er de mest egnede til dette, de mindre typer. Altså ikke som bønner eller majs, men f.eks lucerne, kløver eller sennep. Spirer af sennepsfrø, er en af mine personlige favoritter. De smager virkelig interessant, nærmest af peberrod og meget friskt. På billederne her, er der dog tale om kløverspirer, men de er nu også gode.

Vattet fordeles i den base, man har valgt, og gøres vådt. Derefter kan frøene drysses over og fordeles. (Igen, endelig ikke for mange frø, mine lå lige tæt nok) Når det er gjort stilles det hele til side og vandes ca. en gang om dagen, alt efter hvor meget det trænger, og efterhånden som det vokser til en brugbar højde, kan man begynde at klippe af det, til madpakker, frokost, salater osv…
Lækkert! 😉Spirer, klar til høst

Vil du vide mere om spirer, er der selvfølgelig meget mere info at finde. F.eks på Friskespirer.dk.
Det er en virkelig dejlig side, hvor man kan lære stort set alt, og også købe økologiske spirerfrø i massevis.
Det vil jeg anbefale, til dig, der har mod på mere. 🙂

  – Lærke

Græskar Crumble

Den her græskar crumble er min lidt alternative version af en form for “Pumpkin Pie”.
Det startede egentlig bare som et forsøg, men resultatet blev faktisk så godt, at jeg bestemt kan anbefale, at man prøver det. Specielt hvis man, i forvejen, står med fyldet fra et græskar hoved, og mangler nogle idéer til, hvad man kan bruge det til. Så er det her en rigtig hurtig og nem løsning. 🙂

nybagt græskar crumble

Jeg har en rigtig god basis crumble dej, hvortil jeg har eksperimenteret med en del forskelligt fyld. Æble, rabarber og brombær er bare noget af det, den kan bruges til. Græskar er måske lidt mere utraditionelt, men det fungerer, som sagt, overraskende godt! 😀

Ingredienser til en græskar crumble:

Nok græskarfyld, til et tærtefad. (Mit fad er ca. 25cm i diameter)
Saften af en citron.

… Og selvfølgelig den famøse crumbledej, som man blander af:
100g mel
100g havregryn
100g sukker
Og 100g smør

Man starter selvfølgelig med at tænde ovnen på 180 grader.
Græskar fyldet hakkes i grove stykker og puttes i fadet. Saften fra citronen hældes over, og crumbledejen fordeles på toppen. Dernæst bages kages i en halv time, til den er fin og gylden, og så serveres den med f.eks cremefraiche.
Syrligheden i cremefraiche passer rigtig godt til, og hvis man vil, kan man jo blande lidt vaniljesukker i. Mmh.. 😉

hakkede, brændte græskarkerner

Derudover kan man, hvis man rigtigt vil forfine sagerne, hakke lidt brændte græskarkerner og drysse over sin græskar crumble. Det giver også en rigtig fin smag og ekstra sprødhed til kagen, men det kan selvfølgelig undlades. 🙂

halv græskar crumble
 – Lærke

Græskar muffins

Jeg synes det er synd, at brugbare og spiselige ting går til spilde. Det gør kødet fra græskarhoveder jo tit her til Halloween, men der er faktisk virkelig mange ting, man kan bruge sit græskar fyld til. Disse græskar muffins er bare en af dem. Det smager egentlig ret godt, så hvorfor ikke putte det i kage? 🙂

Opskrift på hjemmebagte græskar muffins

Opskrift på græskar muffins altså…

Græskar muffin dejMan skal bruge :
2 æg
2 dl sukker
1 dl olie
2 dl sødmælk
½ tsk salt
5 dl hvedemel
2 tsk bagepulver
Saften af en halv citron
Og 300g græskar fyld.

Man starter med at piske æg og sukker sammen. Deri pisker man også de resterende våde ingredienser: mælk, olie og citronsaft. Så blander man melet med bagepulver og salt, og vender det i dejen. Græskarkødet hakkes groft og blandes i dejen til sidst. Så skal dejen bare fordeles i forme.
Jeg fik til 20 muffins, men det afhænger selvfølgelig lidt af størrelsen på de forme man har.

Nybagte græskar muffins - Kage af halloween græskarfyld!

Græskar kagerne bages ved 180-200 grader, ved varmluft, i 20 minutter og køles lidt af på en rist, inden de serveres.
Man kan også køle dem helt af, og pynte dem med et eller andet rigtig festligt og halloween tema-agtigt, f.eks en smørcreme med karamelliserede græskarkerner, men de smager nu så fint som de er, så det er ikke meget nødvendigt. Jeg synes faktisk, de er rigtig gode. Super søde og saftige. 🙂

Rigtig god halloween! 😀

Græskarhoved

– Lærke

Ganske normal råkost

Det er ikke så meget for opskriftens skyld, det her. Måske mere bare inspiration til en ret undervurderet gulerods salat. Råkost er nok noget af det mest simple, der findes, og billigt er det også. Mine søskende og jeg elskede det som børn! Jeg har lige stået og lavet det til aftensmad, i dag, og det smager altså forrygende, det kan man ikke sige meget til. 🙂

Forrygende, hjemmelavet råkost salatEn hurtig forklaring på Råkost:

Det er faktisk genialt, for man har jo kun brug for 3-4 helt enkle ingredienser, gulerødder, æbler, citronsaft, og rosiner, hvis man er til det. Så skal gulerødderne selvfølgelig skrælles, og derefter “bare” rives fint og æblerne rives lidt grovere, og så skal der smages til med citron, og pyntes med rosiner. Et voila… Helt rent og lækkert i smagen! Det er hvert fald min version. 🙂

Man kan godt tilføje andre ting, til sin råkost, hvis man synes. Måske lidt grønt, hvidkål, nogle spirer, eller sådan, men det skal jo heller ikke gå hen og blive til coleslaw. 😉 Det er næsten bedst, i sin simple form, synes jeg. 🙂

Revet gulerod til råkost

Grunden til, at vi ikke laver råkost oftere, herhjemme, er fordi det tager lidt lang tid, at rive i hånden, på vores gamle, sløve rivejern, men det er faktisk lidt dumt, for min mor har en rigtig god Bamix stavblender, med en lille foodprocessor til. Den klarer råkost i et snuptag, så det burde vi jo bruge mere. På billedet ovenfor, kan man ret tydeligt se, hvor fint, gulerødderne bliver revet. 🙂
Det er en af de mange ting, jeg kommer til at savne, når jeg, på et tidspunkt, flytter fra min mors mega lækre køkken… Men i det mindste ved jeg da, hvad jeg kan ønske mig. Køkkenting, køkkenting og atter køkkenting. 😉

Ingredienser til råkost, revet med en Bamix

-Lærke