At lave et græskarhoved OG hvad man kan bruge fyldet til.

Det er ikke fordi, det er raketkirugi, på nogen måde, at lave et græskarhoved, eller en “Jack O’lantern” hvis man meget gerne vil kalde det noget mere eksotisk. 😉
Det er rimelig nemt, men jeg har altså lavet en reel guide alligevel, for jeg har da lidt tips og tricks. Og vigtigst af alt måske, har jeg en masse idéer til, hvordan man kan udnytte fyldet fra sådan et græskar i madlavning. Det er nemlig spiseligt, og det smager tilmed godt… Så hvis du er en af dem der tænker “hvad kan man bruge græskar til?“, så håber jeg, indlæget her kan give lidt inspiration! 🙂

græskarhoved og min kat

Først får i guiden, så vil jeg bagefter gå lidt mere i dybden med det der madlavning…

Det eneste man har brug for, for at lave et græskarhoved, er en spids, skarp kniv, en ske, skåle til fyldet, og selvfølgelig et godt græskar.
Jo større græskaret er, jo mere fyld er der i. Det giver jo sig selv. Så det kan man jo tænke over, men størrelsen gør ingen forskel for fremgangsmåden.
Børn kan sagtens være med, men da værktøjet jo er en skarp kniv, skal det måske være under nøje vejledning fra en voksen, afhængigt af alderen. Man kan evt. også få børnene til at tegne op, og så lade de voksne føre kniven, men det vil jeg lade jer selv om at vurdere. ;D

Værktøj til et græskarhoved

Først skal man have skåret toppen af. Og den skal jo kunne sættes på det færdige græskarhoved igen.
Det fungerer rigtig godt, og ser også fint ud, at skære spidse takker, op og ned, hele vejen rundt. Det kan være en god idé at tegne op, hvordan takkerne skal se ud, inden man begynder at skære. (Alt efter hvad man tegner med, kan det fjernes igen med enten vand, sprit, acetone, neglelakfjerner el.) Desuden skal man passe på, ikke, at skære for tæt på toppen, for så kan “låget” risikere at falde ned i hullet, når man er færdig, og det ville jo være ærgerligt!
Jeg synes det ser pænt ud, hvis man skærer takkerne, så spidserne sidder nogenlunde midt i de riller, der naturligt er i græskaret. Det giver forhåbentlig mening, når man ser det på billedet. Men man kan jo prøve sig frem, når man tegner det op.
Når man har besluttet hvor takkerne skal være, går man i gang med at skære, og her skal man være rigtig forsigtig, så kniven ikke smutter nogen uhensigtsmæssige steder hen. Der skal naturligvis skæres hele vejen rundt, og man må være grundig ved hver tak, at man er nået helt ud i spidsen.
Når man har været hele vejen rundt, kan låget lirkes af. Det vil stadig blive holdt lidt fast af græskarkødet i midten, men det burde være rimelig nemt at trække over.

Dernæst skal alt kødet og kernerne ud af græskaret. Hvis man vil bruge det i madlavning, kan det være nemmest først at fiske græskarkernerne op med hænderne og putte kerner og kød i hver sin skål. Man kan selvfølgelig også sortere det senere. Det kan i øvrigt ikke lade sig gøre ikke at få hænderne klistret til, så man kan ligeså godt bare tage ordenligt fat med det samme. 😉
Kødet skraber man ud ved hjælp af skeen, og jo mere kød man kan få ud, jo bedre. Både fordi man så har mere fyld til madlavning, men også fordi græskarhovedet ikke rådner lige så hurtigt, hvis det er godt “rengjort” indvendig. Det kan være en fordel at bruge kniven til at skære lidt af kødet i kanterne og på låget. Låget skal naturligvis også skrabes rent.

Når man er færdig med at udhule, skal man til at lave selve ansigtet på græskaret.
Igen er det en god idé at tegne op, inden man går i gang med at skære. Ved man ikke lige hvordan man kunne tænke sig, at græskarhovedet skal se ud, er der meget inspiration at hente på google. Når man har besluttet sig, er det bare med at skære ud. Forsigtigt hvis man har mindre detaljer, som let kan brække af.

Til sidst kan man lige rette det hele lidt til, og så skal låget på plads igen. Det burde gerne passe, men det kan godt være, man skal dreje det et par omgange, inden man finder det rigtige hak. 😉
Så er der faktisk bare tilbage at finde en plads hvor græskarhovedet skal stå, og sætte et lys i hvis man synes.

Et andet lille trick jeg har afprøvet, er at stikke huller ud af græskaret med kageudstikkere. Det giver nogle sjove muligheder, og er også en ret nem måde at lave noget fint på. Det kan dog godt være hårdt at slå udstikkeren igennem græskaret. Så man har altså brug for en hammer og en klods. 😉

Græskarhovedet holder sig bedst, hvis det står køligt. Dog kan det ikke så godt tåle frost. Så lover vejrudsigten nattefrost, kan det være en idé at tage det ind om aftenen og sætte det et sted, hvor der er lidt lunere.
Man kan også pensle græskarhovedet indvendigt med atamon. Det skulle gøre, at det ikke mugner lige så hurtigt.

Færdigt græskarhoved

Hvad kan man bruge græskar til

NU til det der madlavning jeg lovede! Jeg fik vidst sagt, at græskar smager godt. Hvis man smager et stykke råt, bliver man nok en smule skuffet, for sådan set smager det ikke af så meget. Det smager lidt sødt, og så smager det af græskar! Jeg har ikke rigtigt nogen anden måde at forklare det på. Men det fungerer godt i bagværk! Der smager det altså dejligt. F.eks i en græskar crumble eller i græskar muffins
Det kan også bruges ligesom squash i en Squash kage eller gulerødder i gulerods boller; det tilfører en rigtig lækker fugtighed, der gør, at lækkerierne holder sig saftige længere.
Og der er jo også alle de andre ting, man kan putte det i, som f.eks suppe eller frikadeller

For slet ikke at tale om kernerne! Dem sorterede vi jo fra tidligere, og det var der sådan set en grund til. En god en synes jeg! Inden man kan lave noget af dem, skal de dog lige renses for græskarkød, og skylles for det værste slim. Derefter kan man vælge f.eks at tørre og salte dem, men man kan også lave “brændte” græskarkerner. – DE smager vanvittigt godt! 😀

I de fleste opskrifter skal man ikke bruge helt så meget græskarfyld, som der er i et helt græskar! Så der er altså potentiale til, at man kan nå at afprøve flere forskellige ting! Men græskarfyldet, kan også godt holde sig et par dage på køl.

Græskar til en lanterne

 

Jeg tror, jeg gav 22 kr for mit, temmelig store, græskar…
Det er altså billigt, når man ser hvor meget, man faktisk kan få ud af det! 🙂

– Lærke

5 Comments

Skriv en kommentar