Ørestikker med lynlåse – DIY

Inden du smider dine gamle bukser, punge, tasker, jakker eller andet ud, der selvfølgelig er for gammelt til, at du vil være bekendt at aflevere det i en genbrugsbutik, så skal du lige se denne lille idé. 😉
Nogle af de sødeste og nemmeste ørestikker du selv kan lave! – Lynlås ørestikker…

lynlås ørestikker1

Hvis lynlåse er velfungerende, plejer jeg egentlig at sprætte dem ud af det de sidder i, og gemme dem til at sy i noget andet. Jeg havde derved efterhånden fået samlet mig en god bunke gamle ting med lynlåse, som jeg tænkte, jeg skulle bruge til et eller andet. Da det er lidt tidskrævende at sidde og sprætte syninger op, og jeg trængte til at få ryddet op i en fart, endte de fleste af lynlåsene dog med, at gå til disse lynlås ørestikker i stedet. Jeg synes de er så fine! 😍

Sådan laves lynlås ørestikker

Til ørestikker er det som regel en god idé at have to ens lynlåse. Og de skal helst ikke være for store. Så lommer, f.eks på en jakke eller i en taske, plejer at være rimelig velegnede.
Man kan også købe sig til nogle mere farverige lynlåse, i en stof forretning, eller lignende, men så bliver idéen jo lidt dyrere, og det er ikke længere genbrug. 😉

Klip

Men du har altså brug for et par lynlåse.
Alt du skal gøre ved dem, er at klippe et lille hul i hver side af selve lynlåsen, og pille den lille dims af som vi skal bruge til ørestikkerne.
Så skal du selvfølgelig bruge et par ørestikker. De skal limes bag på lynlås-dimserne med en meget stærk lim. Jeg bruger som regel en flex-gel sekundlim.
Overfladerne på både ørestik og lynlås, som skal limes, kan med fordel lige kradses lidt med fint sandpapir. Så har limen en mere ru flade at klistre på.

Når limen er hærdet, er lynlås ørestikkerne allerede klar til brug.
Så det var jo et par nemme og hurtige hjemmelavede ørestikker med lynlåse! 🙂
Husk i øvrigt at passe godt på dine nye ørestikker med disse simple tips.

– Lærke

Skriv en kommentar