Halloween 2019 hos en græskar-tosse!

Nogen har noget med ugler eller frøer, eller noget andet? Jeg tror jeg har noget med græskar…
Halloween nærmer sig, og det betyder som sædvanligt græskar! Det er ikke anderledes bare fordi det er Halloween 2019. Jeg glæder mig også til vi skal i Tivoli! Jeg tror egentlig ikke, bortset fra det, at vi skal holde noget i år, men jeg kan alligevel ikke lade være med, at hygge mig lidt med at skære, bare et enkelt græskarhoved, og bruge fyldet i mad og kage til resten af ugen…

Min græskarhoved står og pynter ved døren 2019

Det handler mest om kage… Kage med græskar!

I år har jeg selvfølgelig, igen, lavet brændte græskarkerner. De er lidt ligesom brændte mandler, og de er gode! Jeg får altid sådan lyst til at købe et græskar mere, bare for at lave flere af dem! 😀

Græskarkerner fra et udhulet græskar kan laves ligesom brændte mandler!

Jeg har også lavet en portion mos, der egentlig kan bruges som marmelade, men denne gang er det til en æblekage-inspireret græskarkage med makroner og flødeskum. Det skal vi have i weekenden. Det glæder jeg mig lidt til!

Derudover har jeg lavet mig en portion græskar muffins. Indlægget med min opskrift trængte gevaldigt til nogle andre billeder. Så det har den fået! 😀

Apropos muffins, fik jeg også lavet mig en græskar krydderkage! Måske ikke så meget apropos muffins faktisk, men jeg var nødt til lige, at forsøge mig med en smørcreme med græskarkerne praliné. Altså med de der brændte græskarkerner jeg talte om tidligere, fint blendet. Det smurte jeg i krydderkagen… Og så kom jeg i tanke om bagefter, at jeg egenlig også kunne have brugt den som frosting på de der muffins. Og at krydderkagen, om muligt, havde været bedre med en ostecreme. Oh well. Det må blive til næste år! 😛

Der blev også lidt græskarkød til overs til en smoothie, med banan, hindbær og spirulina pulver. Den var også ret god. På trods af den lidt besynderlige farve…
Det siger måske efterhånden lidt om, hvor meget fyld, der egentlig er i sådan et stort græskar!
Hvis man bruger græskarkød i smoothie, er det en fordel at bruge noget af det, der ikke er trevlet. Det er noget nemmere at blende, og giver altså et bedre resultat.

Smoothie med græskar, hindbær, banan og spirulina

Hvad med aftensmaden? Jep… Også græskar!

Resten af græskarkødet brugte jeg i saucen til noget pulled duck. Det er genialt. Lidt ligesom i lasagne, kan man gemme alle mulige grønsager i sådan en sauce til pulled meat – Pork, duck, hvad end man nu laver. Græskarkødet er godt fordi det giver noget naturlig sødme, men alt der giver smag, er godt at have med.
Forresten er rødløgene hjemmesyltet! 😉

Pulled duck fra aftensmaden

Så ja, man kunne også have brugt græskarkødet i lasagne. Man kan faktisk også bruge det i frikadeller. Måske kan man tænke lidt på det som squash. Det kan bruges til mange af de sammen ting, og er altså rigtig godt i både mad og kage! Jeg kan kun anbefale, at man prøver sig frem med det, hvis man ikke allerede har gjort det! 😀

Græskarhoved med lys i.

Glædelig Halloween!

– Lærke

Skriv en kommentar