Bæredygtig jul!

Når man prøver at leve nogenlunde klimavenligt og bæredygtigt resten af året, kan det være lidt sørgeligt at se, hvor meget der bliver spildt i julen… “Men man kan da ikke lave om på julen. Alt bliver jo ødelagt, hvis man begynder at pille ved traditionerne…!” Eller hvad?
Jeg kommer ikke til at ødelægge julen med det her indlæg, men jeg har lidt idéer til, hvordan vi måske kan bytte ud i nogen af vores vaner, på måder der selvfølgelig skal give mening, for alle de forskellige mennesker vi er.
Julen er også en god tid til kreative udfoldelser, så det hører selvfølgelig med! Jeg lover, at det ikke bliver en flad fornemmelse, bare fordi vi holdler mere bæredygtig jul. Måske tvært imod! 😀

Gavepapir

Jeg har læst et sted, at der bliver brugt 825 ton gavepapir om året. Om det kun er i Danmark, og hvor korrekt et tal det er, aner jeg ikke, men uanset hvad er der ingen tvivl om, at der bliver brugt MEGET. Og det meste bliver krøllet sammen og smidt ud. Ofte endda sorteret forkert. Kort process. Det er da sindssygt…
Det er også bare lidt kedeligt ikke at pakke julegaverne ind, ikke? Men måske kunne vi begynde at overveje hvilke alternativer, der kunne være. Altså hvis man allerede har gavepapir, skal man selvfølgelig ikke bare smide det ud. Det ville være endnu mere spild, men måske kunne man folde papirposer eller beklæde nogle kasser og æsker med papiret, som kan genbruges i mange år frem?
Man kunne også bruge genbrugspapir, fra blade og aviser, til at pakke ind i. Hvis det stadig findes i ens hjem. Vi har sagt “Nej tak til reklamer og gratisaviser” Så det går ikke så godt her. Måske kan man også bruge syede poser af stof, eller simpelthen bare pakke gaverne ind i stof, og måske lave sine egne “til og fra”-kort, man kan skrive på og rense af igen og igen, som man så kan gemme til næste år. “Til og fra”-kort og gavemærker kan også laves af f.eks. appelsinskræller! 🙂

En bæredygtig stofpose med bæredygtige julegaver, pakket ind i stof!

Flot gaveindpakning synes jeg absolut, er en del af det, der skaber stemning juleaften! Så jeg synes bestemt det kunne være sådan en fin ny juletradition, hvis vi begyndte at værne meget mere om gaveindpakningen. 🙂

Hvis man ikke gør det allerede, kan man også begynde at gemme papir fra andre gaver juleaften.
Når alle andre møder op til jul i år, og du er den eneste, der har pakket gaverne bæredygtigt ind. Så saml altså gerne de andres gavepapir sammen også. Måske er der noget, der kan genbruges, enten som indpakning igen, eller til julepynt og andre kreative projekter! 😀

Julepynt

Man kan lave rigtig meget julepynt af papir! Og derved også af genbrugspapir. F.eks. flettede julestjerner af papirstrimler. Traditionelle julehjerter er også oplagt, samt hjemmelavede kræmmerhuse med decoupage, der kan blive virkelig fine! Man kan også folde origami stjerner eller juletræer, af tebreve. Der er SÅ mange muligheder!

Julepynt kan selvfølgelig også laves af mange andre ting end papir! F.eks. gummi fra cykelslanger og andre dæk. Eller man kan lave spiseligt julepynt. Honningkager, der kan bruges som bordkort osv. Og appelsiner med nelliker kan man presse til juice, når de er ved at blive kedelige at se på. Så har man også en undskyldning, for at lave flere i løbet af december! 😉

Genbrug og gaver?

Man kan selvfølgelig give alle sine hjemmelavede kreationer, af genbrugsmaterialer, i gaver, men hvis man ikke tænker, at det liiige er det alle i familien ønsker sig, kan man måske også overveje at købe brugte gaver? Selvfølgelig skal tingene være i ordenligt stand, men det kan man også godt finde. Og man kan finde nærmest alt i genbrug. I butikker eller på nettet. DBA, Gul og Gratis, Reshopper, Trendsales, Facebook og Instagram eller velgørende genbrugsbutikker, antik forretninger, marskandisere og loppesupermarkeder.

Måske kan man også overveje at give mere bæredygtige gaver i det hele taget. Gavekort til klimavenlige oplevelser. Udforske nogle spændende bæredygtige restauranter og på andre måder bruge tid sammen i stedet for materielle gaver? Måske er jeg ved at blive gammel, men det ville jeg i hvert fald selv sætte pris på. 😛
Man kan også altid give velgørenheds gaver og donere nogle beløb eller give en ged, eller hvad der efterhånden eksisterer af påfund. 🙂

Juletræer

Måske kan man også finde et juletræ, der kan genbruges? Juletræer er der også blevet mere fokus på de seneste år. Skal man have et rigtigt juletræ, synes jeg egentlig, det er bedst at tage ud og fælde et. I stedet for at støtte den tendens der er til, at der bliver fældet en masse træer, som ender med ikke at blive brugt. Man kan også købe juletræer med rod på på, som man kan plante ud i sin have efter jul. Måske kan man også have det i en potte, og tage det ind flere år i træk? 😀
Plastik juletræer er jeg ikke meget for, men idéen i at have et træ man kan genbruge, synes jeg er fin. Jeg har set nogen spraymale deres juletræ fra sidste år. Det er jeg ikke sikker på, er meget miljøvenligt. Alt efter hvor mange år det så kan bruges. 😉
Der findes også træalternativer, til juletræer, der kan genbruges. F.eks. et rundt skaft, der er sat en fod på, og boret huller i, hvor der er sat små rundstokke i… Hvis man er kreativ, kan man måske forsøge at lave et selv? 🙂

Julelys?

Julelysene på træet osv. er selvfølgelig nærliggende at følge op med her. Stearinlys er jo ikke nødvendigvis specielt gode, hverken for miljøet eller ens eget indeklima. Men hvis man vælger elektriske alternativer med batterier, er det så meget bedre? Nok ikke.
Så hvad kan man gøre, bortset fra helt at lade være? Man kan jo skrue ned for mængden man brænder af, hvis man har har et stort forbrug af lys i forvejen. Hvad end det er levende lys, eller alt det julelys man har i form af lyskæder og stads udenfor. Lyskæder kan man selvfølgelig også sørge for at slukke om dagen og om natten, når man alligevel ikke ser det. Mange har automatisk tidsindstilling på deres julelys, og det er jo smart. Så glemmer man det i hvert fald ikke. Man kan i øvrigt gå efter LED lys, som holder langt bedre, bruger mindre strøm og ikke indeholder kviksølv.

Juledekorationer med levende lys spreder hygge i julen, med hvilke lys er mest miljøvenlige? - Bæredygtig jul

Levende lys

Når man ser efter levende lys, er der også nogle ting, man kan være opmærksom på. F.eks svanemærket. Som stiller nogle krav til lysene. Det betyder ikke, at det perfekt, men det er et sted at starte.
Soya- og palmeolielys skulle også forurene mindre, man skal dog være opmærksom på at købe dem der er bæredygtigt produceret.

Man kan også lede efter lys, der er lavet af ren bivoks. Gerne fra Danmark, for honning er en ting, vi faktisk godt kan finde ud af. Man kan også lave sine egne lys af bivoks plader. Creativ company (som man måske har lagt mærke til, at jeg reklamere for og har affiliate links til) har f.eks. plader af 100% dansk bivoks. Der er jo også noget tilfredsstillende og hyggeligt i at have lavet lysene selv. 🙂

Hvis man har stearin rester, kan man også selv smelte dem om til nye lys. Det har Creativ company også væger osv. til
Har man ikke mod på at lave dem selv, samler Kirkens Korshær lysestumper ind, i deres genbrugsbutikker, som bliver støbt om til nye lys. Så man kan altså aflevere sine stearin rester der, så de ikke bare bliver smidt ud, og købe nye stearinlys, når man alligevel er der. Så støtter man også et godt formål, der hjælper mennesker lokalt, hvoraf mange er i særligt stor nød her i vintermånederne!

Når man brænder sine lys, kan man i øvrigt sørge for, at de ikke soder unødigt. Måske kan man undgå lys med meget pynt, glimmer og klistermærker, som ender inde ved vægen og brænder af. Derudover kan man klippe vægen, så den ikke er for lang, og stille lyset så det ikke blafrer fordi det får træk.

Danske kartofler til klimavenlig og bæredygtig julemad

Mad?

Der er vidst ingen tvivl om, at julen er et af vores mest vanvittige ædegilder! Jeg kan også godt lide julemad, og jeg er ikke hverken vegetar eller veganer. Så jeg vil altså ikke opfordre alle til at ændre helt på deres julemåltid, med mindre man selv synes det kunne være interessant. Hvad jeg vil minde om, er dog, at vi egentlig er ret gode til både kartofler, rødkål og kød i Danmark. Så når man skal ud og spenderer lidt ekstra på et rigtig godt julemåltid, kunne man jo starte med at købe Dansk, og derved undgå at madvarerne er fragtet rundt i hele verden. Og uanset hvilket dyr man fortrækker, kan man jo passende kigge efter et dyr, der har haft det rigtig godt, i den tid det har levet. 🙂

Jeg vil også, som altid, gentage at madspild jo bør undgås så vidt muligt. Jeg hører ikke til dem, der synes at julemad er godt, bare fordi der er overdrevne mængder af det. Så hellere lave lidt mindre og tilgengæld gøre det bedre? 🙂
Så er det også lidt mindre sandsynligt, at man bare skraber fadene direkte i skraldespanden efterfølgende, og hælder flere liter sovs i vasken. Hvis der er noget til overs, der kan spises på et andet tidspunkt, så gem det endelig! Ligesom resten af året. Lav måske biksemad af kød og kartofler? Eller frys det ned om nødvendigt. Så behøver man heller ikke overspise så afsindigt, selve juleaften. -Hvis man ved, der er mere af det gode til dagene efter. ;D

Biksemad med spejlæg - Nul madspild

Glædelig kreativ og bæredygtig jul! <3

 – Lærke