Flettede julestjerner – DIY

Flettede julestjerner er en klassiker. En ganske traditionel form for hjemmelavet julepynt, men som regel er de jo “bare” lavet af kedelige papirstrimler. Man kan godt købe nogle mere spændende strimler, eller skære nogen selv, men mit favorit materiale til julestjerner, er og bliver, gavebånd…

Gavebånd findes jo i et virvar af forskellige farver, mønstre og tykkelser! Så der er virkelig altid noget nyt og spændende, man kan kaste sig over. Det eneste, der kan være en lille ulempe er, at meget gavebånd, og desværre gerne det, som har de fineste mønstre, ikke har samme farve på begge sider. Og man kan ikke undgå, at bagsiden af båndet, bliver ligeså synlig som forsiden. Men farven på bagsiden, kan man også sagtens udnytte! Det vil man kunne se, i løbet af denne guide. 🙂

Bag på pakken af de normale papirstrimler er der egentlig en udmærket guide, til hvordan man laver flettede julestjerner. Den er du måske kørt fast i? Uanset hvad behøver du altså ikke ud for at købe papirstrimler. Guiden kommer lige her… 🙂

Sådan fletter man julestjerner…

Det eneste man skal bruge, er gavebånd og en spids, skarp saks.
Der skal klippes 4 strimler. Længden på strimlerne afhænger af, hvor bredt båndet man bruger er. Det bånd, jeg bruger her, er ca. 1cm bredt, og jeg har klippet mine strimler ca. 25cm lange, hvilket burde være rigeligt.

Gavebånds strimler til flettede julestjerner - Udførlig guide

De 4 strimler skal foldes på midten. Og så skal de flettes sammen. Det gør man ved at åbne den foldede ende på den 1. strimmel en smule, så man kan putte den foldede ende af den 2. strimmel ind i den 1.. Så tager man den 3. strimmel og putter dens foldede ende ind i den 2. strimmel. Firkanten sluttes ved, at man tager den 4. strimmel og folder rundt om den 1. putter spidserne igennem den 3. og så strammer man det hele til…

Gav det mening? Jeg håber billederne hjælper. 😉
Hvis man slipper arbejdet nu, vil det hele løsnes. Derfor skal det lige låses en gang. Så kommer alle strimlerne også til at ligge helt rigtigt. Hver af de øverste 4 ender skal foldes hen over midten, og så skal den sidste flettes ind under den første.
Det skal gerne foldes så fast som muligt. Selvfølgelig uden at strimlerne krøller sammen.

Man kan godt komme til at flette det, så det er spejlvendt, i forhold til billederne her. Det kan gøre resten lidt besværligt, men det kan løses hvis man vender firkanten på hovedet inden man låser den. Man kan også bare folde stjernen spejlvendt, (det kan måske være en fordel, hvis man er venstrehåndet) men i forhold til guiden her, kan det være lidt forvirrende.
Hvis man er i tvivl, kan man se på sin firkant, inden man låser den, og sikre sig, at enderne i toppen sidder i venstre side.

Enderne på strimlerne klippes skrå. Det letter arbejdet - Guide til flettede julestjerner

Når firkanten er låst, kan man lige klippe enderne skrå. Det gør resten lidt nemmere.

Derefter laver man takkerne på siderne af stjernen. Det gør man ved at folde den øverste, højre ende, på skrå, bagom, så den kommer til at ligge parallelt med strimlerne på højre side. Derefter twister man strimlen, så den ligger på hovedet. Så fletter man den ind under det nærmeste felt på firkanten, strammer til, og presser takken flad.
Så drejer man arbejdet, så man har en ny strimmel opad, og så gentager man, til man har lavet takker af de 4 strimler på forsiden.

Når man har lavet de 4, vender man stjernen og laver de næste 4 på samme måde…

Når strimlerne i siderne er færdige, skal man have lavet dem, der stikker ud foran og bagpå.
Man vælger en strimmel, folder den på skrå, løfter strimlen til højre for, og putter spidsen af den foldede strimmel, ind under. Så burde den gerne komme ud igennem en af takkerne på siden, som vi lavede før. Der fanger man altså spidsen og trækker til, så toppen bliver strammet pænt. Ikke for meget. Hvis det er nødvendigt, kan man presse spidsen lidt sammen, med to fingre, så den bliver pæn.
Næste strimmel folder man på samme måde og putter ind under den nyligt færdige “top”…

Det gentager man med de to sidste, og så vender man stjernen og gør det samme på den anden side.
Her skal man være forsigtig, så man ikke kommer til at mase takkerne på den færdige side.

Når man er færdig, klippes alle enderne af, tæt ind til takkerne, men ikke så tæt, at man klipper dem i stykker. Og her vil ens saks virkelig vise sit værd! Hvis den ikke er skarp nok i spidsen, kan det være enormt besværligt at få klippet enderne pænt af.

Til slut er der bare tilbage at sætte en snor til ophæng i de flettede julestjerner, hvis man vil have det. Så er man klar til at få pyntet rigtig pænt op. 🙂

Variationer i farver og materialer

Her i guiden har jeg jo vist en julestjerne, hvor strimlerne var flettet hver anden med forsiden opad, og bagsiden opad. Et andet eksempel kunne se ud som herunder, hvor alle strimlerne altså er foldet med den røde side opad.
Så kommer stjernen til at se lidt anderledes ud. Mere ensfarvet på den ene side, og modsat på den anden. Så det kan man jo lege lidt med. 🙂

Genbrugs gavebånd kan sagtens bruges til flettede julestjerner

Man kan sagtens bruge genbrugs gavebånd til flettede julestjerner! Så det er bare at samle sammen fra juleaften, eller fra fødselsdage i løbet af året. Det kan dog være lidt mere besværligt at arbejde med, da meget genbrugs gavebånd jo er krøllet temmelig grundigt. 😛
Men det er altså bestemt muligt. Så er man også fri for at skulle ud og købe hele ruller af forskelligt bånd, for måske at lave relativt få stjerner.
I øvrigt kan genbrugspapir og bånd give nogle ganske ejendommelige pakker. 😉

Apropos genbrugs papir, kan man også sagtens lave flettede julestjerner af papir. På den måde kan man få nogle stjerner, der er noget større! Man skal bare være opmærksom på, at strimlerne skal være lange nok, og at de skal være klippet, eller skåret, ret præcist, så de ikke er skæve. En skæremaskine af en art kan være et godt værktøj til dette, ellers kan man sagtens bruge en lang lineal og en kniv. 🙂

– Lærke

Skriv en kommentar