Jeg har prøvet at lave “til og fra”-kort eller gavemærker af appelsinskræller, og jeg synes faktisk de er rigtig fine!
Hvis vi skal prøve at lave julegave indpakning mere bæredygtigt, kan det her måske være en rigtig fin løsning, på netop det. Nemlig at lave dem af noget, der alligevel bliver smidt ud ellers. Og hvad er mere julet, i hvert fald i duften, end appelsin? Eller måske mandarin eller clementin? 🙂
Sådan laves gavemærker af appelsinskræller
Man skal have skrællet en appelsin først. Når man gør det, er det fint, hvis man kan komme til at pille så store stykker af skrællen som muligt, så der er god plads. Der skal nemlig klippes eller stikkes former ud af skrællen, enten med en saks eller med nogle fine udstikkerforme. Udstikkerformene synes jeg er sjove. De kan være runde, krusede, stjerner, hjerter, engle eller andre julede udstikkere, man skulle have!
Det kan godt være lidt hårdt at presse udstikkeren igennem skrællen, så man kan have brug fo at lægge noget ovenpå, man kan presse på. Jeg brugte et lille spækbræt.
Bruger man en saks, kan man lave sig en skabelon at klippe efter, hvis man ikke vil klippe i fri hånd. 😉
Udover selve formen, skal der også laves et lille hul, man kan binde gavemærkerne fast i. Det kan let laves med en hullemaskine eller en hultang.
Når der er slukket eller klippet former ud, skal de lægges i pres og tørres. Gerne imellem noget papir, i en avis, et blad eller en gammel bog, som kan transportere fugten væk. Så undgår man, at de krymper op i kanterne og bliver mere runde end flade. Det tager nogle dage at få dem helt tørre, men det går lidt stærkere hvis man kan lægge dem et sted hvor der er lunt, ved en radiator eller noget lignende.
Når ens “til og fra”-kort eller gavemærker af appelsinskræller er tørre, er de færdige og klar til at blive skrevet på og brugt på julegaverne! 😀
Det giver et rigtigt fint udtryk, synes jeg, hvis man pakker gaverne ind i noget rustikt. Måske genbrugspapir fra avis eller blade, eller som her, i en havregrynspose med bagsiden udad. Og med noget sisal eller sejlgarn omkring. Men gavemærkerne af appelsinskræl pynter også rigtig fint på gaver der er pakket ind i stof. 🙂
Man kan også bare bruge de udstukne appelsinfigurer som julepynt. Hvis man binder et lille dekorativt stykke bånd igennem til en løkke, man kan hænge dem op i. 🙂
Glædelig jul!
– Lærke