Når man laver græskarhoveder til Halloween, er der normalt en hel del af græskaret, der bare bliver smidt ud. Det synes jeg er synd. Jeg går ikke ind for madspild, og fyldet kan faktisk godt spises, så herhjemme bliver kernerne som regel til “Brændte” græskarkerner (ligesom brændte mandler) og kødet bliver i dette tilfælde til en nem græskarsuppe…
Jeg har også eksperimenteret en del med andre opskrifter hvor græskar kødet kan bruges. Er man interesseret i det eller i inspiration til hvordan man laver et grædkarhoved, kan man finde meget mere ved mit græskar tag.
Forberedelse til denne simple græskarsuppe:
Man skal selvfølgelig have udhulet et græskar, også skal kernerne sorteres fra kødet.
Når man udhuler græskaret, er det en god idé at få så meget af kødet skrabet ud, som muligt, ikke kun af hensyn til suppeportionens størrelse, men også fordi, at jo mere kød man får ud, jo mindre materiale er der, i ens fine græskarhoved, der kan rådne.
Mit græskar var rimeligt stort, så det gav altså en ret stor portion græskarsuppe. Mængden af nogle af ingredienserne, må måske reguleres efter størrelsen på ens græskar.
Ingredienserne der skal bruges er:
Kødet fra et udhulet græskar
(Ikke alt for stort)
1 stort løg eller 2 små.
Hvidløg efter smag
Chili efter smag
1 pakke bacon eller 2, i tern
En klat smør eller lidt olie
1 liter vand (Evt. med en art bouillon)
salt og peber
1-2 dl. piskefløde
Evt. lidt cremefraiche til servering
Man starter med, at stege sin bacon i stor gryde. Når baconen er færdig putter man den i en skål og stiller den lidt til side. Imens baconen steger kan man skære løg, hvidløg og chili i nogle grove stykker, som skal svitses i baconfedtet. Hvis der ikke er nok fedtstof, (det er det sandsynligvis ikke) må man tilføje en klat smør eller lidt olie. Når det har svitset lidt, tilsætter man sit græskarkød og lader det stege lidt med. Herefter tilsætter man salt, peber og vand og lader det hele komme godt i kog. Når det har kogt lidt, skal det blendes grundigt. (Det er nemmest med en stavblender) Derefter tilsættes fløde, og suppen smages til og varmes op igen, om nødvendigt.Græskar suppen serveres med bacon og evt. en klat cremefraiche. Det synes jeg klæder den. 🙂
Happy Halloween!
– Lærke