Her er en opskrift på græskarpandekager! Tykke, lækre pandekager, man kan bruge til brunch, dessert eller bare hyggestunder. 😉 Måske i anledning af Halloween, for det er nemlig endnu et skud på den voksende stamme af opskrifter her på bloggen, der udnytter fyld fra halloween græskar!
Jeg er klar over, at det i skrivende stund er efter Halloween, men vi udhulede først selv græskar d. 31 i år. Så ja, jeg er lidt sent på den, men så er opskriften her heldigvis også til næste år! I øvrigt kan man jo stadig godt købe græskar! I dagene her efter Halloween, er der jo en del rester til overs i butikkerne, som mange steder bliver sat ned i pris. Og det i sig selv kan da også være en god anledning! 😀
Græskarpandekagerne er lavet efter fuldstændigt samme, nemme grundopskrift som mine blåbær pandekager. Selvfølgelig bare med blåbærrene skiftet ud med græskarkød fra et udhulet Halloween græskarhoved. 🙂
Opskrift på græskarpandekager
200g mel
2 tsk bagepulver
2 tsk vanillesukker
2 spsk sukker
Et lille nip salt
2æg
2dl mælk
200g græskarkød
Og evt. lidt citronskal og saft.
Nogen tilføjer citronskal eller saft i deres pandekagedej. Det plejer jeg ellers ikke, men jeg synes det klæder græskaret, der jo ikke smager af så meget i sig selv, rigtig godt, og det er noget jeg også har brugt i mange andre græskar opskrifter, så det her er altså ingen undtagelse. Det giver pandekagerne en let æbleskive-vibe. 😉 Hvis man ikke kan lide citronskal, kan det undlades. Og kan man bedre lide kardemomme i sine pandekager, kan man også bruge det i stedet. 🙂
Synes man at dejen lader til at kunne bære mere græskarkød, tilføjer man bare mere. Sådan nogle græskarhoveder har det med at indeholde overraskende mængder! 😉
Græskarkødet skal først blendes eller hakkes fint. Derefter blandes de tørre ingredienser først, så man undgår klumper i bagepulver mm. Så pisker man citron og æg i, og mælken lidt af gangen.
Har man kun en stavblender, eller gider man ikke grise hele sin foodprocessor, “bare” for at lave pandekager, kan man godt blende græskarkødet sammen med æg og sukker, med en stavblender. Det er afprøvet og jeg bilder mig ind, at pandekagerne, faktisk lige blev lidt mere luftige end de andre gange, jeg har lavet dem.
Måske kan man også bare blande hele dejen i en foodprocessor? Hmmm.. Eksperimenter til en anden gang. – Og der bliver helt sikkert en anden gang, for jeg synes de her græskarpandekager er rigtig gode! 😀
Pandekagerne bages ved lav til middel varme, så de når at blive bagt uden at blive sorte. En blinis pande er rigtig velegnet, hvis man har sådan en, men man kan også sagtens lave pandekagerne i runde “klatter” på en pandekage-pande eller en normal pande!
De færdige, lune græskarpandekager kan jo serveres med hjemmelavet græskarmarmelade. Men hvis man synes, det bliver lidt for meget, kan man også nøjes med lidt akaciehonning eller sirup.
Nutella? Måske. 😉
Glædelig Halloween! 😀
Skriv en kommentar