Hyben marmelade

Jeg har lige været ude og plyndre alle hybenbuskene, på den vej hvor mine forældre bor. Jeg fik nemlig sådan lyst til at lave hybenmarmelade. Jeg havde allerede gang i køkkenet og nogle blommer, og så kunne jeg jo lige så godt fortsætte. 😉
Hyben marmelade er ganske nemt at lave. Det kræver ingen geleringsmiddel. Blot hyben, vand og sukker. Også smager det jo bare vildt godt!

hyben til marmelade

Det mest besværlige ved at lave hybenmarmelade, er at pille kernerne ud af alle de små frugter, og der skal altså relativt mange til, hvis man vil lave en nogenlunde portion. Så det kan godt være lidt tidskrævende, men det er også super hyggeligt. Måske bare at smide noget musik på og slå hjernen fra for en stund. 😉

Sådan laver jeg min hyben marmelade:

Denne gang lavede jeg kun en relativt lille portion, men princippet er jo det samme, selvom man laver portionen større.
Jeg havde plukket omkring 375g hyben, som endte ud i ca. 230g, da jeg havde ordnet dem.
Jeg startede med at skylle dem, skære toppene af og skære dem alle sammen i halve. Med en spids ende af en ske, begyndte jeg så at skrabe kernerne ud.
Det kan være en god idé at skylle sine hyben efter kernerne er pillet ud også, for at fjerne evt. tilbageblivende småkerner og andet grums. 🙂
Kernerne skal jo ikke med i marmeladen. Jeg ved faktisk ikke, om man kan bruge hybenkerner til noget andet. Hvis du har idéer det, må du endelig skrive mig en kommentar. 🙂

De ordnede hyben puttede jeg i en gryde med vand og sukker. Har man ikke mulighed for at blende sin hyben marmelade kan man hakke sine ordnede hyben før man går i gang.
Til mine 230g hyben brugte jeg ca. 100g sukker og 2dl vand, og det lod jeg koge i ca. 20min. Undervejs skummede jeg lidt yderligere urenheder af overfladen, og fandt glas frem i en passende størrelse, som jeg skoldede, så det var helt rent.
Derefter blendede jeg min hyben marmelade en lille smule med en stavblender, justerede konsistensen med en lidt ekstra vand, og så hældte jeg det på glas, og satte låg på mens det stadig var skoldhedt. På denne måde sikrer jeg mig holdbarheden uden brug af konserveringsmidler. Når glasset så bliver åbnet, sørger vi for kun at have rent bestik i marmeladen, og så plejer det at blive spist ret hurtigt, men det kan altså også godt holde sig i køleskabet længe. 😉

Et lækkert glas hjemmelavet hyben marmelade

 

Man kan sagtens tilføje citronsaft, vanilje eller anden smag, måske endda anden frugt eller bær, til sin hyben marmelade, men jeg synes, det smager rigtig godt i sig selv, så denne gang blev dette bare ren hyben. 🙂

 – Lærke

Skriv en kommentar