Kirsebær sirup 🍒🍷

Min mors have svømmer i kirsebær lige nu! Vi plukker og plukker og plukker, og selvom familie, venner og naboer også har været med, er der alligevel mange flere tilbage! Så nu skulle der ske noget med nogen af dem! Og hvorfor egentlig ikke prøve at lave kirsebærsirup?
Siruppen kan bruges i desserter, som topping på is, blandes til hjemmelavet kirsebær saftevand eller i søde sommer drinks! 😍
Man kan lave sirup med meget andet frugt end bare kirsebær! Men måske skal sukkermængden justeres. For der findes jo både søde og syrlige frugter og bær. Og specielt kirsebær kan der være rigtig stor forskel på! Om det egentlig er kirsebær eller moreller, vi har, er jeg ikke 100% sikker på, (de har vidst forskellige navne forskellige steder) men de er i hvert fald af den søde slags! Og giver en ret mild og sød sirup. Jeg er sikker på at syrlige kirsebær også giver en eminent sirup! 😀

Hvis man har rigtig mange kirsebær eller moreller i sin have, har jeg også en supernem opskrift på en kirsebær crumble-kage, med lige netop disse.

Om cyanid i kirsebærsten

Internettet er jo så fint indrettet, at man kan finde al mulig information om alt muligt. Nogen gange modsatrettet. Det gælder også cyanid indholdet i kirsebærsten.
Der er delte meninger om hvorvidt man kan holde kirsebærstenene i, når man eksempelvis koger sirup. Nogen siger at det må man ikke. Andre siger, at cyanid bliver nedbrudt når man opvarmer det, og at man dermed godt kan holde stenene i.
For at være sikker, skrev jeg til giftlinjen, men fik som svar, at det var udenfor deres kompetenceområde. Nå… Hvis der sidder nogen derude og ved noget mere om det, eller ved hvor jeg kan finde mere info, så vil jeg meget gerne høre om det! 😀
Indtil da kan jeg kun sige, at der altså er nogen, der koger kirsebær sirup med stenene i. Det letter jo arbejdet en del, at man er fri for udstening. Og det skulle give en lidt mandel agtig smag, som jeg formoder kunne gå godt, både til søde og syrlige kirsebær. 🙂
For nu, har jeg selv udstenet denne portion. Det kan man jo gøre uanset hvad, hvis man fortrækker det! 🙂
Ellers skal man måske være opmærksom på et evt. cyanid indhold i kirsebærsten. Og ikke indtage siruppen i kæmpestore mængder, eller servere det som saft til børn, hvis man holder stenene i.

Friskplukkede kirsebær direkte fra træet - Jeg sidder faktisk oppe i træet!

Selveste opskriften på min kirsebær sirup

Jeg startede med ca. 400g meget søde kirsebær, eller moreller eller hvad de nu er. Jeg vejede dem inden jeg udstenede dem, så efterfølgende har der nok været noget mindre end 400g.
Jeg synes det er nemmest at udstene kirsebær ved at skære dem i halve og derefter pille stenene ud.

Til de udstenede kirsebær tilsatte jeg 200g sukker og 1dl vand. (tilføj evt. mere sukker hvis dine kirsebær er syrlige!)
Jeg vil helst ikke putte for meget vand i, for det skal bare koges fra alligevel, og jo mere vand, jo længere tid tager det for siruppen at blive tykkere. Så fordobler man portionen, behøver man ikke fordoble mængden af vand. Det skal bare lige kunne opløse sukkeret og trække saften ud af kirsebærrene.

Kirsebær, vand og sukker bringes i kog og simrer i 10-15 minutter, imens man somme tider rører lidt i det. Og man skal passe på og holde det ved lav varme, for det vil gerne koge over.
Så skulle saften gerne være kogt ud, og så skal man til at sigte bærrene fra. (Gem evt. disse til senere brug! 😉 )

Nu kan man lave en lille test, ved at køle et par dråber af siruppen på en ske eller en tallerken, for at se hvordan konsistensen er. Det bliver nemlig lidt tykkere, når det køler.
Synes man, det er for tyndt, hælder man det tilbage i gryden, og simrer det videre i 5-15 minutters tid mere. Og så kan man lige tage det værste skum af toppen med en ske. 🙂

Min portion her simrede i 15+15 minutter og fik en rigtig dejlig tyktflydende konsistens! Og der endte med at være ca. 300ml færdig sirup.

Hjemmelavet kirsebærsirup som kan bruges til saftevand og desserter!

Den færdige sirup hældes på rene glas eller flasker, og opbevares i køleskab. Man kan godt skylle glas og flasker i atamon, det øger holdbarheden en smule. Jeg fortrækker at undgå konserveringmidler og bare skolde mine glas med kogende vand, og hælde siruppen op mens den er varm. Så er alle evt. bakterier døde. Og den her lille portion, kan vi SAGTENS nå at drikke, inden den bliver dårlig! 😋
Næste gang laver jeg en større portion!

Hvad med de kirsebær man har siet fra?

Herhjemme er der ikke noget, der går til spilde! Derfor, (selvfølgelig kun derfor jo, det har slet ikke noget at gøre med min forkærlighed for søde drinks. 😉 ) er resterne af kirsebærrene, som blev siet fra min kirsebærsirup blevet til likør! 🍷

I skrivende stund, er den ikke færdig i endnu. For den skal lige trække i nogle måneder. Men det kan man altså! Man lader blot de frasorterede kirsebær køle lidt af, og hælder vodka over. Jeg tror ikke den bliver super kraftig, for siruppen var, i sig selv, også ganske mild, men jeg tror, det bliver godt!  😀

Nu vil jeg nyde mig en stille stund i mine snerleblomster og min knastørre græsplæne, med et køligt glas hjemmelavet kirsebærsaft, af min sirup! 😍

 – Lærke

One Comment

Skriv en kommentar