Nem hjemmelavet is! -Uden ismaskine!

Det her er nok den nemmeste måde at lave en lækker, cremet, hjemmelavet is på, uden ismaskine! Der skal ikke røres undervejs når den fryses, og isen består kun af to ingredienser. Og så selvfølgelig lige den smag man gerne vil have i! 😀
Det er garanteret nemt og hurtigt, og lige hvad vi har brug for her til sommer!

Hjemmelavet chokoladeis med kondenseret mælk - Uden ismaskine

Jeg laver stort set aldrig is selv, for jeg har ikke nogen ismaskine. Og alternativet med at røre en milliard gange imens man fryser hjemmelavet is, gider jeg nok bare ikke. Men det kan altså godt lade sig gøre uden, og altså også med et rigtig godt resultat pga. den kondenserede mælk. Det er ikke sundt, men det er tilgengæld mega-lækkert! 😀

Kondenseret mælk består af sødmælk og sukker, der er kogt ind, indtil det har en lækker tyktflydende konsistens. Jeg har et helt indlæg om kondenseret mælk hvis man er interesseret i at læse mere om det, og prøve at lave det selv. Der er også en opskrift på karamel af kondenseret mælk i det indlæg. Det har jeg leget ret meget med. Derfor var det også helt oplagt for mig at lave den her hjemmelavede is af kondenseret mælk! Og det er virkelig nemt! 😀

Ingredienser til hjemmelavet is

En dåse kondenseret mælk eller en portion af det hjemmelavede efter opskriften i linket ovenover.
½ l piskefløde
Og smag efter smag.

Vanilje er jo en helt oplagt smagsvariant. Man kan også bruge lakridspulver, kakao, Nutella, peanutbutter og andet nøddecreme, og mange andre ting af den slags. Prøv med 1spsk smagsgiver først, og smag til om der skal mere i. Jeg har også lavet is med rabarber kompot og andre hjemmelavede marmelader, og her kan isen godt bære noget mere end en spiseskefuld. Det samme hvis man bruger frisk frugt. Mit næste isprojekt tror jeg bliver passionsfrugt! 🙂
Man kan også bruge knuste chokolade skildpadder, snickers, daim, peanutbutter cups eller andre ting i den dur. Eller hjemmelavet karamel crunch.

Sådan laves isen

Jeg har set en del forskellige opskrifter med alle mulige forskellige udgaver af hvordan man blander ingredienserne. Nogen pisker først fløden og pisker derefter den kondenserede mælk i. Det har jeg ret dårlig erfaring med.
Andre blander alle ingredienserne og pisker så, til det har konsistens som let flødeskum. Det vil virke med nogen ting, men nogen smagsvarianter skal man altså blande mere forsigtigt i, når fløden og den kondenserede mælk er pisket, så det ikke påvirker flødens evne til at blive pisket til skum.

Man kan også piske fløden til skum først og derefter vende den kondenserede mælk i sammen med den smag man vil have. Har man lavet kondenseret mælk selv, og er i tvivl om konsistensen er helt rigtig, er det den sikreste løsning, men det kan som udgangspunkt sagtens lade sig gøre at piske ismassen af fløde og kondenseret mælk luftig. Også med hjemmelavet kondenseret mælk.

Hvis massen begynder at se sådan her ser ud, er den skilt. Det er en lille ærgerlig ting, der kan gå galt. Isen kan stadig godt fryses og smager også okay, men konsistensen vil altså ikke være ligeså lækker!

Hjemmelavet is af kondenseret mælk, som er skilt.

Det her er sådan de færdige ismasser helst, nogenlunde skal se ud, inden de fryses. Og i grunden ser de ikke meget anderledes ud, når de er frosset. De er bare hårdere og kolde og dejlige! 😀

Så skal isen i fryseren!

Man kan sagtens dele portionen og lave flere smagsvarianter af samme portion. Så kan man vælge at fryse hver smagsvariant, i en stor portion, i en bøtte med låg. Eller man kan fryse isen i små fine portions anretninger. F.eks. i silikone muffin forme eller noget lignende, der kan tåle frost. Det synes jeg er lidt sjovt! Så kan man f.eks. lige poppe en i et glas iskaffe eller kakao, og måske blende det en tur til en slags frappé… 😉
Det kan også være, at man har nogle ispind-forme. Det tror jeg, jeg skal have købt mig på et tidspunkt.
De små portioner er også lidt hurtigere at fryse, men de skal altså stadig have lov at ligge i fryseren i nogen timer. Også gerne natten over hvis det er store bøtter.

Jeg håber dette har givet lidt inspiration, hvis nogen vil prøve kræfter med en rigtig nem hjemmelavet is af kondenseret mælk! Jeg synes i hvert fald, det gør det meget nemmere, at man kan lave det uden ismaskine! Uanset om man vil prøve at efterligne eller forbedre sin ynglings købeis, eller man vil lave sine helt egne spændende varianter, som ikke kan købes i nogen butikker! 😉

Rigtig god sommer! 😀

– Lærke

4 Comments

Skriv en kommentar