Som overskriften siger, er det her en virkelig nem opskrift på blåbærpandekager. Små tykke og svampede pandekager med masser af lækre blåbær! Lidt mere i amerikansk pandekage stil, end de pandekager jeg oftest laver, men nogen gange må der lidt afveksling til. Og blåbær er jo dejlige!
Jeg har lavet dem til brunch, for ikke så længe siden, men de er faktisk lige så gode på alle andre tider af døgnet også, de her blåbærpandekager. 😉
Opskrift på de nemmeste blåbærpandekager
Af denne super nemme opskrift, bliver ca. 20 lækre blåbærpandekager
Man skal bruge :
200 g frosne blåbær
200g mel
2 tsk bagepulver
2 tsk vanillesukker
2 spsk sukker
2æg
2dl mælk
Og evt. et lille nip salt
Først blandes de tørre ingredienser, så man undgår klumper i bagepulveret osv. Så piskes æggene i, og mælken lidt af gangen, og til sidst tilsætter man blåbærrene.
Pandekagerne bages på en pande, med lidt fedtstof, ved lav til middel varme, så de når, at blive rimelig gennembagt uden at blive sorte. 🙂
Hvis man har en blinispande er den rigtig god til formålet, og giver flotte runde blåbærpandekager, men man kan også sagtens lave klatter på en normal pande eller en pandekage pande.
De færdige blåbærpandekager smager rigtig godt i sig selv, og behøver ikke ret meget mere topping end måske lidt sirup eller flydende honning.
Uh måske skulle man prøve lige at hælde lidt kondenseret mælk på? :O
Jeg vil ikke sige, at det er sådan nogle pandekager man ikke skal begynde at smøre nutella på, eller et eller andet. Det skal jeg ikke være for hellig til at påstå, at jeg godt kunne finde på. 😉 Men de smager altså godt, og det er jo en ejendommelig farve de får! 🙂
– Lærke