Jeg er ret vild med broccolisalat. Det passer til rigtig mange forskellige ting. Og denne broccolisalat er, efter min mening, den bedste der findes. Mange af denne type broccolisalater, ligner nok hinanden. Hemmeligheden, tror jeg, ligger i, at finde den kombination, man synes er perfekt. Både af dressing og af de resterende ingredienser. Udover broccolien selvfølgelig. Så der er nogle variationer, man kan lave, helt efter sin egen smag. 🙂
– Også er det jo smart, at man kan snyde folk, der ikke gider spise broccoli, til at spise broccolisalat, ved at putte bacon i. 😉
Ingredienser broccolisalat
1 Broccoli hoved
1 pakke bacon i tern
1 Rødløg
1 god håndfuld Solsikkekerner
1 god håndfuld Rosiner
Og dressingen kommer vi til lidt senere.
Jeg glemmer sommetider en af tingene der skal i, og sidder og tænker “Ej der skulle også have været rosiner i. -_- ” Det er heldigvis stadig en god salat af den grund, men den rette balance imellem alle smagene, kommer bedst til sin ret, hvis man husker det hele. 😉
Nu hvor jeg har skrevet opskriften ned, kan jeg jo også nemt selv se efter. Så det er jo perfekt. 😀
Først ristes solsikkekernerne på en tør pande, til de er blevet let gyldne. Det gør smagen lidt mere intens og nøddeagtig. De lægges så til side, så man kan stege baconen på samme pande. Når baconen er sprød, skal den på fedtsugende papir.
Broccolihovedet skal deles i små buketter. Stokken bruger jeg også. Den helt kedelige ende skæres lige fra, og så skærer man resten af stokken i passende små stykker. Broccolien skal også tilberedes lidt. Alt efter hvor rå eller kogt, man kan lide sin broccoli, kan man vælge om man vil blanchere, koge, tilberede i mikroovnen, eller hvad man nu plejer. Som regel overhælder jeg min broccoli med kogende vand og lader det stå lidt. Det synes jeg er tilpas.
Alt hvad der er varmet op, skal nu køle af, inden man samler sin broccolisalat. Imens kan man hakke rødløget fint, og blande dressingen.
Ingredienser til dressingen
Mayonnaise
Cremefraiche
Citronsaft
Salt og peber
Og evt. lidt sukker eller honning og dijonsennep
Dressingen til denne broccolisalat består ca. halvt/halvt af mayonnaise og cremefraiche. Det kan man regulere, alt efter hvor glad man er for smagen af mayonnaise, og hvor fed man vil have den.
Dressingen smages til med salt, peber, citronsaft og evt. lidt sødt og lidt dijonsennep.
Herefter kan man putte sit fyld i dressingen. Jeg plejer, at blande alle de resterende ingredienser i, inden broccolien, så det er fordelt rigtig godt. Skal det se lidt ekstra fint ud, kan man holde lidt af det tilbage, og drysse på som pynt til sidst.
Så er broccolisalaten færdig, og den kan jo sagtens spises for sig selv, men de fleste vil jo nok spise den som tilbehør til noget andet. Den er god og frisk til en sommerret. -Faktisk synes jeg, den er ligeså velegnet til picnic, som kold kartoffelsalat. Men den er altså ligeså velegnet til en vinterdag. -Som tilbehør til et godt stykke kød eller en steg. Om det så er til hverdag eller fest. 🙂
- Lærke
Skriv en kommentar