Rød Tzatziki – Med peberfrugt

En idé jeg fik den anden dag… Om man mon kunne lave tzatziki med andet end agurk. Jeg ved, at man godt kan lave det med squash – Det smager rigtig godt, hvis man blander det med agurk, men ville en rød tzatziki smage godt? F.eks med peberfrugt? Svaret er ja. Det her er resultatet af forsøget, og hvad jeg puttede i, udover peberfrugt…

Opskrift på alternativ tzatziki med peberfrugt

Normal tzatziki er meget nemt at lave. Denne røde tzatziki med peberfrugt, er ikke meget sværere, bortset fra, at peberfrugt ikke er ligeså nemt at rive på et rivejern. Det går nemmere, hvis man har et mandolinjern. – I øvrigt, et af mine ynglings køkkenredskaber, som jeg godt kan anbefale, at man skaffer. Det letter hakkeopgaver af grønsager betydeligt. Jeg bruger mit rigtig meget. 🙂

Peberfrugt kan bruges i tzatziki - opskrift

Opskrift på rød tzatziki med peberfrugt

Til 250g cremefraiche brugte jeg 2 peberfrugter og 2 fed hvidløg. Mængden af hvidløg kan man jo regulerer alt efter hvor vild man er med den slags. 😉 Derudover smagte jeg til med salt, peber og citronsaft. Så det er jo ganske enkelt.

I stedet for cremefraiche kan selvfølgelig bruges græsk yoghurt eller andet. Man kan dræne cremefraiche/græsk yoghurt, eller hvad man bruger, fra vand, hvis man synes. Så bliver tzatzikien mindre flydende og mere cremet, men man kan også sagtens lade være.

Peberfrugt revet på mandolinjern - til tzatziki

Peberfrugterne skal lige ordnes for kerner osv. og så skal de bare, hakkes/strimles/rives/køres en tur på et mandolinjern. Hvidløgsfeddene presses eller hakkes/rives fint, og begge dele blandes i “dressingen” af cremefraiche, salt, peber og citronsaft.
Hvis man vil skjule lidt ekstra sundhed, i den her røde tzatziki med peberfrugt, kan man også rive en pastinak eller persillerod, eller noget lignende, fint i.
Nogen gange må man jo kamuflere, hvad man kan. 😉

Lækker rød tzatziki med peberfrugt
 – Lærke

Skriv en kommentar