Chocolate chip cookie i mikroovn

Opskift på Chocolate chip cookie med m&m's, bagt i mikroovn

Jeg har fundet denne opskrift på en chocolate chip cookie i mikroovn. Så nu har jeg besluttet, at det bliver et lille tema, her på bloggen. Kage man kan lave i mikroovn. Det er en sjov og hurtig lille ting, til den akutte lækkersult, som man kan nyde selv, eller dele med en anden. 😉

Oversat til dansk, skal man, til denne chocolate chip cookie i mikroovn, bruge:

1 spsk smør
1 æggeblomme
1 spsk sukker
1 spsk brun farin
Lidt vanillesukker
Et nip salt
3 spsk mel
Og 1½ spsk M&M’s eller små chokoladeknapper.

Jeg valgte en god ildfast glasskål, med flad bund til dette formål. Den måler ca. 12 cm i diameter. Det tror jeg, er en rimeligt passende størrelse.

Opskift på chocolate chip cookie med m&m's, bagt i mikroovn.Mit smør var lige kommet ud af køleskabet og altså stort set, sten hårdt, så jeg startede med, at putte, den spiseskefuld, der skal bruges, i mikroovnen, i 10 sekunder. Dertil tilsatte jeg æggeblommen, salt, sukker, brun farin og vanillesukker og rørte det grundigt sammen, så tilsatte jeg melet og rørte det godt med og til sidst blandede jeg M&M’s i, og lagde også lidt ovenpå.

Jeg bagte min chocolate chip cookie i mikroovnen, i et minut, ved fuld styrke. Tiden afhænger lidt af ens mikroovn og også hvor sprød, man gerne vil have sin cookie. Så man må prøve sig lidt frem. Man skal bare passe på, at den ikke får for meget, for den kan hurtigt blive brændt.
Når den er bagt, skal den køle af. Så bliver den lidt nemmere at få ud af skålen. Det er dog endnu ikke lykkedes mig, at få den ud i ét stykke, jeg tror slet ikke, det kan lade sig gøre, men den smager altså lige godt for det. 🙂

Færdigbagt chocolate chip cookie med m&m's, bagt i mikroovn.

Overdøver samvittigheden din lækkersult, har jeg også en sundere og glutenfri, men stadig virkelig lækker, opskrift på paleo-venlig kage i en kop, der ligeledes bages lynhurtigt i mikroovn. Den kan bestemt anbefales. 😉

– Lærke / Æ

Skriv en kommentar