Buste af papmache – Til udstilling af smykker, hatte, tørklæder mm.

De her “buster” har jeg lavet nogle stykker af efterhånden. Jeg ved ikke om “buste” egentlig er det rigtige at kalde det. I ved sådan en buste der udtales “byste”. En smykke-buste med hoved…? 🤔
Jeg manglede i hvert fald noget at udstille hatte, øreringe, halskæder, tørklæder, halsedisser og alt sådan noget på, og jeg har ret hurtigt forelsket mig i, både processen i at lave de her buster, (jeg ELSKER papmache) men også i hvordan de ser ud, og fungerer.
Det er nok ikke et børne-papmache projekt. Jeg ved godt, at det mest er det ry papmache har, men der synes jeg netop busterne er et meget godt eksempel på, hvad man OGSÅ kan med papmache! Jeg synes faktisk, man kan få et ret “professionelt” resultat. Så jeg håber, jeg kan udvide nogle horisonter. 😛
Udseendet har man selvfølgelig helt selv indflydelse på. Så hvis man synes, jeg har lavet hovedet for lille, på eksemplet jeg laver her, eller torsoen er for smal, halsen er for tynd, at den ikke er jævn nok, eller man f.eks vil kaste sig ud i at lave ansigt på sin buste, så er der fuld kunstnerisk frihed! Det her er bare inspiration, og en gennemgang af, hvordan jeg har lavet mine smykke-buster. 🙂

Indledende om papmache

Jeg synes der er en frihed i at arbejde med papmache. Der er ikke nogen regler. Ikke nogle bestemte mønstre man skal følge. Det er som regel ikke de hurtigste projekter at gøre færdige, og det her er ikke en undtagelse, men det synes jeg ikke er et minus. Har man ikke en mindre formue at bruge på hobbyartikler er papmache også genialt! For selvom mængden af papirspild heldigvis falder gradvist i vores samfund, og vi bliver bedre til at genanvende det, kan man stadig sagtens finde masser gratis genbrugspapir. Og det lim jeg bruger er altid hjemmelavet lim af mel og vand. Hvilket bogstaveligt talt kun koster en skefuld mel, og så har man en ganske anseelig portion klister, uden nogen former for kemikalier i. Man kan spise det, hvis man bliver sulten undervejs, det sker der ikke noget ved. Selvom jeg ikke tror det smager synderligt interessant. 😉
Man skal også bruge en pensel. Jeg pensler lim på mine papirstrimler fremfor at dyppe dem. Men det behøver ikke være noget fint. En lidt stor pensel, er nok at fortrække. Min er gået i stykker. Skaftet er faldet ud, men det var alligevel mest i vejen. Så den er helt perfekt uden.
Er man helt ny i det, har jeg også et mere generelt indlæg om papmache. 🙂

Der skal også lidt andre materialer til, men generelt kan jeg godt lide bare at bruge hvad jeg lige har. Dvs. rigtig tit ting, der ellers bare skal smides ud. For man kan nærmest bygge hvad som helst ind i papmache. Ikke køkkenaffald, eller andet der er vådt eller beskidt. Men pap- og kartonemballage, bobleplast og andet pakkeskum, og stofrester af forskellig art, fungerer f.eks rigtig godt! Det betyder tilgengæld, at det her måske ikke er en meget præcis guide. Jeg har prøvet at bruge rimeligt “normale” ting i guiden, ingen enlige vanter ol. men det er stadig ikke sikkert, at du står med lige præcis de samme “materialer” til rådighed, som jeg har brugt. Og jeg har heller ikke billeder af hvert enkelt stykke papir jeg har lagt på. Det ville simpelthen komme til at fylde for meget. Tag det som inspiration, og brug hvad du har eller kan skaffe. 😊

Fyld materialer der sagtens kan bruges i papmache

Forskellige typer papir egner sig til forskellige ting, indenfor papmache. Glat papir fra magasiner ol. kan limen have svært ved at klistre på, men det kan måske godt bruges alligevel. Den lidt stivere struktur, der ikke bliver blødgjort af limen, kan bruges til at rette ujævnheder og uønskede fordybninger op, hvis man netop undlader at lime, men lader et hulrum være under papiret, og limer noget andet papir ovenpå. Der er sådan nogen ting, i forhold til forskellige papir-typer, som man finder ud af lidt hen af vejen.
Noget af mit favorit papir til papmache, er det der grå-brune pakke-papir, man bogstaveligt talt får tilsendt i kassevis, når man køber ting på nettet. Det er rimelig kraftigt men har samtidig en dejlig fleksibel stuktur, og kommer godt omkring rundinger f.eks. på hovedet ol.

Sådan har jeg lavet min buste

Det der gør, at det er et projekt, der tager lidt tid at gøre færdigt er, at det er en kæmpe fordel at lade nogle af elementerne tørre undervejs. F.eks når man monterer halsen og hovedet på skuldrene. Det kræver ikke ret meget papir at få det til at sidde godt fast, men papiret er ret skrøbeligt, mens det er vådt. Så det er nødvendigt, at lade det tørre helt, undervejs i processen, så det ender med at kunne stå oprejst uden at klaske sammen.
På den måde, er det så heller ikke et projekt, man behøver at lave færdigt på én gang. Man kan bygge lidt videre, når man lige har tid. Og se på det med friske øjne senere. Det kan have sine fordele. 🙂

Her har jeg lavet en lidt lille version af busten. Det var nemmere at vise på billederne, men jeg synes altså også det er en rigtig fin mulighed. Specielt hvis man skal bruge den som smykkedisplay, kan det være en fin måde at få den til ikke at fylde for meget, så fokus forbliver på smykkerne, der er udstillet.

Dag 1 😎

Lige præcis hvor man starter, er ikke så vigtigt. Jeg starter som regel med at forberede et hoved af en ballon, som jeg puster op til en passende størrelse. På den lille her brugte jeg en vandballon. Den begynder jeg med at beklæde med papir. Og fordi balloner ikke er fuldstændigt lufttætte, de siver lidt over tid, skal man lægge et ret tykt lag papir, evt forstærket med karton, så hovedet ikke kollapser senere.

Halsen rullede jeg her af et stykke karton. På en større version, kan man bruge en tom toilet- eller køkkenrulle. Køkkenrulle kan være at fortrække, hvis man vil have halsen lidt længere. Og det kan være nemmere, at montere den på skuldrene af busten, hvis der er lidt mere materiale at arbejde med.

Mens det er vådt, kan man godt sætte paprøret på til halsen. -Jeg sætter ikke ballonen midt ovenpå paprøret, men vinkler den lidt, så “hagen” kommer ud over halsen.
Herefter vil man nok opleve, at det er en god idé at lade hoved og hals tørre, så det bliver mere fast at arbejde videre på.

Basen/bunden af torsoen har jeg lavet på hylsteret fra et gammelt kassettebånd. To på de store. Det er en meget specifik ting, som man måske ikke lige kan skaffe. Et cd eller dvd cover el., kan også gøre det, eller måske en stump af et bræt, og man kan også sagtens bare lave det af noget karton, eller noget andet emballage fra et eller andet, i en passende størrelse. Jeg fortrækker dog at have noget ret fast i bunden, eftersom at den jo helst skal være helt flad, så busten står stabilt. Hvis man ikke har brugt noget helt fast til base, skal man være opmærksom på, at papir udvider sig, når det bliver vådt, og har tendens til at trække sig i forskellige retninger, når det tørre. Så en karton base kan godt blive trukket skæv. -Det kan godt rettes op senere, men det er altså derfor jeg vælger at have en bund af plastik, eller noget andet, der ikke bliver påvirket af fugten fra limen.
Man kan godt tilføje noget vægt til basen af busten, for at få den til at stå mere stabilt, men jeg synes egentlig ikke det er nødvendigt. Efterhånden som man får bygget lagene af papir, karton og andet på, ender busten med at blive rimeligt tung og solid i sig selv.

Bunden, hvad end jeg har valgt, busten skal stå på, beklæder jeg også først med papir. Jeg forstærker evt. med karton, hvis der er områder, jeg vurderer er for tynde.

Skuldrene og torsoen laver jeg af to stykker ståltråd i en passende længde, som jeg bøjer i en grov form, og sætter fast på bunden, fra hjørne til hjørne, med papirstrimler. Det kan være en fordel at lave et lille buk på enderne af ståltråden, så det ikke bare smutter ud af papiret igen, mens man arbejder med det. Nu kan man godt arbejde lidt op af ståltråden, så den bliver holdt fast og lige nederst, men igen er det her en fordel at lade det tørre, inden man sætter for meget på. -Man kan bedre forme ståltrådene når papiret er tørt og de sidder helt fast.
Så her, når jeg har lavet hovedet og halsen og basen med ståltråd, lader jeg som regel projektet ligge og tørre til dagen efter.

Dag 2 🤸‍♀️

Derpå kan jeg godt lide at forme ståltrådene til skuldrene, så de bliver lidt højere på ryggen, og runder mere ned fortil mod brystkassen. En anden væsentlig ting er også, at ståltråden peger ret symmetrisk opad. Jeg kan godt lide, at torsoen er smal i bunden og skråner udad op mod skuldrene. Så jeg peger mine ståltråde lidt udad, og sørger for, at det er så ens som muligt på begge sider, som jeg kan gøre det på øjemål. Bredden mellem trådene kan man godt prøve at måle mere præcist. Og ingen panik, hvis det ikke bliver helt lige nu. Det kan man også rette op på senere. Og igen kan det også ske, at papiret tækker det lidt skævt, og man må rette det op igen, efter det er tørret. 🙂

Til al det her rette arbejde, kan det være godt at lave nogle faste holdepunkter med karton. Jeg kan godt lide at sætte et bredt stykke over ryggen. Jeg har lidt i baghovedet allerede, hvordan jeg gerne vil sætte halsen og hovedet på, når det bliver muligt. Her lod jeg først et hul være åbent i toppen, men som man vil kunne se, endte jeg med at skifte mening og lukke det til senere. Jeg troede jeg ville sætte halsen ned i hullet og sætte den fast, men jeg endte med at lukke hullet til og sætte halsen ovenpå i stedet. Begge kan lade sig gøre.
Men sådan kan man altså sætte nogle flere stykker karton, for at stive torsoen af i den rigtige form. Nederst, på det mere lige stykke og på siderne, kan man sætte nogle større stykker, som man klipper til, så de passer. Når der er stivere på tværs, sætter jeg også nogle brede stykker karton over skuldrene. Det er en nem måde, at få en god runding, som man ikke kan lave med tyndt papir. På den måde dækker man så meget som muligt af torsoen med karton, der limes fast med papirstrimler, og overlap og mellemrum kan så lukkes med mere papir.

Hovedet og halsen kan man også arbejde lidt videre på, lave hagen lidt tydeligere og lave nakken mere rundet op mod baghovedet. Synes man ved nærmere eftersyn, at hovedet er for lille i forhold til torsoen, (Det gjorde jeg) kan man f.eks give et lag bobleplast, men pas på med for store lukkede stykker plast og skum. Hvis lagene indenunder stadig er fugtige, kan man ske at indkapsle fugt, der vil have svært ved at trænge ud gennem plasten.

Derudover kan man overveje videre på, hvordan man får halsen monteret på skuldrene. Har man længde nok på sit paprør, kan man klippe nogle hakker op i, som kan bukkes udad og bruges til at fæstne på torsoen. Ellers kan man klistre nogle flapper på, som jeg gjorde herunder.

Her er det en god idé at lade det hele tørre igen.

Dag 3… Eller sådan ca. 😉

Når hals og hoved kan monteres på skuldrene, gør jeg det som regel med busten liggende. Man kan om nødvendigt, ligge noget under hovedet, for at give nakken den rette vinkel. Og så sættes de to dele sammen, med tilpas meget papir og smalle karton strimler, til at busten kan bære vægten af hovedet, når man har ladet den tørre. Kan den ikke helt det herefter, kan man godt lade den ligge ned, give den lidt ekstra papirlag og give dette tid til at tørre også.

Når busten er stærk nok til at stå, er det, i bund og grund, bare at forme videre på den, indtil man synes den er pæn. Det er her de forskellige tykkere fyldtyper kommer ind i billedet.

Jeg bruger først karton til at beklæde med, samt bobleplast, tynd skum fra diverse pakker, og små stofrester, til at forme og bygge på busten. -Når man konkluderer, at halsen skal være tykkere, og mest i bunden hvor den runder ud mod skuldrene, hovedet skal have konturen af en hage, måske skal det faktisk være lidt større i det hele taget, og skuldrene skal være lidt bredere på ryggen, så bruger man bare forskellige ting, man lige har, til at bygge på, hvor man vurderer det er passende. Og så bruger jeg mindre kartonstykker og efterhånden tyndere papir til at jævne det færdige resultat af.

Kroge til smykker 📿

Derudover har jeg valgt, specielt til denne lille buste, men jeg gør det også nogen gange på de store, som jeg skal bruge til smykkedisplay, at montere nogle små ringe og kroge, som man kan hænge smykkerne på. Man kan bruge ståltråd, men her har jeg valgt at bruge nogle gamle sikkerhedsnåle.
Jeg laver to ringe, til at hænge øreringe på, og en række kroge ned af ryggen, som kan bruges til at justere hvor højt halskæderne hænger.
Delene til øreringe lavede jeg, på denne, faktisk inden jeg monterede hovedet på torsoen, krogene ned af ryggen lavede jeg efter.

“Ørerne” kan være lidt svære, for de kan næsten kun sættes på øjemål, men jeg prøver at gøre det så symmetrisk som muligt, så øreringene, der skal udstilles, selvfølgelig kommer til at hænge pænt, lige højt, og lige langt fremme eller tilbage, i begge sider.

Krogene på ryggen sætter jeg lige på midten, som en rygrad, og giver dem en passende afstand og højde til at tilpasse halskæder i forskellige længder.
Metaldelene sætter jeg først fast med et par lag papirstrimler. Det lader jeg så tørre, og så jævner jeg den omkringliggende overflade ud med karton og andet af passende tykkelse, så delene kommer til at sidde pænt og godt fast.

Osv. 😋

Det videre arbejde, når jeg er nogenlunde tilfreds med formen på hoved, hage, hals, skuldre og resten af busten generelt, går egentlig i bund og grund ud på at jævne overfladen ud. Der vil utvivlsomt være en masse buler og huller, som man selvfølgelig kan lade være, hvis man synes det rustikke er dekorativt, men jeg fortrækker at jævne det så meget som muligt. Det gør jeg simpelthen bare med stumper af karton, og gradvist mindre og tyndere papirtyper, og fylder buler og lavninger ud.

Når det er ved at være rimelig jævnt, dækker jeg det med et ensfarvet lag papir. Det et oftest det her grå-brune pakke papir. Det gør det nemmere at se finere ujævnheder og få rettet dem op.
Er der områder hvor jeg kan mærke at det underlæggende materiale er blødt, hvis det er et sted med bobleplast el. sørger jeg også for at give et par ekstra papirlag netop der, så den endelige overflade ender med at være solid og fast.

Sidste lag papir kan man give afhængigt af hvordan man gerne vil dekorere sin buste. Jeg gik egentlig i gang med at gøre min hvid, men skiftede mening igen. Jeg kan godt lide det her pakkepapir. Så det beholdt jeg som sidste lag, men man kan også give et lag, f.eks. farvet silkepapir, (evt. flere lag hvis det er lidt gennemsigtigt) og farve busten på den måde.
Papmache er også altid en super oplagt overflade at dekorere med decoupage. Og man kan selvfølgelig også bare male busten, med maling efter ønske. 🙂

Til allersidst, når man er sikker på, at der ikke er mere man vil rette til, og busten er HELT TØR, kan man vælge at lakere den. Jeg gav den her en mat, vandbaseret gulvlak. Gulvlak fordi det er en rimeligt billig, men ret stærk løsning. Og mat, igen fordi jeg egentlig godt kan lide hvordan papiret ser ud, så jeg var ikke specielt interesseret i at gøre det blankt.
Det er ikke strengt nødvendigt at give det lak, måske slet ikke hvis man har malet den. Hvis busten ellers bliver holdt tør, skulle limen holde helt fint, men det giver lige et ekstra holdbart lag, og en fin overflade.

Smykkerne på denne buste har jeg forskellige guides til her på bloggen. Edderkopperne af perler, perlekugler og perlesmykker med blomster. 😁
Og den sidste her, har stået i Kirppu med hatte, huer, halskæder og halsedisser til salg. Den sorte halsedisse, er efter denne hækleopskrift. 🙂

 – Lærke

4 Comments

Skriv en kommentar