Jeg synes, de er så fine de her perlekugler, eller perlebær, kunne man måske også kalde dem.
I de rette farver kunne de faktisk godt minde om små fine brombær eller hindbær.
Man kan lave dem i et utal af spændende variationer, og forskellige typer perler, og bruge dem til f.eks flotte øreringe, andre smykker eller julepynt. 🙂
De allerfleste perlekugler, jeg har set, er “5-kantede”. Og de er faktisk også nemmest at lave. Fordi mønsteret kun består af “3-kantede” syninger. Jeg synes de har lidt for åbne huller. Så jeg fortrækker de “4-kantede”, der er lidt tættere.
Hvis man sammenligner de to typer på billederne herover, kan man forhåbentlig se, hvad jeg mener. De farverige, på billederne øverst, er eksempler på de “5-kantede”. Der skal man bruge 30 perler. Og de hvide er de “4-kantede” som vi kommer til nu; det er altså dem guiden her, tager udgangspunkt i.
Hvis guiden bliver indviklet at følge undervejs, så prøv at huske dette mønster.
Det er lettest at se på syningerne. For der sys hele tiden trekanter og firkanter ved siden af hinanden. En firkant må ikke være ved siden af en firkant, og en trekant må ikke være ved siden af en trekant. Giver det mening? 🙂
Når man først forstår idéen og mønsteret bag de “4-kantede” er de “5-kantede” ganske nemme at lære. 🙂
Inden vi begynder
Til en “4-kantet” perlekugle skal man bruge 24 perler og ca. 1 meter tråd. (Selvfølgelig mindre tråd hvis perlerne er mindre, og mere, hvis man bruger meget store perler) Jeg syr med kobber-, messing- eller ståltråd. Det giver et godt fast resultat, sammenlignet med f.eks sytråd, hvilket man dog også godt kan bruge.
Jeg syr altid mine perlekugler dobbelt. (Derfor en meter tråd) Det giver et mere fast og holdbart resultat. På den måde, kan man også måle hvor tyk en tråd, man kan bruge til sine perler. Fordi tråden skal kunne komme igennem hver perle 4 gange.
Skulle tråden ske at knække undervejs, kan man bare sy et nyt stykke i. Medmindre man har meget små huller i sine perler, og der ikke er plads til det ekstra overlap “sikringen” vil give. Så kan det være nødvendigt at pille det op og starte forfra.
Jeg syr hele tiden perler på højre tråd. Om man syr på højre eller venstre gør egentlig ingen forskel, man skal bare være konsekvent med det, og altså hele tiden gøre det på den samme.
Det er lidt svært at få den hele meter tråd med på billederne, så når enderne af tråden stikker ud, er det altså de to trådender. ?
Guiden til perlekuglerne
Man starter med 4 perler på midten af tråden, som man samler i en cirkel, ved at sy venstre trådende, gennem den yderste perle. Det er som sådan lige meget lige nu, men det letter forklaringen senere, for det er nemlig sådan man hele tiden syr flere perler på. Altså perlerne på højre tråd og “låser” ved at sy venstre tråd gennem den yderste.
Nu trækker man derved 3 perler mere på. Højre tråd. Syr venstre tråd igennem den yderste, og strammer til. Så skulle man gerne have to “moduler” ved siden af hinanden.
3 perler mere tilføjes, til højre tråd. Man syr den venstre gennem yderste perle, og strammer til.
Nu vil man kunne se, at syningerne i midten næsten danner en firkant. Den firkant gøres færdig, ved at man syr venstre tråd, gennem perlen til venstre.
Når det er gjort, tilføjer man to perler mere. Selvfølgelig til højre tråd, syr venstre tråd gennem den yderste og strammer til.
Nu hvor syningen i midten jo så er 4-kantet, skal syningerne rundt om altså være 3-kantede. Dermed skal venstre tråd igen sys gennem perlen til venstre.
Herpå tilføjer man 2 perler mere til højre tråd, syr venstre tråd gennem den yderste, og strammer til.
Så tilføjer man 3 perler mere. Højre tråd. Syr venstre tråd gennem den yderste og strammer til.
Syningen til venstre skal nu være 4-kantet, ergo syr man venstre tråd gennem den nærmeste perle til venstre. Og for at det ikke skal være løgn skal syningen til venstre for denne være 3-kantet. Så man syr venstre tråd gennem en perle mere til venstre.
Nu er der 3 perler imellem de to trådender. Altså skal der kun tilføjes 1 perle mere til højre tråd. Man syr også lige venstre tråd igennem, og strammer til.
Nu skal syningen til højre være 3-kantet, så man syr højre tråd igennem den nærmeste perle til højre.
Så tilføjer man 2 perler mere til højre tråd, syr venstre tråd gennem den yderste og strammer til.
Nu skal der igen en 4-kantet syning til venstre, og derefter en 3-kantet. Så man syr venstre tråd igennem de to nærmeste perler til venstre.
Igen har vi nu 3 perler mellem de to trådender, og skal derved kun have en perle mere på højre tråd. Den syr vi også venstre tråd igennem og strammer til.
Syningen til højre skal nu være trekantet, så vi syr højre tråd gennem den nærmeste perle til højre.
Så tilføjer vi 2 perler mere til højre tråd, trækker venstre tråd igennem den yderste og strammer til.
Endnu en gang skal der nu samles en 4-kantet og 3-kantet syning til venstre. Så venstre tråd sys igennem de 2 nærmeste perler til venstre.
Så tilføjes den sidste ene perle til højre tråd. Man trækker også den venstre tråd igennem og strammer til.
Så vil man kunne se, at de sidste syninger rundt i cirklen, i toppen af perlekuglen, ikke er gjort færdige. Det gør man lige, og det er lige fedt, om man gør det med højre eller venstre tråd. 🙂
Nu syr jeg, som nævnt, tråden gennem perlekuglen en gang til. Så hele kuglen er syet dobbelt.Det er ret lige til, men det er en god idé at de to trådender følges lidt ad, så man er sikker på, at man når hele vejen rundt, uden at der ligepludselig er et område, man ikke kan nå hen til. Specielt hvis man har perler med små huller, hvor tråden ikke kan nå igennem en unødig gang mere.
Når det er gjort, er det egentlig ikke nødvendigt at låse trådene. Hvis perlerne tillader det, kan jeg godt finde på at sy gennem et par gange mere. Men har man syet perlekuglen to gange, skulle tråden være sikker. Og så knækker man den bare af, så tæt på en perle som muligt.
Nu kan perlekugler monteres på en smykkedel. Jeg kan godt lide at sætte dem på creoler. Og det er nemt for dem sætter man bare igennem perlekuglen. Selvfølgelig så de færdige øreringe kommer til at hænge i en pæn vinkel.
Det samme kan man gøre med en halskæde, eller snor til ophæng. Og andre smykkedele eller o-ringe kan monteres i metaltråden. 🙂
Husk at øvelse gør mester. 🙂 Når man har prøvet det et par gange, skal mønsteret nok blive nemmere at se.
Variationer
Når teknikken sidder fast, kan man også begynde at lege med andre typer af perler. F.eks giver det, bestemt, flotte og sjove resultater, som man kan se herunder at bruge aflange eller dråbeformede perler.
De dråbe formede perler sætter man på tråden, hele tiden skiftevis i den ene og den anden retning. (Som vist på billedet i midten) Derved kommer de tynde ender til at samles med de tynde, og de tykke med de tykke. Det giver et fint mønster. 🙂
Man kan også lege med at bruge perler i forskellige størrelser. (Ja. Det er poi’er) 🙂
Her er nogle flere eksempler på hvordan perlekugler også kan se ud og hvad de kan bruges til. F.eks julepynt eller øreringe i størrelser fra ganske små til ret store 😀
Jeg håber det har været inspirerende! 🙂
Kunne ikke forstå hvad der skulle gøres. Mangler mange trin. Fandt en anden.
Hej Betina. Det er jeg ked af af du synes, men tak for at du skriver det, så jeg kan forbedre det. Hvis du har lyst, må du medre gerne uddybe hvilke dele du havde problemer med, så jeg har en lidt bedre idé om hvor jeg skal sætte ind. ?
Mvh Lærke
Tilføjelse: Ved nærmere eftersyn, kunne jeg godt selv se hvad du mente. Nu har jeg opdateret indlægget, med både nye billeder og tekst, så det forhåbentlig er nemmere at gennemskue!
Endnu engang tak for din feedback. 🙂
– Lærke