Her er en opskrift på trylledej! Anvendelsesmulighederne er mange! Man kan modellere pynt til alle årstider, højtider osv. Og det er faktisk rigtig nemt at lave!
Det eneste man skal bruge, er helt almindelige ingredienser, som de fleste har i deres køkken! 🙂
Opskriften på trylledej:
Man skal bruge:
2 dl hvedemel
1 dl fint salt
1 spsk olie
Og en 1 dl vand
Alle ingredienserne blandes, men hold lidt vand tilbage så dejen ikke bliver for klistret. Er den alligevel blevet klistret, tilsætter man bare lidt mere mel. Så æltes dejen til en ensartet klump. Den må ikke klistre til bordet, men den må heller ikke blive for tør.
Når man har lavet sin trylledej, er man klar til at bygge og lege! Og her er det kun fantasien, der sætter grænser! Lav f.eks figurer ved hjælp af kagerulle og udstikker forme, Form pølser til kringler eller lav figurer 🙂
Når man er færdig med at modellerer, er det bagetid, eller tørretid rettere sagt. For trylledejen skal bage i alt 4 timer, i en 100 grader varm ovn. Eller, hvis man vil være sikker på at undgå revner, 1 time ved 50 grader, 1 time ved 75 grader, 1 time ved 100 grader og til slut 1 time ved 125 grader. Og det kan være en god idé at beregne lidt mere tid, hvis man har lavet nogle store ting.
Dekoration af trylledej
De færdige trylledejs figurer kan dekoreres f.eks med maling eller decoupage og derefter lakeres. Man skal bare passe på, ikke at tilføre den færdige trylledejen for meget fugt! Og lade det tørre grundigt imellem forskellige lag og evt. lak.
Jeg brugte denne portion trylledej til at lave påskeæg! Som jeg valgte at pynte med Cernit/fimo-ler. Når trylledejen er bagt, og HELT TØR er den jo ret varmefast og egner sig derfor godt, som fyld i det finere ler.
Det er bare rigtig vigtigt, at man sørger for, at trylledejen er 100% tør. Ellers vil det danne nogle ret uhensigtsmæssige og irriterende luftbobler. 😉