Hjerter af cernit-/fimoler – DIY

Hvordan ser et pænt hjerte til et smykke ud?
Dette er et lille tip, til en nem måde at lave fine, symetriske hjerter af cernit, fimo eller andre former for ler. Der er nok mange måder at gøre det på, men dette er min version. 🙂

Guide til hjemmelavede hjerter

Man starter selvfølgelig med en klump ler, i en farve man synes er passende. Og husk, at noget ler bliver mørkere, når man bager det.
Skal man lave øreringe, har man brug for to klumper ler, der er så tæt på lige store, som man kan lave dem på øjemål. Jeg plejer at forme en pølse og dele den i to, på midten. Og de skal selvfølgelig ikke være alt for store, for så bliver øreringene for tunge!
Til øreringe og andre smykker har man brug for at monterer en lille ring til en smykkedel i hjertet. Så det skal man også have klar. Her bruger jeg bare et stykke ståltråd, der er bukket. Det kunne også have været en perlestav med et øje. Og vil man ikke bruge hjertet til et smykke, undlader man bare denne del. Man kan f.eks også lavet et lille hul til snor, med en nål. 🙂

Hver lerklump formes til en kugle, som trilles til en kort pølse. Her kommer så det meget simple trick, som egentlig bare går ud på, at man bukker pølsen let på midten, (omkring ståltråd eller perlestav, hvis det ønskes) og trykker den spids i bunden.
Så har man faktisk formen på et hjerte, men det ser måske lidt for rustikt ud. Løsningen på det er at forme det til, indtil man er tilfreds. Det kan godt blive lidt værre, før det bliver bedre, men med lidt øvelse, bliver det hurtigt helt fint. 🙂

Husk at vælge en forside og en bagside, og forme begge dele! Hjerterne skal ligge på bagsiden, når de bages. Og så bages de naturligvis efter anvisningerne på ler-pakken.

Jeg synes, disse hjerter er oplagte til øreringe, men de kan også bruges til mange andre smykker og helt andre ting! Til jul er de rigtig søde, men bestemt også resten af året!
Jeg holder mig som regel til røde og lyserøde nuancer, men man kan jo lave dem, i lige de farver man synes! 🙂

Hvis man er mere til videoguides, har jeg sådan en liggende på youtube! 🙂

Hjemmelavede hjerte øreringe af cernit eller fimo ler
– Lærke

2 Comments

Skriv en kommentar