Hjemmelavet kvast

Her er en lillebitte guide til, hvordan man kan lave sine egne kvaster af forskelligt garn, tråd mm. Ikke at forveksle med en pompom, eller garndulle. Helt ærligt forvirre alle de navne mig en lille smule. xD Men det her altså en kvast! Og alt efter hvad man laver dem af og hvor store, kan de altså bruges til en del forskellige ting! Og nemme at lave er de også! 😀

Sådan laver man en hjemmelavet kvast!

Garn og tråd!

Hvilket garn eller tråd man kan eller skal bruge til sine kvaster, afhænger fuldstændigt af hvad man vil bruge dem til!
Man kan lave nogle store, kraftige kvaster af lædersnører, vokset bomuldstråd, sejlgarn el. som kan bruges til nøgleringe eller som pynt på tasker osv.
Så kan man selvfølgelig lave af forskellige typer garn af forskellig tykkelse. Kvaster af disse typer kan man bruge som de større, men også som pynt på huer, i kanten af tæpper, sjaler mv.
Og endelig kan man lave små kvaster af finere tråd. Helt ned i størrelse af sytråd, hvor man kan bruge kvasterne i øreringe ol.

De her kranier har jeg også lavet en guide til på et tidspunkt og lavet kjoler til dem af små kvaster. Det synes jeg var lidt sjovt. 😀

I kvaster til smykker, vælger jeg at binde toppen af kvasten med en smykketråd, for at øge holdbarheden og gøre det nemmere at montere kvasten på smykkerne, men det giver nok bedre mening efter guiden. 🙂

Jeg har valgt to forskellige farver garn til mine kvaster her i guiden, for at man bedre kan se, hvad jeg laver. Man kan sagtens lave dem ensfarvede, men man kan også lave dem endnu mere multifarvede og bruge flere forskellige farver i selve kvasten.

Fortrækker man video guide frem frem for billeder og tekst, har jeg faktisk lavet en lille video på youtube til disse hjemmelavede kvaster! 🙂

Sådan laver man en kvast!

Når man har udvalgt sit garn, skal man bruge noget at vikle det omkring. Det er egentlig lidt lige meget hvad det er, bare det har en bredde, der er lig med længden, man vil have på sin kvast.
Jeg har set folk lave kvaster om deres tablets og telefoner. Og det kan man sagtens, men da man skal have en saks ind og klippe trådene over, ville jeg alligevel vælge at bruge noget andet. Bare så man ikke laver i ridser i noget, man ender med at blive ked af. 😉
Et stykke pap eller karton virker glimrende, og med lidt øvelse, kan man faktisk også bare vikle dem om sine fingre. 🙂

Man starter simpelthen bare ved at vikle garn, og i dette tilfælde har jeg valgt et stykke karton at vikle omkring. Man sørger for at holde fast i garn-enden og så vikler man indtil man har den tykkelse på kvasten man gerne vil.

Så klipper man garnet af, og så skal man have bundet trådene sammen så de ikke falder fra hinanden. Til det klipper man et stykke garn. Hvis kvasten skal sys eller bindes fast på noget, skal garnstykket være langt nok til det.

Den tråd putter man ind under garnet, man har viklet omkring kartonen, og trækker den op i toppen, hvor man binder en stram knude.
Så kan man tage garnet af kartonen, og så skal man til at vikle toppen sammen. Til det har jeg et smart lille trick!
Man retter lige toppen til, så garnet kommer til at ligge pænt. Så starter man med at danne en lille løkke af den tråd, der skal vikles omkring, og vikler omkring den samtidigt med, at man vikler tråden stramt om toppen af sin kvast. Man vikler til man synes “knuden” er kraftig nok. Så klipper man garnet af og putter enden gennem løkken, og så stammer man både den og den anden ende til. Man strammer altså løkken så meget, at den lige bliver trukket ind under viklingen, så begge trådender er låst godt fast. Så er man fri for at binde synlige knuder. 🙂

Til slut kan man så sy trådenderne ind, så de er godt skjult. Er de samme farve som resten af kvasten, kan man bare lade dem indgå i kvasten og klippe dem af i samme længde. Og hvis de er en anden farve klipper man dem bare helt af.

Så er der kun tilbage at klippe enderne på kvasten op, og måske klippe lidt til, hvis nogle af trådene ikke er lige lange. Og så er første kvast simpelthen færdig! 😀

 – Lærke

Skriv en kommentar