Dette er en ganske nem lille måde, hvorpå man kan lave sine egne, fantastisk fine og farverige dutter til ørestikker, blot af en lille smule cernit, fimo eller andet ler, med prægede mønstre lavet af hvad man nu lige har ved hånden! 🙂
Guide – Dutter til ørestikker.
Man har naturligvis brug for noget polymer ler af en art. Cernit, fimo, hvad man nu foretrækker eller har. Derudover har man brug for noget at lave et mønster med. Det kunne f.eks være knapper, perler, skruer eller skruetrækkere, et andet smykke med et mønster man godt kan lide, eller stof.
Alt der har et mønster eller en tekstur, kan i princippet fungere. Nogle ting selvfølgelig bedre end andre, men det er nemt at prøve sig frem, og kan man ikke lide resultatet, ruller man bare leret sammen og prøver igen. 🙂
Men man skal altså bruge to små kugler ler, hvis man skal lave et ens sæt ørestikker. Man vælger ønsket farve, og de skal være nogenlunde ens i størrelsen.
Man tager først den ene kugle og placerer den nogenlunde på midten af det mønster, man vil have på sine ørestikker. Derefter presser man det let fladt mod et bord eller en anden overflade, (Selvfølgelig noget der ikke tager farve) og så piller man forsigtigt leret af og lægger sin ler-dut fladt på et stykke bagepapir.
Det gentager man med den næste kugle, så de to dutter bliver ens.
Når man er færdig, bager man dutterne efter anvisningerne på lerpakken. Og det er måske lidt spild, kun at bage et enkelt par af gangen, så jeg laver altid noget mere, inden jeg tænder ovnen. Man kunne f.eks også forsøge sig med hjerter. 😉 Men husk, at ting af meget forskellig størrelse, måske ikke skal bage lige længe.
Her ses også lige, hvordan det ser ud, når man laver dutter med tekstil mønster!
Det laver man simpelthen ved at trykke de små lerkugler let flade, med et stykke af et eller andet stof. Den grå her er lavet med tyl, den røde med cowboystof og den lyserøde med noget fint vævet hør. Jeg synes de er så fine! 🙂
Når de små søde cernit/fimo dutter er bagt og kølet af, er de klar til at blive limet på ørestikker!
Til det har man, udover ørestikker selvfølgelig, brug for en god stærk lim. Jeg plejer at bruge en flex-gel sekundlim. 🙂