Dette er en guide til hvordan man kan lave sin egen tryllestav af papmache! Alt man har brug for er en pind, papir, måske lidt snor eller andet pynt, og hjemmelavet papmache lim, som jeg også har en opskrift på! Og så måske lidt maling! – Mere om det hele lige her i indlægget! 😉
Der findes selvfølgelig mange typer tryllestave. Men jeg vil først lige vise hvordan jeg har lavet en hel simpel en med snoning, og tage udgangspunkt i den. Så vil der forhåbentlig være god grobund for eksperimenter, for der er masser af muligheder for stil og udsmykning, som jeg også vil komme lidt ind på, senere i indlægget!
Materialer til en tryllestav
Tryllestaven laver jeg med en pind som base. Det er ikke så vigtigt hvilken pind. Den skal bare være nogenlunde ren og tør. Bambuspinde er rigtig gode, men andre pinde kan også sagtens bruges. Især hvis man synes, tryllestaven skal være lidt tyndere, eller man gerne vil have en mere kroget, eller på anden måde interessant form, end en lige bambuspind. Gamle strikkepinde, pensler, ståltråd, ol. kan også sagtens bruges!
Jeg lavede pindene til mine tryllestave omkring 30-40cm lange.
Derudover skal man bruge papir! Til tryllestave af denne art, egner tynde papirtyper sig bedst, da de er nemmest at forme omkring pinden. Og gør, at man kan beholde de detaljer, man laver. Til de inderste lag kan smalle strimler avis sagtens bruges, men yderste lag er bedre at lave med noget silkepapir el. Og hvis man har noget brunt eller sort, eller andet silkepapir, der passer med den farve, man gerne vil have sin tryllestav til at være, behøver man ikke nødvendigvis at male den til sidst. 😉
Papiret skal naturligvis klistres fast til tryllestaven. Jeg bruger hjemmelavet tapetklister af mel, enten lavet i gryde eller i mikroovn. Hvis man bare laver en enkel tryllestav, eller et par stykker, kan man nøjes med at lave en ganske lille portion. 🙂
For at give den snoede detalje, bruger jeg et stykke snor, omkring en meter langt, selvfølgelig afhængigt af længden på tryllestaven, og om man også vil bruge snoren til at lave et håndtag med. Håndtaget kan undlades.
Sådan laver jeg tryllestaven
Jeg fæstner først snoren i det, der skal være toppen af tryllestaven, og så begynder jeg at sno den nedad, i så tilpas bred en snoning jeg nu synes. Når jeg når til der, hvor jeg gerne vil have håndtaget, snor jeg snoren nogle gange oven på sig selv. Så snor jeg den ned til bunden, hvor jeg snor resten og fæstner enden. Enderne kan fæstnes med et stykke papir med tapetklister.
Derefter dækker jeg hele tryllestaven med et lag smalle strimler papir, idet jeg sørger for, at det er trykket godt fast ned om kanterne på snoningen. Og så bruger jeg evt. mere papir til at gøre håndtaget kraftigere, ved at lægge et par ekstra lag der.
Når jeg har gjort det, lægger jeg et lag silkepapir over hele tryllestaven. Og igen sørger for, at det er trykket godt til. Jeg bruger også gerne nogle små strimler og stykker af silkepapir, til at dække eventuelle folder eller sprækker i det inderste lag, og få det hele til at se pænere ud.
Det var sådan set nærmest en færdig tryllestav. Nu skal den tørre. Og har man brugt en god farve silkepapir, kan man vælge, at den er helt færdig nu. Men man kan også pynte den med lidt ekstra maling, eller anden farve. Jeg har dekoreret nogle af mine tryllestave udelukkende med tusch. -Det kan man godt. Posca ol. er specielt godt til lyse detaljer, men forskellige nuancer af brun og sort, kan bruges til at skabe et godt træ-agtigt look, hvis det er det, man går efter.
Trykkestaven her gav jeg blot en hurtigt gang med en brun tusch. Bare ganske let over det hele, for at forstærke konturene i snoningen og papiret.
De færdige tryllestave kan også lakeres, hvis man ønsker et mere holdbart, eller specielt blankt eller mat resultat. 🙂
Dekoration af tryllestave
De fleste af tryllestavene, jeg har lavet på denne måde, er lidt i Harry Potter universets stil. I hvert fald inspireret heraf. Det er jo relativt simple træ-tryllestave, med de her snoede mønstre, som man kan lege lidt med at lave smallere eller bredere, eller med lidt andre looks, ved f.eks som her, at bruge en stofstrimmel i stedet for snor. Den ene ligner lidt mere Hermiones tryllestav. 🙂
Man kan, som herunder, også sætte perler i enden af sine tryllestave. Jeg har først fæstnet dem med snor, og derefter formet lag af silkepapir omkring.
Fordi papiret trækker sig lidt sammen, når det tørrer, vil perlen muligvis stadig føles lidt løs. Derfor gav jeg mine en flydende type lim, som trak godt ned langs perlen, og fik den til at side helt fast. 🙂
Den blå edderkop er lavet efter min guide til perle edderkopper, og syet fast med tråd, som derefter er skjult med papir. 🙂
Den flade tryllestav med den gule perle, er lavet på en malerpind, hvilket giver et lidt andet, men også ret sjovt udtryk!
Jeg håber, det her indlæg har været inspirerende, og givet blod på tanden, til at lave mange flere forskellige typer tryllestave! 😀
Hvis det ikke var nok, har jeg også et indæg med idéer til tryllestave lavet af andre materialer end lige papmache. Der er også lidt inspiration, hvis man er ude efter en mere fe-agtigt tryllestav end dem i troldmandsstil. 🙂