Det her er en ting, jeg har haft lyst til at lave rigtig længe! Nemlig uhyggelige flasker, bøtter og glas til “eye of newt”, troldesnot, tørret fluesvamp og alle de andre mystiske ingredienser, der kun kommer frem ved den ganske særlige lejlighed som Halloween er! De er selvfølgelig i virkeligheden kun pynt og rekvisitter, men de kan blive super fine og dekorative! 😉
Det her skal du bruge!
Der skal ikke så meget til at lave de her! Man har selvfølgelig brug for nogle glas, bøtter og/eller flasker. Det gør ikke så meget om det er glas metal eller plastik. Så det kunne være fra alt fra krydderier til vitaminpiller, syltetøjsglas og meget andet!
Der udover skal man bruge noget papir, der ikke er for kraftigt. Silkepapir er rigtig godt, men det brune jeg har brugt til nogle af mine bøtter og glas, er faktisk bare fra en brødpose. Det fungerer fint! Papiret limer jeg fast med hjemmelavet tapetklister af mel.
Først krøller jeg papiret rigtig godt, og klipper eller river et stykke ud, der passer i størrelsen. Så pensler jeg hele min bøtte eller glas over med et godt lag tapetklister, og lægger det krøllede papir forsigtigt på, så det bevarer nogle folder. Så trykker jeg det lidt bedre fast, limer kanterne godt til, og sætter bøtten til tørre.
Mine bøtter og glas skal bare være til pynt, så jeg besluttede, at man ikke behøvede at kunne få låget af dem, også limede jeg dem til med vilje. Hvis man skal kunne få låget af, skal man være noget mere forsigtig med kanterne af papiret, når man limer det på, og undgå området hvor låget sidder fast omkring bøtten.
Dekoration
De sorte bøtter synes jeg egentlig var meget fine som de var her, men resten skulle jeg have malet alligevel, så de fik også en tur og blev lige endnu finere! Og nogle af bøtterne og glassene fik en lille kugle på låget som pynt!
Til at pynte selve bøtterne brugte jeg akrylmaling, lidt forskellige mørke farver og lidt sølv og kobbermaling til at “highlighte” krøllerne i papiret og få det til at ligne lidt mere metal.
Jeg lavede etiketter med et stort stansejern jeg har. Man kan også bare klippe nogen! Og så skal der skrives frygtelige ingredienser på! Jeg har bl.a. kondenseret ørevoks, fluesvamp og næsehår fra jordhveps! Jeg pyntede også lige etiketterne med lidt tusch og maling, så de så endnu mere rædselsfulde ud! Også klippede jeg nogle runde stykker af noget stof, jeg havde farvet lidt plettet med kaffe og maling. Det bandt jeg omkring nogle af lågene med lidt grov tråd.
Og det var vidst prikken over i’et!
Som altid – Rigtig glædelig Halloween! 🙂
Skriv en kommentar