Jeg er kommet til at købe en alt for stor pakke krympleplast! 😅 Så jeg har efterhånden eksperimenteret med en del forskellige ting! Deriblandt flag, og her altså i form af flagranker, som kan bruges til fødselsdags pynt! Man kan lave dem med navn på, men hvis man ikke nødvendigvis vil have én liggende til hvert familiemedlem, kan man også lave dem uden! Så er de mere anvendelige til alle fødselsdage og andre festligheder!
De kan også bruges som en virkelig fin hjemmelavet dåbsgave, med barnets navn på selvfølgelig, som kan bruges til mange, mange fødselsdage i årene frem! 🥰
Jeg har tidligere lavet nogle juletræs flagranker, som er superfine og små, men jeg fik sådan lyst til at prøve at lege med nogle, der var lidt større. Og da det kom til stykket gav fødselsdags flagranker bare mega god mening! Detaljerne man laver med krympeplast bliver super små og fine! Hele flagranken herover kom til at måle ca. 1 meter, men de kan sagtens laves både større og mindre! 😀
Hvad skal man bruge?
Man skal selvfølgelig bruge krympeplast! Man kan bruge hvidt eller farvet, alt efter hvad man har, eller hvordan man kunne tænke sig, at det skal se ud.
Det samme gælder det, man vil dekorere med! Krympeplast kan farvelægges med alle mulige forskellige typer farver. Jeg har nogle alkoholbaserede “Stylefile markers” som jeg er rigtig glad for, og mange kender nok også efterhånden Posca og lignende. Farveblyanter, andre tuscher, et tyndt lag akvarel maling osv. kan også gøre det.
Derudover skal man bruge en saks og noget at lave huller med. Jeg har lavet hullerne her med en normal hullemaskine. Og jeg markerede inden, hvor jeg ville lave dem. Synes man de er for store, kan man også sagtens bruge en hultang, eller et andet hul-aggregat. Og man kan også sagtens lave færre end her, hvis man gerne vil sætte en anden slags snor i, på en anden måde!
Åh ja, man skal selvfølgelig også bruge noget snor! Jeg har brugt en bast snor og syet flagene fast med blå sytråd.
Hvordan gør man?
Man kan jo gøre, som man synes er pænt. Jeg valgte et multifarvet tema til disse, man kan også holde nogle blå eller lyserøde, evt. pastel farver i forskellige nuancer.
Jeg syntes det var oplagt at skrive navnet med et bogstav på en trekantet fane i hver sin farve. Og så kan man tilføje andre sjove detaljer efter egen kreativitet! 🙂
Der skal selvfølgelig også nogle røde fødselsdagsflag til! (Medmindre ens flag er et andet end dansk. Så laver man bare det. 🙂 ) Jeg syntes det var pænt med splitflag. De kan sagtens laves mere enkle. Og så lavede jeg lidt forskellige størrelser. Man kan selvfølgelig lave dem mere ensartede.
Man skal huske, at krympeplast krymper til ca. en tredjedel af den oprindelige størrelse.
Mine trekantede flag startede med at måle ca. 10cm og endte med lige godt 4cm. Og de andre flag ligger selvfølgelig derimellem.
I øvrigt krymper noget krympeplast lidt skævt. Det burde være anført på pakken, hvis det er tilfældet, men man kan altid lige prøve-krympe et lille stykke for en sikkerheds skyld. Der skulle også gerne være anvisninger til, hvordan man krymper det, på pakken. 🙂
Alle flag og andre detaljer krympes efter disse anvisninger. Jeg krymper gerne tingene lidt af gangen, så jeg kan sørge for at trykke lidt ekstra fladt, med en bog el. om nødvendigt, mens tingene stadig er bløde. Derefter skal det hele sættes på snor og så er flagranken færdig! 😀
Skriv en kommentar