Variationer af den firkantede tehætte!

Jeg skrev på et tidspunkt et indlæg om mine kaffe/tehætter. Og jeg lovede, at jeg ville skrive et indlæg mere om nogle af de forskellige variationer, man kan lave. Nu er det her endelig!
I det her blogindlæg vil jeg vise, hvordan jeg syr kaffehætter og tehætter af kvadrater og med syningerne løbende på skrå i stedet for lodret! Stadig super simpelt! 😀

hjemmesyede tehætter og kaffehætter

De originale kaffe/tehætter er lavet af 4 lodrette striber stof, med en ret vinklet trekant i hver ende. Hvis man forestiller sig at hvert hjørne i toppen, i stedet er et kvadrat, og resten af hætten også er udfyldt af kvadrater, så er det det jeg har gjort her. For at gøre det nemmere at sy sammen, syr jeg alle kvadraterne sammen til 4 strimler, som jeg syr sammen til den færdige hætte efterfølgende. – Det er de 4 første strimler, man kan lave i et stykke hver, i stedet for at sy dem af kvadrater. Og det giver hætterne med syninger løbende på skrå.
Det er den hurtige forklaring, og altså sådan jeg er kommet frem til at sy hætterne på lige denne måde.
Jeg vil starte med at vise, hvordan jeg syr en tehætte af kvadrater. Så håber jeg at det giver lidt bedre mening og at dem med syninger på skrå vil være nemmere at forstå efterfølgende! 😀
De er i øvrigt super gode til små stofrester, der er for gode at smide ud, men for små til noget andet! 😀

Mål på kaffekander og tepotter

Jeg vil ikke give for præcise mål, for der findes mange forskellige tepotter og kaffekander! De kan være høje eller lave, og tud og hank kan være kortere eller længere. Så jeg synes, man skal måle sin egen og sy efter den!

Man måler omkredsen, der hvor potten eller kanden, er bredest. Altså som regel rundt om tud og hank. Så lægger man lidt luft til, så hætten kommer til at sidde pænt og ikke for stramt. Det mål deler man med 4, og så har man målet på sine kvadrater, diagonalt.
Højden er ikke nær så vigtig som omkredsen, når man syr hætten af kvadrater. Der vil omkredsen give en fast højde på hætten, alt efter hvor mange kvadrater man bruger! Højden på de fleste tepotter, vil nok passe med 5×4, måske 6×4 kvadrater.
Laver man høje kaffehætter må man have gang i en del flere kvadrater! Til de Bodum kander jeg ellers har syet hætter til, kan man bruge 8 eller 9×4 kvadrater, af 10×10 cm plus sømrum.
Vil man sy te- eller kaffehætten af hele strimler med syninger på skrå i stedet, lægger man bare kvadraterne sammen til et langt stykke.
Og man skal selvfølgelig huske at lægge sømrum til alle kvadraterne. Eller hvis man i stedet laver dem til strimler, rundt om hver strimmel!

målene på kvadrater og strimler til tehætter

Bruger man et ulige antal kvadrater x4, vil hjørnerne komme til at passe perfekt, når hætten foldes ind. Så f.eks 5×4, som giver en relativt lav, men fin hætte, eller 7×4 som giver en noget høj hætte! Så når jeg siger 6×4 vil hjørnerne ikke passe i hinanden indvendigt. Det er en mindre detalje, og det gør måske ikke så meget, men jeg ville lige nævne det alligevel. På samme måde kan man altså godt lave hætterne med strimler, hvor strimlerne ikke lige passer med mål på kvadrater, – Så passer hjørner ikke sammen indvendigt, men hey, mindre detalje. 😉

Her er 3 hætter som er syet henholdsvis med 5×4, 6×4 og 7×4 kvadrater. Man kan måske fornemme forskellen i højden, i forhold til bredden, på dem. Og som man kan se, er højden på den første sådan i grove træk, det samme som målet på et kvadrat diagonalt.

Hætte af kvadrater!

Man starter selvfølgelig med at klippe alle sine kvadrater og klippe tilsvarende stykker af det for, man vil have i. Disse zigzagges sammen 1 og 1, så hvert kvadrat stof har for på bagsiden.
Så lægger man dem op i 4 rækker, og arrangerer dem som man synes de skal sidde på hætten.
Lægger man dem op, sådan som jeg har gjort på billederne her, vil det passe med at de 4 spidser er toppen. Og den 1. række kvadrater, vil selvfølgelig blive syet sammen med den 4.

(De nederste kvadrater ender indvendigt i hætten, så her kan man godt snyde, og bruge noget andet stof, hvis man ikke har nok af det primære! Se lige mit fine pink 😉 )

Kvadraterne sys herefter sammen i de 4 rækker. Og så skal de 4 rækker sys sammen. Syningerne bagpå splittes inden man syr over, så stoffet ikke er for tykt at sy i nogen steder, og samlingerne lægges lige over hinanden, så de bliver pæne og lige. Brug endelig nåle om nødvendigt!

Når alle 4 strimler er syet sammen, sys den sidste samling sammen, så alle samlingerne passer, og strimlerne af kvadrater danner en slags rør. Denne syning vil løbe på skrå og måske være lidt drilsk. Igen er nåle en rigtig god hjælp!

Herefter skal toppen sys sammen. Man starter med at lægge røret fladt og sy de to yderste kanter sammen. Herefter skal man fæstne en stop i midten, hvis man vil have det i. Igen deles syningerne på bagsiden.
Så drejes røret og hætten lukkes helt i toppen, så samlingerne passer pænt!

Så er der kun tilbage at lukke bunden! Det gør man lidt på samme måde som toppen. – Lægger røret fladt, og syr de to yderste samlinger på skrå. Så er der et hul tilbage i midten, som man vender hætten igennem. Så kontrollerer man lige at alt passer pænt, og så lukker man hætten helt i bunden ved at zigzagge den sidste åbning.
Jeg plejer at zigzagge den to gange, en gang på hver side. Det synes jeg giver en pænere samling.

Så skal bunden bare foldes op i hætten, og så er man faktisk færdig! På store hætter kan det være nødvendigt at fæstne bunden inde i toppen med et par håndsyede sting, så den ikke føles løs. Men ellers… Tadaah! 😀

Hjemmesyet lilla tehætte af kvadrater

Hætte med syninger på skrå!

For at få mål til disse, må man tilbage til min tegning lidt længere oppe. Man gør fuldstændigt ligesom hvis man ville sy hætten af kvadrater, men lægger kvadraterne sammen til hele strimler i stedet for. Foret klippes ligeledes i hele strimler og zigzagges på bagsiden af stoffet.

Strimlerne lægges op så hjørnerne danner spidsen i midten. Og så syr man dem sammen hele vejen langs toppen, ned af siden og til bunden. Sådan syr man to og to sammen.

Så fæstner man en strop i midten, hvis man vil. Og så syr man resten af tehætten sammen til et rør, men efterlader de to kanter i bunden åbne, til at vende hætten igennem.
Man kan godt zigzagge sine syninger en ekstra gang, hvis man synes. Det gjorde jeg med denne af hør, for at sikre mig at stoffet ikke skrider nogen steder. Men syningerne vil ikke blive så presset at det er nødvendigt som sådan.

Tehætte set på vragen danner et langt rør - Guide og mønster til te/kaffehætter

(Ligesom på min lilla tehætte af kvadrater, vil man måske lægge mærke til, at jeg har lidt sort stof i bunden af mine hørstrimler på denne hætte. Det var fordi jeg ikke havde nok hør, men da stoffet ikke kan ses indvendigt, kan man altså godt forlænge strimlerne lidt på denne måde!)

Så sikrer man sig at alt ser fint ud på hætten, og så lukker man den sammen i bunden med en gang zigzag eller to. Så skal bunden bare vendes ind i hætten, og så er den færdig! 😀

Hjemmesyet tehætte af hør, med sysninger på skrå

Trekantet tehætte!

I stedet for firkantet, kan de her tehætter og kaffehætter selvfølgelig også stadig laves trekantede, hvis man nøjes med 3 strimler, eller rækker af kvadrater, i stedet for 4. Det giver måske sig selv. 😉

Sort/hvid mønstret tehætte med tre spidser
– Lærke

4 Comments

Skriv en kommentar