Nem te/stempelkande hætte

Dette er opskriften på en lækker, tyk tehætte/stempelkande hætte/kaffevarmer, (ja, den kan sys i lige de mål du ønsker) og er nok den nemmeste slags, jeg nogensinde har syet!
Det er bare med tråde maskinen, og begynde at måle op. Resten er altså virkelig simpelt! 😀

Hjemmelavet, blå stempelkande hætte

Mål på te/stempelkande hætte

Te- og kaffekander findes jo i et uendeligt hav af forskellige størrelser og udformninger! Så præcise mål på en tehætte eller stempelkande hætte/kaffevarmer, der passer til lige DIN kande, kan jeg af gode grunde ikke give, men jeg vil forsøge at forklare hvordan jeg kom frem til mine mål, så du selv kan gøre det samme. 🙂

Man har brug for at måle højden og omkredsen på sin kande. Jeg har valgt at lave en hætte til en Bodum stempelkande. En halvanden liters model til 12 kopper, som er ca. 25cm høj.
Omkredsen måles på det bredeste sted. Så altså omkring håndtaget. (Og tuden på en tekande)
Der måler min kande ca. 48cm.
Omkredsen divideres med 4 også tillægges sømrum og lidt luft. Så alt i alt, rundede jeg op til 15cm, som blev bredden på de stofstykker, vi skal bruge.
Højden ganges med 2, og så kommer spidserne i hver ende ud over.
Det gav således ca. 65cm.

Stempelkande hætte, mål/skabelon/mønster

Sådan sys hætten!

Når man er kommet frem til målene, klipper man 4 stykker ud af det stof man vil bruge. Her har jeg valgt at sy en hætte af et par gamle mørkegrå cowboybukser. Man kan vælge at lave en skabelon, eller bare måle den første op, og klippe resten efter den. Jeg kan godt lide at lave en skabelon af spidsen, til den første. Så jeg er sikker på, at det bliver lige.
Derudover klippes 4 tilsvarende stykker for. Det kunne være pladevat eller termofyld, men man kan også, som her, f.eks bruge en rest fleece stof. Det er tykt nok til at isolerer rigtig fint!

De 4 stofstykker zigzagges hele vejen rundt, med hver sit stykke for, på bagsiden, (brug nåle efter behov) og derefter sys stykkerne sammen, ret mod ret, hele vejen ned af langsiden. Når man har syet alle 4 stykker sammen, sys de sidste sider sammen, så stykkerne danner et lukket rør.

Så skal spidserne sys sammen i toppen. Det gør man lettest ved at sy, først to sider overfor hinanden, og så sy henover det lange stykke bagefter.
Vil man have en strop i toppen af hætten, skal den sys i, inden man lukker toppen helt…

Den ene syning i midten foldes ud, så den er flad, og fæstnes om nødvendigt, og så sys stroppen godt fast lige midt i, der hvor de to spidser skiller. Når det er gjort, kan man fortsætte med at lukke toppen helt.

Når toppen er lukket vender man tehætten, så den rigtige side kommer udad, og sørger for at trykke hjørnerne rigtig godt ud.

Så skal bunden lukkes, og det gør man lidt ligesom med toppen. To sider overfor hinanden sys sammen indvendigt. Det sidste er man dog nødt til, at zigzagge sammen, vrang mod vrang, men det bliver ikke synligt, da det ender på indersiden af den færdige te/stempelkande hætte.

Nu er der faktisk blot tilbage at trykke bunden op i toppen af hætten, mens man sørger for at hjørnerne bliver presset godt indad, og hvert hjørne bliver trykket godt ud i hjørnerne i toppen.

Når alt er rettet pænt ud, er hætten færdig og klar til brug. 🙂

Andre eksempler

Her er lidt andre eksempler på, hvordan en te/stempelkande hætte også kunne se ud.
Og som en lille variation, kan hætterne også laves med 3 sider i stedet for 4. Det giver en mere spids top…

Sort/hvid mønstret tehætte med tre spidser

Af andre variationer kan hætterne sys af firkanter, eller så syningerne løber skråt ned over siderne, i stedet for lige. Det har jeg forklaret nærmere i et andet indlæg om hjemmesyede hætter, for det ville nu fylde lidt for meget at have med her! 🙂

– Lærke

5 Comments

Flotte te- kaffe varmer. Kan du fortælle hvordan du laver den af firkanter og den med syningerne der løber på skrå?

Hej Else! Tak for din kommentar og undskyld forsinkelsen! Jeg har lige færdiggjort et nyt indlæg om variationerne på kaffe- og tehætterne! Jeg synes ikke jeg kunne beskrive det ordenligt i en kort kommentar! Håber du finder indlægget brugbart! 🙂
https://lrke.dk/flere-tehaetter/
Mvh Lærke

Skriv en kommentar