Jeg har så mange fine, arvede mellemlægsservietter og lignende! Både hæklede, kniplede og vidst også en enkel strikket. Jeg har hele tiden haft et ønske om at lave et eller andet ud af dem! For de er for gode og for flotte at smide ud! Da jeg så faldt over idéen her, om en hjemmelavet blonde lampe, var jeg nødt til at forsøge det! Og den blev SÅ flot! 😀
Til en hjemmelavet blonde lampe:
En stor rund ballon
Trælim
En pensel
Et stykke snor at hænge lampen op med imens den tørre.
Nok fine mellemlægsservietter ol. til at dække ballonen fuldstændigt, og også overlappe en smule.
Og et underlag af gammel voksdug eller lignende. Jeg begyndte med avis, men fandt undervejs ud af, at det blev vådt og klistrede fast til mellemlægsservietterne, så det duede ikke!
Derudover skal man jo bruge en elpære, fatning og ledning.
Jeg startede med at lede på nettet efter store runde balloner. Jeg skulle jo sådan set bare bruge én, men ingen af de mange steder, hvor jeg faktisk fandt gode, brugbare balloner, der rent faktisk, var ret billige, kunne jeg slippe for at betale 40-60kr i fragt! Det synes jeg var lidt tosset. Så jeg endte med at køre i Fest og Farver, og der fik jeg 4 perfekte balloner! Ca.48 cm i diameter, til 17.50kr. Så nu kan det ikke udelukkes, at jeg kommer til at lave flere af disse lamper. 😉
Men det man gør er altså, selvfølgelig, at puste sin ballon op og binde en god, stram knude på den. Så binder man en snor fast ved knuden, og finder et sted lampen kan hænge, imens man laver den, og den tørrer. Herefter skal man i gang med at male trælim på sine mellemlægsservietter med en pensel. De skal bare have et godt tykt lag over det hele! Når en mellemlægsserviet har fået lim, skal den på ballonen. Så jævnt rettet ud som muligt. Jo større ens mellemlægsservietter er, jo sværere er de at jævne ud, men så længe limen er våd, kan man godt rette til. Alle mellemlægsservietterne skal således på ballonen, og det er vigtigt, at deres kanter overlapper en smule, og man pensler godt med lim her omkring, så det hele sidder godt sammen og bliver stivet godt af!
Ved knuden i toppen af ballonen skal der naturligvis være hul, så der kan komme en pære ned i. Det er ikke så vigtigt endnu, for man kan bare klippe hul senere, men det er en god ting at have i baghovedet.
Da jeg var færdig med at lægge mellemlægsservietter på ballonen, lod jeg den tørre, og derefter gav jeg den et lag lim mere for en sikkerheds skyld.
Maling?
Nogle af mine mellemlægsservietter havde efterhånden en ikke så pæn farve, men de var ikke rigtigt til at få rene, så jeg besluttede at forsøge at male min lampe hvid. Hvis man har fine hvide mellemlægsservietter, er dette trin ikke nødvendigt!
Da jeg var i gang med at male min lampe, sprang ballonen! Da var lampen heldigvis størknet nok til, at der ikke skete andet end, at jeg fik noget af et chok! xD
Hvis ikke ballonen springer af sig selv, er man jo på et tidspunkt nødt til selv at punktere den, men vent til den er helt tør! 😉
Når man har fået ballonen ud af lampen, skal der en pære i. Det er en god idé at skaffe en eller anden form for energi spare pære, som ikke bliver varm, og derved ikke påvirker limen i lampen!
Jeg fastgjorde min pære, ledning og fatning ved hjælp af et stykke af metalstativet fra en rispapirs lampe. Det ser ikke så pænt ud i toppen, men det kan man heldigvis ikke se nede fra! Man kan godt lime en mellemlægsserviet over hulet, for at skjule det helt, man skal bare huske, at en pære ikke lever for evigt og det nok bliver nødvendigt at skifte den en dag. 😉
Voila! Den færdige blonde lampe! Og den giver sådan et flot, og hyggeligt fordelt, lys. 🙂
Tak for deling af din smukke blonde lampe. Nu går jeg igang med min egen :).
Kærligst, Neda
En bedre og mere sukker ide end en elpære: brug batterilys. Man kan købe nogen der tænder selv og slukker. Smart.
Hej Lene. Nyere elpærer burde ikke blive så varme, at der skulle være en risiko ved det. Men ja, batteri lys er også en rigtig smart idé. Så kan man jo også have sine lamper et sted, hvor der ikke umiddelbart er trukket strøm. ?
Mvh Lærke