Smukke ser de ud, de hjemmelavede sølv kogler.
– Og de er tilmed ganske enkle at lave. En smule tidskrævende julepynt, måske, men virkelig hyggelige og virkelig fine. Det eneste man skal bruge til disse kogler, er flamingo æg, knappenåle, (dem med flade hoveder) papir, af en hvilken som helst slags og farve, man kunne have lyst til, og evt. snor eller bånd til at hænge koglerne op med…
Til mine kogler har jeg brugt et genbrugsmateriale, nemlig folie lågene fra mine endags kontaktlinser. Det er derfor mine kogler er blevet sølvfarvede!
Normalt bruger jeg briller, men indimellem er der behov for linser, og de små beholdere har jeg så gemt. Det kan måske virke på nogen, som en lidt fjollet idé at få, men hør lige.. Selve plastbeholderne bruger jeg som små malerpaletter. Hvilket de er ganske velegnede til! Folie lågene har jeg tidligere syet til nogle meget simple, små julehjerter, men de her kogler er lidt bedre! 😀
Man behøver ikke at være lige så meget en supernørd, som mig, hvad genbrug angår, men så er det jo godt, at man sagtens kan lave koglerne af alt muligt andet også! Jeg ved ikke om normalt alufolie er for skrøbeligt, men man kan hvert fald lave dem af papir, i lige de farver man kan lide! 🙂
Papiret, eller hvad man ellers vælger at bruge, skal klippes i små firkanter. Til den størrelse æg jeg bruger her, passer et eller andet i retning af 1x2cm ganske fint, men det behøver ikke at være så præcist.
To af hjørnerne på firkanterne foldes ind, så man får en spids. Og det gentager man bare med dem alle sammen… Det er ikke til at sige hvor mange, der skal bruges. Det afhænger meget af størrelsen og hvor tæt man sætter dem. Så man må nok lave flere hen ad vejen. Det kan være en fordel at starte og slutte med papirstykker, der er lidt mindre end resten.
Når man skal i gang med at beklæde et æg med de små papir stykker, er det en god idé at starte med at sætte et lille stykke papir, der ikke er foldet, i det der normalt ville være toppen, så der ikke kommer et hul hvor flamingoen er synligt. Derefter begynder man bare at bygge på. Hvert lille papir stykke fæstnes på ægget med en knappenål i det ene hjørne. Hjørnet af næste papir stykke, skal overlappe det sidste, så man hele tiden sætter nålene gennem to stykker papir af gangen. På den måde sparer vi en lille smule på nålene, for dem skal der jo bruges mange af!
Har man et fingerbøl, er det i øvrigt noget, man vil blive glad for i længden. 😉
Papirstykkerne bliver man bare ved med at bygge på i en spiral, der bevæger sig langsomt nedad. Hvert nyt papir stykke, skal dække nålen på sidste række, så nålene ender med, ikke at være synlige. Hen ad vejen begynder nålene måske at ramme på hinanden inde i ægget. Så må man lige prøve en anden vinkel. Der er plads nok til dem alle sammen. 🙂
Når man når ned mod bunden, begynder det nok også at blive lidt sværere at få papirstykkerne til at passe. Så må man gøre dem lidt mindre. Når det heller ikke passer, kan man skjule det sidste med en firkant, der er foldet ind i begge ender, eller man kan skjule toppen af koglen med en stor sløjfe eller noget andet pynt, fastgjort med nåle, limpistol eller begge dele!
… Og vupti. Så er de færdige. Jeg er faktisk overrasket over, hvor smukke de er med så enkle materialer, men der skal jo ikke altid mere til. I øvrigt kan de jo passe, til rigtig meget af det andet julepynt man har, lige præcis fordi de er så enkle, og kan laves i mange forskellige varianter. 🙂
Den store af sølv koglerne her under, har jeg lavet med samme størrelse firkanter, som de små. Det giver et mere fint mønster. Det er jo smag og behag, om man bedst kan lide det sådan, eller om man hellere vil bruge større papirstykker og få et lidt mere rustikt udseende. Jeg synes dog, det viser meget fint, at man sagtens kan lave kogler i mange forskellige størrelser! 😀
Skriv en kommentar