Dette indlæg er egentlig mest ment som inspiration til, hvordan man kan pakke sine julegaver ind i stof, i stedet for papir. Fordi stoffet kan genbruges mange år i træk, i stedet for, at vi alle sammen smider så enorme mængder gavepapir ud! 🙂
Gaveindpakning er for mig, et kreativt projekt i sig selv. Noget jeg godt kan lide, at gøre noget ud af. Det håber jeg, at jeg kan inspirere lidt til! Og der findes stof i ligeså mange fine afskygninger, som der findes gavepapir. Hvis ikke der findes meget mere! Så der er ikke ret mange undskyldninger for ikke at prøve bæredygtig indpakning i stof! 😉
Bæredygtig julegave indpakning i stof
Stoffet man bruger, til at pakke gaver ind i kan være lige, hvad man har, eller synes er pænt. Måske har man noget, eller kan finde noget i genbrug. Måske tøj eller en dug af noget pænt stof, eller med et pænt print, man kan klippe et stykke ud af. Ellers er der mange stofbutikker, der har en kasse med rester, man kan købe billigt.
Hvis man vil gøre det rigtig fint og være sikker på, at kanterne på stoffet ikke flosser, kan man lige zigzagge dem eller folde dem et par gange ind og sy dem. Noget stof vil det være nødvendigt med, og noget vil det ikke.
Her har jeg valgt et stykke stof, der egentlig er alt for stort til min pakke. Jeg vil dog helst ikke klippe i det, for så kan jeg jo ikke bruge det, til noget der er større til næste år. Så jeg har foldet det sammen i stedet. Det samme med båndet.
Selve indpakningen i stof er ikke meget anderledes, end når man pakker ind i papir. Det kan være lidt mere bøvlet, fordi stoffet ikke holder folderne som papir gør, og fordi tape jo, af gode grunde, ikke dur så godt.
Man kan dog sagtens fæstne stoffet med en lille sikkerhedsnål, hvis det er nødvendigt. Tit vil man kunne nøjes med at holde det sammen med et fint bånd, men hvis man ikke synes, der skal bånd på, eller hvis man har lidt problemer med at få det til at holde sig fast, kan man klare sig med sikkerhedsnåle.
Pyntebånd
Hvis stoffet er dekorativt nok i sig selv, behøver man måske ikke bånd. Jeg synes dog, at dette kobber bånd, klædte det enkle, beige stof ganske godt.
Bånd samler jeg, i øvrigt selv, alle mulige steder fra. Jeg har efterhånden et ret stort lager. Jeg gemmer altid, hvis der er noget, der kan bruges fra andre julegaver. Man kan også bruge blonder, snørebånd, stofstrimler, sejlgarn, sisal og alle mulige andre former for snor! 🙂
Hvis det bliver krøllet, eller der er kommet folder i stoffet eller båndet, siden sidste år, kan man altid stryge det. (Medmindre det er noget, der ikke kan tåle at blive strøget)
Når man nu er i gang med bæredygtig gave indpakning i stof, der kan genbruges, er det næste, man mangler måske “til og fra”-kort man kan skrive på og rense af igen og igen? De kan laves af alt muligt forskellige genbrugs materiale, plastik emballage osv. Eller man kan lave dem af krympeplast. 🙂
– Lærke