Nytårs bordpynt af selvhærdende ler

Jeg syntes vi manglede lidt bordpynt til nytår i år. Så jeg har lige lavet mig nogle stjerner, af hjemmelavet selvhærdende ler, der skal træde i stedet for det velkendte konfetti, der ellers tit pryder bordende til nytår!
Det var et nemt og hyggeligt projekt, og stjernerne kan genbruges mange år i fremtiden! ?

Nytårs bordpynt af hjemmelavet selvhærende ler

Opskriften

Til projekter som disse, bruger jeg den opskrift på hjemmelavet selvhærdende ler, jeg i forvejen har liggende her på bloggen. Men jeg lavede kun en ganske lille portion denne gang. Jeg lavede af en halv dl natron, en kvart dl majstivelse og et sted mellem en kvart og en halv dl væske, men jeg holdt noget af vandet igen og tilføjede i stedet lidt sølvfarvet maling med perlemor, som jeg ville prøve at farve mine stjerner med. Det var lidt et forsøg, for tidligere har jeg kun farvet selvhærdende ler med frugtfarve (og glimmer) men det her kunne altså også sagtens lade sig gøre, kan jeg nu berette. 😀
Og af min lille bitte portion ler, blev lige præcis 100 stjerner! Så det var slet ikke så tosset. 🙂

Stjerner og mønster

Da jeg havde lavet leret og det var kølet af, rullede jeg det ud, i små portioner af gangen, med en ganske lille smule majstivelse, og trykkede et mønster i med en isasiet af glas. Så tog jeg min mindste stjerneudstikker og trykkede stjerner af alt leret. Man kunne sagtens have stukket huller i og sat snore i til ophæng, men da mine bare skal ligge som bordpynt til nytår, blev de altså uden.

Man kan trykke mønster i hjemmelavet selvhærdende ler, med mønstret glas

Da de havde tørret natten over, synes jeg de var blevet lidt for mørke, så derfor gav jeg dem en omgang snespray. Det skulle jeg ikke have gjort, for det blev noget roderi. Snespray er noget mærkeligt, mærkelig noget. Men jeg startede heldigvis på bagsiden af stjernerne, så man kan ikke se det på forsiden. ?
Man kan godt male selvhærdende ler, når det er helt tørt. Hvad end det er med spray eller akrylmaling eller hvad man nu har. Lakere dem, kan man også. Man skal bare sørger for, at de er helt tørre inden, og at de får lov at tørre helt bagefter!

De færdige stjerner til min nytårs bordpynt af hjemmelavet selvhærdende ler

Når man skal opbevare sit nytårs bordpynt efter nytår, skal det også opbevares tørt. Jeg har lavet en del julepynt med hjemmelavet selvhærdende ler. Meget af det er efterhånden mange år gammelt, og det holder helt fint. 🙂

– Lærke

Skriv en kommentar