Hækletip – Den magiske ring

Den magiske ring, er en måde, at starte på, når man skal hækle rundt. Metoden bliver brugt meget til Amigurumi, altså hækling af dyr, og fordelen er, at den ikke efterlader noget grimt hul, i begyndelsen af ens hæklearbejde, som en ring af luftmasker, ellers ville gøre…

Er den magiske ring virkelig magisk?

Da jeg først stiftede bekendtskab med denne magiske ring, blev jeg små nervøs. Jeg synes navnet havde en antydning af, at det måtte være temmelig besværligt, men nu må jeg fastslå, at det magiske kun ligger i, at ringen meget nemt kan strammes, og altså ikke i selve udførelsen. Den er meget simpel, så lad os bare kaste os lige ud i det.

Husk, at billederne kan åbnes i større, hvis man klikker på dem. 🙂

Man starter med, at snurre enden af garnet en gang rundt om en finger, så man har en ring. Den piller man af fingeren og holder fast der hvor garnet krydser. Så tager man sin hæklenål og stikker ned i ringen, slår den lange ende af garnet om, og trækker det med tilbage gennem ringen. Så strammer man garnet lidt, så man har en løkke på nålen, og så slår man garnet om hæklenålen og trækker igennem igen. Så er ringen “låst” og man er klar til at fortsætte…

Nu hækler man bare fastmasker i ringen, hele tiden også omkring den korte ende af garnet. Jeg har hæklet 6 fastmasker, som eksempel. Du skal måske bruge flere eller færre, i den opskrift, du sidder med…

Når man har hæklet det antal fastmasker, man skal bruge, kan ringen strammes, den må gerne strammes ganske hårdt, så den ikke kan løsne sig, og herfra forsætter man simpelthen bare arbejdet, startende fra første fastmaske i første omgang.

Pænt, ikke sandt? 🙂

– Lærke

One Comment

Skriv en kommentar