Dette er en måde, hvorpå man kan lave fine blomster af Cernit, Fimo eller andet polymer ler.
Fremgangsmåden er ganske simpel at gå til, og der er fine variationsmuligheder!
De kan bruges f.eks til øreringe, men helt sikkert også til mange andre ting. 🙂
Blomsterne kan laves med forskellige antal blade. Jeg har lavet med 4, 5 og 6 og de er faktisk fine allesammen. 🙂
Til en blomst skal man bruge en lille klump ler, (Fimo, Cernit el. – Det er gør ikke den store forskel) i ønsket farve og størrelse. Vil man lave blomster til et par øreringe, er det selvfølgelig nødvendigt at lave to klumper, der er ens i størrelsen. Klumperne deles i det antal stykker, som blomsten skal have blade. Vil man lave en blomst med 4 blade, skal man altså dele klumpen i 4 lige store stykker.
Herunder ses fremgangsmåden, der tager udgangspunkt i en blomst med 6 blade. Og jeg viser hvordan man laver den på en perlestav, så der kan monteres f.eks en ørekrog.
Lerklumpen deles i 6 lige store stykker, som hver trilles til en kort pølse. Hver pølse trykkes så sammen på midten, så samlingerne danner en lille spids. Disse små dele samles så, med spidserne indad, til en blomst.
Skal man have en ring til en ørekrog indvendigt, samler man bladene omkring den, (Det er nemmest med et lige antal blade) (Se evt. mit indlæg om at montere ringe til smykkedele, så de bliver siddende)
Er det nødvendigt, rettes bladene, til sidst, lidt til, men jeg synes faktisk blomsten er sødest, hvis den har lidt naturlig “skævhed”. (Bagsiden behøver, alt efter hvad blomsterne skal bruges til, ikke at være pæn)
Blomsterne bages efter anvisningerne på lerpakken, og når de er kommer ud af ovnen og er kølet af, er de klar til at blive lavet til fine smykker, eller hvad man ellers vil bruge dem til.
Her har jeg monteret ørekroge og ørestikker på nogle af mine blomster. 🙂
Skriv en kommentar