Biksemad

I dag stod den på biksemad, til aftensmad. Lavet af en rest roastbeef og kartofler fra en af de foregående dage.
Biksemad er en stærkt undervurderet spise, og virkelig enormt nemt, at lave!
I øvrigt er det jo en god gammel klassiker, og en glimrende måde, at undgå madspild, og gøre noget godt og spændende, ud af sine rester. 😉

Lækker biksemad, af alle mulige rester fra køleskabet.

Biksemad kan sikkert laves på mange måder, men her er hvordan jeg gør:

Hovedingredienserne er rester af kød og kartofler. Derudover indeholder min biksemad stort set altid et løg. Man kan også sagtes tilsætte andre rester, f.eks forårsløg, porre, champignoner, peberfrugter, bacon, eller hvad man lige har.
Bacon er en god måde, at peppe det lidt op på, specielt hvis man ikke helt har nok kød. 😉

Jeg skærer alle resterne, og løget, i passende stykker og steger det hele på en pande, i lidt fedtstof. Mens det steger, tilsætter jeg lidt balsamico eller eddike, og lidt soya sauce, og selvfølgelig salt og peber. – Smag lige efter, hvor meget der er behov for, for kødet, og muligvis også noget af det andet, er jo allerede krydret. 😉

Herhjemme serveres biksemad med et spejlæg, syltede rødbeder og/eller asier, og bearnaise sovs, hvis vi også har en rest af det. Og alle er vilde med det! Det smager fantastisk! 😀

– Lærke / Æ

One Comment

Skriv en kommentar